Sårede soldater får utraditionel genoptræning
En af de soldater fysioterapeut Christian Olsen genoptræner, kunne godt tænke sig at komme ud og klatre. Eneste problem var, at soldaten manglede en fod.
Hvad gør man så? Jo, man spørger patientens bandagist, om han kan fremstille en klatrefod til en protese. Det kunne han godt, og kort tid efter nåede både soldaten og Christian Olsen til tops på Nørrebrohallens klatrevæg.
Eksemplet er sigende for den genoptræning, de amputerede og rygmarvsskadede soldater får på Rigshospitalet i dag. De har brug for mere af det hele - og de får mere af det hele, som 26-årige Christian Olsen formulerer det.
Når det har kunnet lade sig gøre, hænger det sammen med, at Rigshospitalet for et års tid siden modtog en donation på 1,1 millioner kr. fra den private fond, Soldaterlegatet. Pengene skulle gå til en forbedret genoptræning af soldater, der vender sårede hjem fra internationale missioner. Konkret betød det, at der var midler til indkøb af en lang række træningsmaskiner samt til at ansætte en fysioterapeut i et år.
Behov for mere træning
”Jeg har stort set haft frie hænder til at skabe et bedre tilbud til soldaterne. Det har været et rigtigt fedt projekt at kaste sig ud i”, siger Christian Olsen, der i dag har overtaget hele ansvaret for soldater-genoptræningen på Rigshospitalet.
Men før han nåede så langt, tog han på studietur til England. Her er erfaringerne med behandling af krigsskader langt større end i Danmark.
”En af de største forskelle er, at soldaterne i England bor på et militært rehabiliteringscenter, hvor de modtager genoptræning fra morgen til aften. Herhjemme var der kun afsat én times daglig træning, så det var et oplagt sted at øge indsatsen”.
I dag træner soldaterne så tre timer dagligt på Rigshospitalet, indtil de formelt er færdigbehandlede. Men begrebet ”færdigbehandlet” er en noget relativ størrelse, mener Christian Olsen.
”Spørgsmålet er jo, hvornår man er færdigbehandlet. I den forbindelse må vi erkende, at vi som behandlingssystem stadig er i en læringsproces. Der er mange soldater, der har brug for opfølgning – også lang tid efter, at de formelt er færdige med deres behandling”.
Holdtræning på kasernen
Det var i den forbindelse, at ideen om at køre et genoptræningshold på Svanemøllens Kaserne opstod. Det skulle være et hold, hvor soldaterne kunne fortsætte, når de var færdige på Rigshospitalet, og hvor der også kunne tilbydes andre former for aktivitet.
I dag træner ca. 12 soldater med Christian Olsen og en idrætskonsulent fra Dansk Handicap Idrætsforbund derude hver onsdag. Kasernetræningen giver nogle helt andre muligheder end dem, hospitalet kan tilbyde, forklarer han.
”Dels er der en militær forhindringsbane, og dels er der to haller, hvor vi kan lave holdaktiviteter. Det sidste er rigtig vigtigt, for det handler ikke kun om fysisk træning men også om, at soldaterne får skabt et socialt netværk. De er jo den eneste patientgruppe i Danmark med den her type skader, så de har kun hinanden at støtte sig til”.
Ingen af de soldater, Christian Olsen har med at gøre, lider af depressioner eller andre psykiske følgevirkninger. Alligevel har de brug for at mobilisere alle deres kræfter, for at genoptræningen skal blive en succes. Og her spiller miljøet også ind.
”Rent psykisk er der en kæmpe forskel på at træne på et hospital og på en kaserne. I går øvede militærpolitiet eksempelvis nærkamp, mens vi lavede genoptræningsøvelser. Mange af soldaterne opfatter simpelthen kasernen som et langt mere hjemligt miljø, og det har en positiv indvirkning på deres motivation”.
Tager på hjemmebesøg
Da Christian Olsen tiltrådte jobbet for knapt et år siden, var han temmelig ny i faget. Eksamensbeviset kom i hus 1. juli 2009, hvorefter han blev ansat på Rigshospitalets thoraxkirurgiske afdeling. Derefter fulgte et vikariat på neurokirurgisk afdeling, indtil det nye job blev slået op.
I udvælgelsen af kandidater vægtede man personligt drive højere end årelang erfaring. Det fik flere kolleger til at mene, at han burde søge stillingen. Og som sagt så gjort.
Den nye patientgruppe var noget af en omvæltning, forklarer Christian Olsen – men en positiv en af slagsen.
”Den største forskel er, at der her er tale om stærke unge mænd, der er meget motiverede. Det gør, at jeg kan forlange rigtig meget af dem, og at de er med på mere utraditionelle metoder. Vi har for eksempel klatret og trænet dykkerteknikker, hvilket ikke er helt almindeligt for patienter med amputationer og skader på hjerne og rygmarv”.
Men på andre områder kan soldaternes unge alder - de fleste er mellem 23 og 28 år - også være lidt af en udfordring, medgiver Christian Olsen.
Eftersom de fleste er gået direkte ind i Forsvaret efter at være flyttet hjemmefra, er der flere af dem, der aldrig rigtig har fået lært at begå sig i et køkken. Nu er de så pludselig blevet handicappede samtidig med, at de skal klare sig selv. For mange af de invaliderede soldater er det en ganske stor udfordring, som deres fysioterapeut har forsøgt at hjælpe dem med.
”Der er ikke nogen ergoterapeut i det her tilbud, så jeg er selv taget på hjemmebesøg og har forsøgt at give dem nogle tips til håndtering af diverse køkkenudstyr. Derudover har vi haft en af Forsvarets diætister ude og holde foredrag. Det er mit indtryk, at det har været en rigtig god støtte for mange”, siger Christian Olsen, der ikke er bange for at involvere sig for meget i sine patienters privatliv.
”Det er klart, at der er en grænse for, hvor langt man skal gå. Men det at kunne fungere i et køkken er nu engang så essentielt, at jeg gerne strækker mig lidt længere”.
Bliver permanent tilbud
De mange træningstimer og den utraditionelle tilgang har ikke bare bragt ham tættere på soldaterne som patienter, men også som mennesker.
”Under andre omstændigheder kunne jeg sikkert være blevet bedste kammerat med flere af dem”, siger fysioterapeuten, der ikke selv har været soldat.
”Jeg har efterhånden fået en fornemmelse af, hvad det vil sige at være soldat – og ikke mindst, hvad det vil sige, at være soldat med en krigsskade. Derfor er det også utroligt tilfredsstillende, at vi nu kan tilbyde soldaterne i det østlige Danmark den genoptræning, de har behov for”.
Som en del af veteranpolitikken bliver tilbuddet fra 1. oktober 2011 en permanent ordning finansieret af det offentlige.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.