Hvad er NIP-fysioterapi?

Siden Det Nationale Indikatorprojekt (NIP) blev etableret i 1999 er kvaliteten i sygehusbehandlingen blevet kvalitetsvurderet blandt andet på baggrund af resultaterne fra NI P. Nu kommer turen så også til praksissektoren, hvor arbejdet med pilotprojektet ’NI P-fysioterapi’ er gået i gang – i første omgang vedrørende patienter med lænderygbesvær.

Projektet, der i første omgang er et pilotprojekt, er blevet til på initiativ af Praksisfonden (Fonden til fremme af fysioterapeutisk forskning, uddannelse, information m.v.), og Martin Josefsen udgør sammen med Henning Langberg formandskabet i styregruppen. Pilotprojektet omfatter udvikling af indikatorsæt, pilottest på 12 klinikker samt høring og afsluttende rapport med anbefalinger til det videre forløb.

En indikatorgruppe har udarbejdet og udvalgt en række indikatorer inden for områderne henvisning, diagnostik, intervention, behandlingsopfølgning og overdragelse. En indikator er for eksempel ’andelen af patienter med lænderygbesvær, hvor centralisering er testet ved første konsultation’ eller ’andelen af patienter med lænderygbesvær, hvor der er foretaget en diagnostisk klassifikation med henblik på valg af behandling ved første konsultation’. Ved begge disse indikatorer er standarden sat til 80 procent. Det vil sige, at viser det sig, at man på den enkelte klinik kun tester centralisering på eksempelvis 60 procent af patienterne, er der noget, man efterfølgende kan vurdere på.

Data indsamles i en kvalitetsdatabase, der skal bruges som redskab til monitorering, kvalitetsudvikling og dokumentation, forklarer Martin Josefsen.

”Det er ret revolutionerende, at vi nu også på det fysioterapeutiske praksisområde har et projekt med en standardiseret registrering og dataindsamling ud fra den bedste metode, der findes i Danmark. Det er ikke første gang, vi undersøger området, men der er stor forskel på den systematik, der bliver brugt i henholdsvis en mindre, intern undersøgelse og så et projekt i NI P-regi. Formålet er at blive klogere på, hvad vi gør i praksis, når vi får en lænderygpatient ind af døren, men samtidig vil det jo være den sidegevinst, at en del af indikatorernes indhold bedre implementeres i klinikken”, forklarer Martin Josefsen, der i første omgang kommer til at bruge udtrykket, at sidegevinsten er ”et gratis kvalitetsløft”, men ordet gratis trækker han i sig igen, da han jo må indrømme, at registreringen betyder et øget tidsforbrug for fysioterapeuten.

”Tiden er selvfølgelig en barriere, men det er mest i begyndelsen og mest for de fysioterapeuter, der måske ikke allerede behandler i henhold til de standarder, der er sat op. Og det er jo netop et af formålene med projektet, at så mange som muligt nærmer sig standarden og behandler i overensstemmelse med best practice”. For ikke at registreringen skal blive alt for omfattende, lyder den vejledende anbefaling på 10-12 indikatorer, men pilotprojektet rummer 14 indikatorer, fortæller Martin Josefsen.

”Det er måske et udtryk for ambitionerne på kvalitet, men uanset antal, så er der tale om udvalgte indikatorer, som ikke på en gang kan rumme alle praksisrelevante faktorer for en lænderygpatient. Der er altid tale om valg og fravalg i et indikatorsæt. Der kan eventuelt justeres i kommende projekter, hvis det implementeres nationalt og fortløbende”.

Eksempelvis er der ikke blevet plads til at måle på anvendelsen af manuelle teknikker, og inden for området ’behandling’ måles der derfor alene på andelen af patienter, der har fået øvelsesterapi og hjemmeøvelser.

”Det er en prioritering, der er truffet ud fra evidensen om, at der oftest bør være en aktiv indsats. Derfor er de manuelle teknikker nedprioriteret i forhold til træning, selvom de kan være højst relevante”, forklarer Martin Josefsen.

Han glæder sig over, at et af de områder, der har fået plads, er ’anamnese’. ”Det er helt i tråd med det fokus, der er på diagnosticering i øjeblikket, fordi vi måler i forhold til den gode, grundige undersøgelse inklusiv den diagnostiske triade, røde flag osv”.

Pilotprojektet kører i et år på 12 udvalgte klinikker, og herefter er det målet, at det skal implementeres til alle klinikker og på den måde ikke blot give et kvalitetsløft til den fysioterapeutiske praksissektor, men også skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen. ”Vi registrerer på enkelte punkter de samme diagnosekoder, som bruges hos de praktiserende læger. Det betyder, at vi i højere grad kommer til at tale samme sprog, og det baner vejen for udbredelsen af Den Danske Kvalitetsmodel og akkreditering til praksissektoren”.