Lønnen bør følge med opgaverne
Diagnosticering på skulderområdet er kun ét af flere eksempler på den opgaveglidning, der foregår mange steder, hvor lægeopgaver overgår til fysioterapeuter. Nye opgaver og ansvar bør også smitte af på lønnen, men ikke sjældent bliver den del glemt, fortæller forhandlingskonsulent i Danske Fysioterapeuter Helge Sørensen.
”Når man taler løn i forhold til opgaveglidning er det ikke anderledes, end det har været til alle tider, når der opstår nye metoder, nye målgrupper, ny organisering. Det gælder om at benytte anledningen og få sat lønnen på dagsordenen. Vores råd lyder i alle sammenhænge, at man skal benytte lejligheden til at tale om løn, når der kommer noget væsentligt nyt på banen, der eksempelvis kræver oplæring og eller særlige kompetencer. At få lavet aftaler af den slags er en opgave for tillidsrepræsentanten, men denne overrumples måske indimellem af, at kollegerne går ind i opgaven med brask og bram og først senere tænker løn”.
Helge Sørensen minder om, at der i den seneste overenskomstaftale blev skabt mulighed for, at man lokalt kan aftale, at fysioterapeuter, der får denne type opgaver, kan løftes et trin. ”Men det er vigtigt at få aftalerne på plads fra starten, for når først toget er kørt, er det ofte for sent. Det handler om at kende sin besøgelsestid”, understreger han.
”Og egentligt må lederne også være interesseret i at medvirke til at sørge for at honorere, når der er nye tiltag, for arbejdsgiverne har også en forpligtigelse til at få den lokale løndannelse til at give mening."
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.