Faget må ikke blive en knage

Har man særlige udfordringer, når man som fysioterapeut er leder for ergoterapeuter – eller omvendt? Det spørgsmål tog Danske Fysioterapeuters lederfraktion fat på, da fraktionen holdt fælles årskonferencen med referencegruppen for ledelse i Ergoterapeutforeningen. Blandt oplægsholderne var fysioterapeut Birgit Strange, der siden 1998 har været leder for begge faggrupper på tre forskellige arbejdspladser, de senere år på Rigshospitalet.

Hendes indgangsvinkel var, at det er uproblematisk at lede begge faggrupper, hvis man vel at mærke forstår at tackle den udfordring, det er, at man ikke taler samme stammesprog og ikke har fået samme værdier ind med modermælken, som hun formulerede det.

Og udfordringen er størst, når der står nedskæringer på programmet, lød hendes erfaring. ”Det er svært ikke at være fagligt klædt på, når der skal skæres, og derfor er det lettere for mig at skære i fysioterapi”, fortalte Birgit Strange. Hun indrømmede, at hun nok i det hele taget har en tendens til at favorisere ergoterapeuterne lidt, ”for det skal ikke hedde sig, at jeg gør forskel…”.

Den styrke, der følger af en fælles organisering, modsvarer dog til fulde udfordringerne, understreger Birgit Strange. Selvom ikke alle værdier er ens, er der nemlig en stor fællesmængde, og én stor terapeutfamilie er mere robust i forhold til omgivelserne – der i øvrigt ikke altid kender forskel på de to grene af familien.

For at være en lige god leder for begge faggrupper, kræver det, at hun bliver udstyret med relevant ledelsesinformation fra både Danske Fysioterapeuter og Ergoterapeutforeningen, mener Birgit Strange, der derfor undrede sig over at have oplevet at få et negativt svar fra Ergoterapeutforeningen, da hun på et tidspunkt bad om noget ledelsesinformation.

”Begrundelsen var, at man ikke kunne forsvare at bruge medlemmernes kontingent på et medlem af en anden faggruppe. Det undrede mig, for det var jo i deres medlemmers interesse, at jeg bad om informationen”, fortalte Birgit Strange.

Siden har hun dog fået lov at repræsentere Ergoterapeutforeningen i en arbejdsgruppe under Sundhedskartellet, hvor ingen andre havde meldt sig, så de diplomatiske forbindelser er genoprettet, men det kan blive endnu bedre, mener hun.”Jeg vil gerne have, at vores to foreninger tænker ledelse fælles. Der er så mange af os, der er ledere for begge faggrupper”.

Hella Obel, der leder træningssektionen i Hillerød fortalte, hvordan det er som ergoterapeut at lede en blandet flok på mere end 30 medarbejdere, hvoraf en del er fysioterapeuter.

Hun refererede sin fysioterapeut-tillidsrepræsentant for at sige, at ”hvis jeg mente, du var en dårlig leder, ville jeg måske begynde at hænge dig op på dit fag”.

”Som leder skal jeg sikre mig, at der ikke bliver en sådan knage at hænge mig op på. Det gør jeg ved at sørge for, at beslutningsvejene er tydelige og ved at forklare baggrunden for de beslutninger, jeg træffer”, forklarede Hella Obel.

Man vil altid savne dem, man elsker
De to terapeutforeningers formænd, Gunnar Gamborg fra Ergoterapeutforeningen og Johnny Kuhr fra Danske Fysioterapeuter var inviteret med til årskonferencen og lyttede flittigt, men i Johnny Kuhrs tilfælde også med nogen undren i forhold til den uproblematiske hverdag, der blev beskrevet.

”Når I nu har sat emnet på dagsordenen, er det vel, fordi der er nogle udfordringer eller forventninger hos faggrupperne, der afføder nogle dilemmaer?”, spurgte han. Egentlig ikke, beroligede Hella Obel: ”Det er i hvert fald ikke sådan, at jeg vågner om morgenen og tænker ’nu skal jeg huske at tale med tre fysioterapeuter, for jeg talte med en ergoterapeut i går”.

At der alligevel kan være nogle dilemmaer og nogle forskellige forventninger, kom til udtryk fra tilhørerrækkerne. En ledende fysioterapeut fra en kommune med 5 ergoterapeuter og 12 fysioterapeuter fordelt på to adresser fortalte, hvordan ergoterapeuterne har behov for at mødes og fortsat være et ergoteam. ”Jeg troede, at det kunne være et problem for fysioterapeuterne, der måske også gerne ville være et fysteam, men da vi fik talt om det, viste det sig, at det var det ikke”, fortalte hun.

