Du mærker forskellen
Hvor kan man få anatomibogen med rabat? Hvad hedder den bedste bog om studieteknik? Hvad er et fysioterapeutisk måleredskab, og hvorfor er det så vigtigt? Som fysioterapeutstuderende kan man nu finde svar på nogle af sine mange spørgsmål og samtidig få et indblik i studielivet på de andre fysioterapeutskoler og læse spændende historier om kommende kolleger i et helt nyt blad.
Første nummer af magasinet ”Truncus” er sammen med dette blad sendt til alle studentermedlemmer af foreningen og uddeles desuden til de studerende på første semester, der endnu ikke har fået meldt sig ind. Da det er første nummer, vil også ældre ikke-medlemmer blandt de studerende kunne finde Truncus på skolerne, men fremover kræver det medlemskab – ud fra devisen om, at man skal kunne mærke forskel på at være medlem og ikke at være det.
”Du mærker forskellen” er slogan for en indsats, der skal gøre det tydeligere, hvad man får for sit kontingent til Danske Fysioterapeuter. En indsats, der har som målsætning at rekruttere og fastholde medlemmer, og som blev sat i søen, da repræsentantskabet i 2010 besluttede at sænke kontingentet. Flere medlemmer giver større indtægter og dermed mulighed for et lavere kontingent. Og flere medlemmer giver større faglig og politisk pondus og dermed bedre muligheder for at sætte tydelige fysioterapeutiske fingreaftryk.
De unge ved ikke nok
Medlemsundersøgelser viser, at især de yngre fysioterapeuter ikke ved nok om, hvad de får ud af at være medlemmer af Danske Fysioterapeuter, og indsatsen koncentreres derfor i første omgang om denne målgruppe. Der er tre formål med Truncus, forklarer formand Johnny Kuhr:
”Dels skal magasinet give merværdi til medlemskabet. Dels skal det oplyse om foreningen og eksempelvis de mange kontante fordele, et studentermedlem kan få for sit kontingent på 98 kroner i kvartalet. Og sidst men ikke mindst skal Truncus styrke den faglige identitet som kommende fysioterapeut. En faglig identitet, der som et naturligt element også indeholder et medlemskab af den faglige klub, Danske Fysioterapeuter”.
Når indsatsen over for de studerende er rullet ud, er det de nyuddannedes tur, men samtidig forstærkes indsatsen for at tydeliggøre forskellen mellem hele medlemsgruppen og dem udenfor. Det vil blandt andet indebære, at man inden længe vil skulle bruge sit medlemsnummer for at kunne logge på måleredskaber og de faglige artikler fra Fysioterapeuten på fysio.dk
”Opgaven er at få alle de nye fysioterapeuter til at melde sig ind, helst allerede mens de er studerende. Samtidig skal vi sikre, at de nuværende medlemmer fortsat er så tilfredse med foreningens indsats og service, at de bliver i foreningen. Endelig skal vi gøre en ekstra indsats for at få de fysioterapeuter, der i dag har valgt at stå uden for fællesskabet, til at melde sig ind,” forklarer Johnny Kuhr.
Det er ikke en akut krise eller medlemstilbagegang, der har fået Danske Fysioterapeuter til at skrue op for forskellen, understreger han.
”Ni ud af 10 fysioterapeuter er medlemmer af foreningen. Det er rigtig mange, men det er også nødvendigt. Hvis vi skal vedblive at være en stærk organisation med sundhedspolitisk indflydelse, kan vi ikke tillade os at hvile på laurbærrene”.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.