De træner, til de bliver svimle

Klokken er tæt på ti om formiddagen. Fysioterapeuterne Katrine Storm Piper og Philip Lund Granberg har travlt med at flytte overflødige træningsredskaber, så der er plads til patienterne i det lille træningsrum.

Vi er på Faldambulatoriet på geriatrisk afdeling på Rigshospitalet Glostrup, der nu på niende år tilbyder rehabilitering til ældre med vestibulær dysfunktion.

Konni Vad er 89 år og med på holdet for tredje gang. Hun både ser og hører dårligt, og nu er der også stødt svimmelhed til. Tidligere var hun meget aktiv og tog med på rejser med sin datter og svigersøn, men det hørte op, da hun for et år siden begyndte at blive svimmel. Det var også dengang, hun fik konstateret dårlig hørelse og øjensygdommen AMD, noget, som hun selv tænker, har betydning for balancen.

”Pludselig, når jeg går, slingrer jeg til den ene side, og skal passe på, at jeg ikke falder. Også når jeg krydser vejen, er jeg bange for at falde,” siger Konni Vad, der også holder igen med at dreje hovedet alt for hurtigt.

Patienterne på holdet for vestibulær dysfunktion træner to gange om ugen i tre måneder. Træningen består af øvelser, der dels provokerer svimmelheden, så det vestibulære system vænner sig til de bevægelser, der øger svimmelheden, og dels øvelser, der skal lære dem at reagere hensigtsmæssigt på svimmelheden. Derudover styrketræner patienterne benene for at forebygge fald.

Målet med træningen er, at patienternes svimmelhed mindskes, og at deres balance og generelle fysiske funktion bedres, så de i sidste ende ikke påvirkes i samme grad i dagligdagen og ikke begrænses i deres aktiviteter.

”Det er ikke alle, der slipper helt for deres svimmelhed, men opnår de at lære at leve med den svimmelhed, der er tilbage, er målet nået,” siger Katrine Storm Piper, som har specialiseret sig i vestibulær rehabilitering og er en fast del af teamet i Faldambulatoriet.

Alle deltagerne er over 65 år og har flere konkurrerende sygdomme og problematikker. Det kan være nedsat syn, polyneuropati, fejlmedicinering og smerter. Derfor er det langt fra alle, der kommer til alle træningssessionerne.

”Det er en skrøbelig gruppe, så der støder let noget til, der gør, at de ikke kan komme. Det betyder rigtig meget for, hvor langt de kan komme med træningen,” fortæller Katrine Storm Piper.

Kombineret vestibulær træning og styrketræning

Den vestibulære træning skal til at gå i gang, og deltagerne parkerer deres gangredskaber uden for træningslokalet. De sætter sig på stolene og venter på fysioterapeutens introduktion til dagens træning. I dag er den tilrettelagt som cirkeltræning med syv forskellige øvelser, der hver udføres i halvandet minut.

Inden holdet går i gang, bliver øvelserne demonstreret af Katrine Storm Piper. Hun gør meget ud af at fortælle, at det handler om at gentage dem så hurtigt som muligt, så deltagerne bliver en ‘smule svimle’, men ikke for meget.

Derpå fordeler deltagerne sig på de syv poster og går i gang med øvelserne, som bl.a. består af små hop på trampolin, gang på en keglebane og slag på en lysende lampe. Samtidig skal de fiksere blikket, f.eks. ved at kigge på et punkt eller et bogstav på væggen eller i loftet. Alle øvelserne kræver, at de bukker sig, drejer hovedet eller foretager hurtige retningsskift.

Især keglebanen er en udfordring. Deltagerne går slalom mellem keglerne og bøjer sig ned gentagne gange for at lægge ringe ned over keglerne. De fleste bliver svimle, og Konni Vad beder fysioterapeut Philip Lund Granberg om støtte. Det gør han gerne, om end det kun er en overfladisk hånd.

”Det er tryghed, Konnie søger. Jeg giver hende kun symbolsk støtte, men det gør til gengæld, at hun kan lave bevægelserne hurtigere,” fortæller Philip Lund Granberg.

