Patienterne er godt tilfredse

Thomas Sørensen er en af de tre fysioterapeuter, der har deres faste gang i skuldersektoren på Vejle Sygehus.

De står for forundersøgelsen af de fleste skulderpatienter, inklusiv analyse af røntgenbilleder og ultralydsscanning, og de stiller diagnosen. Herefter kan fysioterapeuterne henvise videre i systemet til konservativ behandling enten praksissektoren, i kommunen eller på sygehuset. Og er der behov for yderligere undersøgelser, kan de henvise til blandt andet MR-artrografi.

Kun i tilfælde, hvor det vurderes, at der skal en operation til, bliver patienten altid set af en ortopædkirurg. Skal patienten have en blokade, er det fysioterapeuterne, der står for det efter først at have konfereret med en læge pr. telefon for at sikre, at der ikke er kontraindikationer. En gang om ugen er der skulderkonference og røntgenkonference, hvor fysioterapeuterne konfererer med lægerne om de patienter, der er set til forundersøgelse.

Var det ikke en læge?

Og patienterne er godt tilfredse. Det viser en audit baseret på patienttilfredshed og holdningen hos de praktiserende læger, som i disse dage præsenteres på årsmødet i Dansk Ortopædkirurgisk Selskab.
275 skulderpatienter, der er blevet undersøgt af fysioterapeut, har fået tilsendt et spørgeskema, baseret på spørgsmål udvalgt fra ”Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser” (LUP), og resultatet er benchmarket med landsgennemsnittet for patienttilfredsheden for ortopædkirurgi i LUP 2009.

151 patienter har svaret, og heraf har 80 haft oplevelsen af at være blevet set af både en læge og en fysioterapeut. 43 angav kun at være blevet set af en fysioterapeut (heraf mente 1, at det måtte være en fejl), og 28 var af den opfattelse, at de kun var blevet set af en læge.

Vejle Sygehus scorer højere på patienttilfredsheden, sammenlignet med gennemsnittet i LUP, på samtlige parametre: Samlet indtryk, inddragelse, ingen fejl, tillid til behandling, mundtlig information og tryghed.

Af de 28 praktiserende læger, der fik tilsendt et spørgeskema, har 15 svaret. Heraf var syv læger positive over for, at patienterne blev forundersøgt af specialuddannede fysioterapeuter. Fem svarede ”ved ikke” og tre var betænkelige.

Syv læger svarede, at de har haft patienter, der var undersøgt af en fysioterapeut, og at det var deres opfattelse, at undersøgelsen hos fysioterapeuten var god.

Kirurgerne skal med

”Vi flyttede ind fra Give Sygehus, hvor vi havde haft en lille enhed, hvor læger og fysioterapeuter var vant til at arbejde tæt sammen, så lægerne vidste, at vi havde kompetencerne, og at de på denne måde kunne få mere tid til at operere”, fortæller Thomas Sørensen om baggrunden for ændringen af sygehusets organisering på skulderområdet i 2007. ”Vi har ikke tidligere indsamlet data, så vi kan sammenligne ventetiderne dengang med nu, men der er ingen tvivl om, at nu hvor vi er 2½ fysioterapeut + en kiropraktor til at gøre noget, som lægerne gjorde før, har de fået mere tid til at operere, og den samlede patientgennemstrømning er blevet større”.

Kiropraktoren er ansat i skuldersektoren, mens fysioterapeuterne er ansat i fysioterapien, og den forskel giver mening, da det er vigtigt også at være behandlende fysioterapeut, mener Thomas Sørensen.

”Vi undersøger jo ikke kun patienterne, men har dem også til specialiseret behandling, og den kombination er vigtig. Hvis vi ikke også behandler, ved vi ikke, hvad der virker, og så bliver det sværere for at henvise til det rigtige. Henvisning til specialiseret fysioterapi tager udgangspunkt i den enkelte patient, tidligere behandling og tæt tværfaglig vurdering i skuldersektoren”, siger Thomas Sørensen.
Skuldersektoren har haft besøg fra flere andre sygehuse, og faktisk har interessen været så stor, at man har tilladt sig at sætte nogle kriterier op for besøgene, fortæller Thomas Sørensen.

”Der er fysioterapeuter fra rigtig mange sygehuse, der gerne vil komme og høre, hvad vi laver, og vi vil også gerne fortælle om det. Men vi har sagt, at det er vigtigt, at de involverede ortopædkirurger også er med. Det er vigtigt, at ortopædkirurgerne bliver klar over, at det her ikke er noget, man bare lige gør, men at der skal investeres i oplæring. På sigt er det en god forretning for sygehuset, men i indkøringsfasen går ortopædkirurgerne ned i produktion, fordi de skal agere som supervisorer for fysioterapeuterne”.