God klinisk undervisning kræver forberedelse

Bestyrelsen i Fraktionen af Kliniske Undervisere har med interesse læst Johnny Kuhrs svar på indlægget skrevet af vores kolleger fra København, som stod i Fysioterapeuten nr. 13. Vi ser frem til den lovede undersøgelse og tilbyder hermed vores samarbejde. I denne forbindelse vil vi gerne pege på et par ting, som vi finder væsentlige.

Det kræver tid og uddannelse at udvikle god klinisk undervisning og ikke mindst kvalificerede kliniske undervisere. En stor del af arbejdet ligger i forberedelsen og tiden uden studerende. Derfor er det ganske problematisk, at netop denne tid bliver inddraget rundt omkring. Visse af opgaverne vil, hvis de flyttes ind i tiden med studerende, forsinke processerne og de studerendes udvikling. Andre opgaver vil glide ud og blive nedprioriteret. Således er manglende forberedelsestid med til at forringe kvaliteten i undervisningen.

Vi har i Fraktionen gennem de seneste år forsøgt at opgøre mødeaktiviteten og uddannelsesniveauet hos de kliniske undervisere tilknyttet de forskellige skoler. Interessant nok ser det ud til, at mødeaktiviteten er stort set ens over hele landet, og at der også tegner sig et uddannelsesmønster, som på landsplan er ens. Det sidste ændrer sig dog i takt med udskiftninger af undervisningssteder og undervisere. Vi kan groft sagt se, at mødeaktiviteten og udviklingsaktiviteterne hovedsageligt drives af ”de faste” kliniske undervisningssteder og i mindre grad ”ad hoc”-stederne. Hertil kommer de private praktiksteder som en lidt særlig kategori.

Vi har rundt om i landet mange kliniske undervisere, som er ansat i fuldtidsstillinger med det formål at være klinisk underviser og dernæst kollega. Vi har også mange kolleger som er ansat i såkaldte ”ad hoc”-stillinger. Disse har måske kun studerende i 2-7 uger om året, andre har måske indgået en kontrakt for et år for derefter at pausere. Her vil man formentlig først være kollega og dernæst klinisk underviser. Blandt dem, som er ”ad hoc” findes ofte stor udskiftning, mindre deltagelse i udviklingsarbejdet og ofte mindre pædagogisk uddannelse. De private praktiksteder er specielle, fordi den kliniske underviser selv må bøde økonomisk i forbindelse med fravær fra arbejdspladsen. Dette giver også et meget forskelligt billede og rytme i mødedeltagelse og pædagogisk uddannelsesniveau.

Det er vigtigt at understrege, at dette er naturligt nok og ikke har givet problemer. Vi har en gensidig forståelse af de forskellige vilkår, som findes på det enkelte arbejdssted, og grupperne på de forskellige uddannelsessteder fungerer generelt rigtigt godt. Vi deltager i udviklingen af studieordningens kliniske dele, afholder interne kurser, laver udviklingsarbejde med de teoretiske undervisere, og ikke mindst udgør gruppen af kliniske undervisere et rekrutteringsgrundlag for de teoretiske undervisere. Men der tegner sig et mønster der kan ændre på dette.

Den nye studieordning og de øgede optag af studerende landet over skaber et behov for mange praktikpladser i de første fire moduler, hvilket udgør ca. 5 ugers praktik. Med frafald af studerende gennem studiet er der mindre pres på de senere moduler. Fra modul 7 og frem udgør det 23 ugers praktik. Pga. den tidsmæssige placering af modulerne er der overlap mellem perioderne, og konsekvensen bliver, at der er behov for flere ”ad hoc”-steder til de moduler med mange studerende. Derfor er det ikke nødvendigvis en gevinst for udviklingen af den kliniske undervisning, bevarelsen af den opbyggede viden samt opkvalificeringen af de kliniske undervisere, at vi har fået flere undervisningssteder. Hvis der i tillæg til dette rundt om i landet er et forøget pres på nogle af de kliniske undervisere, som driver udviklingsarbejdet og besidder pædagogiske kompetencer, så er konsekvensen, at det bliver vanskeligere at holde niveauet i undervisningen.

Vi ser tendens til, at der gøres forskel på de korte perioder i studiets start og de længere perioder mod slutningen. Der bruges oftere ad hoc steder i de første og korte praktikperioder. Dette hænger sammen med ovennævnte frafald gennem studiet og en økonomisk nødvendighed fra skolernes side. Denne forskel har dog en bagside: Vi har de senere år som følge af ændrede optagelsesmåder og regeringens krav om ”hurtigere gennem uddannelse” oplevet et markant fald i gennemsnitsalderen på vores studerende. Det betyder, at den primære kontakt og socialisering med arbejdsmarkedet oftere sker gennem studiet, og derfor er der et øget behov for, at vi går ind i den socialisering, der kræves til faget. Dette tager i nogen grad også fokus fra det rent faglige. Desuden er det nødvendigt med erfaring for håndteringen af de nye studerende og den måde, deres læring skal håndteres på. Tænk på, at den første praktik periode falder allerede 3-4 uger inde i studiet. Dette stiller faktisk større krav til spørgeteknik, kendskab til studieindhold og pædagogisk kompetence i almindelighed – ikke mindre!

Når de nye praktiksteder skal forhandle med den udpegede kliniske underviser om vilkårene for ansættelsen, er udgangspunktet for forhandlingerne lidt svævende. Som holdepunkt findes der reelt kun de direkte krav, som ligger i kontrakten med uddannelsesinstitutionen og den ”funktionsbeskrivelse for kliniske undervisere i fysioterapi”, som fraktionen i samarbejde med Danske Fysioterapeuter har udarbejdet. Funktionsbeskrivelsen er et godt udgangspunkt, men formelt er der ikke nogen sikring af den kliniske undervisers ret og tid til forberedelse.

Vi vil med dette indlæg opfordre til at bruge funktionsbeskrivelsen og lade os kliniske undervisere få frihed og plads til at være det, vi er. Det kommer der rigtigt mange gode ting ud af, både for de studerende, arbejdspladsen og vores fag som helhed.