En anden tilhører fortalte om en tilsvarende situation på et sygehus, hvor ergoterapeuterne, der også her tilhører den mindste gruppe, har behov for at mødes om deres fag på tværs af specialerne. ”Jeg er i tvivl om, hvor meget jeg skal tvinge dem til at gøre op med dét”, sagde hun.

Hertil lød kommentaren fra Birgit Strange, at det sagtens kan være både og, for – som hun sagde - ”når man arbejder tværfagligt er det vigtigt, at man har en stærk faglig kerne”.

Hella Obel mente, at man skal forsøge at finde ud af, hvad der ligger bag ønsket. ”Handler det om, at man gerne vil spise frokost sammen, eller om at man gerne vil have et fagligt fællesskab?”. Eller som en tilhører formulerede det: ”Vi vil altid savne dem, vi elsker, og vi må finde en eller anden måde at være sammen med dem på. Men det er ikke sikkert, at det skal være i arbejdstiden”.

Lederen skal have tværfagligt perspektiv
Da det blev Johnny Kuhrs tur på podiet, tog han udgangspunkt i flerfaglig ledelse som en udfordring og en naturlig del af det at sætte opgaven i centrum og bevæge sig fra fagkultur til det, han kaldte sundhedskultur.

”Et tværfagligt perspektiv er en legitim ledelsesplatform. I hvert fald hvis man befinder sig på et strategisk niveau”, mente han. I stedet for at se sig selv som en slags tillidsrepræsentanter på fagets vegne, skal lederne tage ansvar for helheden, lød hans opfordring. ”I skal have mod til at gå imod jeres medarbejdere, hvis det tjener opgaven”, sagde Johnny Kuhr og fremhævede, hvordan fællesmængden af værdier betyder, at der, ligesom der forgår ledelse på tværs, også foregår meget politisk interessevaretagelse på tværs de to foreninger imellem.

Gunnar Gamborg var ked af at høre, at Birgit Strange var blevet afvist i Ergoterapeutforeningen, men glad for, at det vist var temmelig længe siden. ”Udgangspunktet må være, hvordan vi bedst understøtter fysioterapeuterne i at være gode ledere for ergoterapeuterne”, mente han.

Begge formænds gode viljer var dog ikke helt nok for en tilhører, der spurgte, hvorfor der ikke var ergoterapeuter med til Danske Fysioterapeuters møder om DRG-taksering, der fandt sted på begge sider af Storebælt, da besparelserne ramte sygehusene i foråret. Og også Danske Fysioterapeuters kampagne om kvalitet i træning burde have været fælles, mente en. ”Der er ingen rene fysioterapeutarbejdspladser ud over klinikkerne, så hvorfor er I ikke gået op af trappen (foreningerne bor i samme hus, red.) og spurgt, om I ikke skulle gøre det her sammen?”

Hertil svarede Johnny Kuhr, at alle var velkomne til at give deres besyv med omkring kvaliteten, men at der også skulle være plads til at dykke helt ned i fagligheden. Og Gunnar Gamborg opfordrede sine medlemmer til ”at tæppebombe fysioterapeuterne” med indlæg i debatten om, hvad der er kvalitet i træning.

Vigtige strategiske samarbejdspartnere
”Hvad vil I med os?”, lød et spørgsmål fra en af lederne til de to foreninger. Spørgeren mente ikke, at det var foreningernes opgave at servere lederuddannelse, for det kan man få så mange andre steder. ”I skal være med til at styrke os og påvirke os på det strategiske niveau”, mente hun.

Hertil svarede Johnny Kuhr, at der ikke er tvivl om, at lederne er strategisk vigtige samarbejdspartnere for foreningerne i forhold til både fag og vilkår for terapeuterne.

”Hvis ikke I kan levere varen i forhold til at skabe faglig udvikling, så er I bare almindelige medlemmer”, sagde Johnny Kuhr, men afbrød sig selv, da det gik op for ham, at han jo kort forinden havde bedt de tilstedeværende lægge det faglige perspektiv på hylden. Det brede sundhedsperspektiv kan dog godt forenes med det snævrere fagforeningsperspektiv, mente han.

"Sundhedsperspektivet er det, der legitimerer ledelsesopgaven, og det kan bringe lederen i position, at man kan og vil være med til at kvalificere og definere opgaven. På en lang række områder er det dokumenteret, at fysioterapi er en vigtig del af løsningen, men tilgangen er, hvad opgaven kræver, eller hvordan den kan løses bedre. Ikke hvordan fysioterapeuter får sikret sig eller bevaret en plads. Den plads skal vi nok få, hvis opgaven defineres sundhedsfagligt", sagde Johnny Kuhr.