Billedtekst: Annelise Hansen holder fast i gelænderet til trampolinen, som er en af de øvelser, hun har let ved. Før årsskiftet kunne Annelise Hansen gøre alt det, hun havde lyst til og behøvede ikke en stok at støtte sig til. Men en morgen vågnede hun og følte, at hele soveværelset drejede rundt. Hun blev hurtigt henvist til Glostrup.

Også trampolinøvelsen er svær for de fleste. Deltagerne står på det usikre og gyngende underlag og skal samtidig læse en tekst på væggen. Nogle småhopper, men ikke Konni Vad, som har svært ved at se teksten på grund af sin øjensygdom.

Hun prøver til gengæld at holde fokus på papiret. Den næste post, Konni Vad når frem til, stiller igen udfordringer til både hendes syn og balance. Hun skal holde et kort med et bogstav frem foran sig og fiksere blikket på bogstavet, mens hun ryster på hovedet så hurtigt, som muligt.

”Det er en af de sværeste øvelser, for jeg skal dreje hovedet hurtigt, og det gør mig svimmel. Men jeg har altid været hurtig i mine bevægelser, og det kan jeg ikke bare holde op med. Så det er en vigtig øvelse for mig,” siger Konni Vad.

Efter en halv times vestibulær træning er de fleste deltagere lettere rundtossede, og den sidste halve time går med styrketræning. Der er fokus på at styrke benenes muskler på kondicykel, i benpres, på stepbænk, med stående hofteabduktioner og -ekstensioner og i en stepmaskine.

Belastningen noteres i en træningsdagbog, og fysioterapeuterne er opmærksomme på at øge belastningen, hvis det viser sig, at øvelserne virker for lette.

”Vi lægger vægt på, at deltagerne får styrket musklerne i benene som led i den almene faldforebyggelse. Derfor bruger vi vægtmanchetter og vægtveste til at øge belastningen,” fortæller Katrine Storm Piper.

Patienterne skal blive svimle

Undervejs i forløbet går deltagerne på patientskole, hvor de får gennemgået principperne for behandlingen. Her hører de også om det vestibulære apparat og de sygdomme, der kan ramme det. Princippet for den vestibulære træning er, at man træner ind i svimmelheden.

”Vi presser deltagerne, til de bliver usikre på balancen og svimle. Det er med til at mindske deres symptomer og giver dem nogle strategier til at tackle svimmelheden. Men de må ikke blive utilpasse, få kvalme eller hovedpine, så har træningen været for voldsom, og de må gå tilbage til det forrige niveau,” siger Katrine Storm Piper og forklarer, at netop det princip kan afskrække patienter, som ellers ville have gavn af træningen.

”Nogle af de ældre har svært ved at forstå, at man skal træne, til man bliver svimmel, og melder afbud, hvis de allerede er svimle. Og det skal de jo netop ikke”.

Det kan ifølge Katrine Storm Piper være en af årsagerne til, at de måske ikke får den effekt af den vestibulære træning, som de har brug for.

Da den fulde effekt ofte først ses efter længere tid, skal patienterne fortsætte træningen i kommunalt regi, når forløbet er afsluttet. Fysioterapeuterne i ambulatoriet tilbyder de kommunale fysioterapeuter at kontakte dem, hvis de er i tvivl om, hvordan de skal genoptræne.

”Vi giver også patienterne et øvelsesprogram, som de kan tage med til det kommunale genoptræningscenter. Vi forventer ikke, at patienterne får specialiseret individuel genoptræning, men vi lægger op til, at de kommunale terapeuter sørger for at integrere den vestibulære træning i deres fald- og balancehold,” siger hun og forklarer, at patienterne også får et hjemmetræningsprogram med basale øvelser på den enkeltes niveau.

Brug for mere viden

Tidligere kom patienterne til kontrol hos fysioterapeuterne på sygehuset tre måneder efter afsluttet træning, men det er netop sparet væk.

Her fangede fysioterapeuterne dem, der ikke havde trænet hjemme eller deltaget i den vestibulære rehabilitering i kommunens genoptræningscenter. Og det er efter Katrine Storm Pipers mening desværre alt for mange. En af grundene er manglende opmærksomhed på området.

”Der har generelt været manglende viden om vestibulær rehabilitering i Danmark. Men heldigvis er der i dag flere fysioterapeuter, der kender til det. For eksempel introduceres alle studerende, der er i praktik på Rigshospitalet Glostrup, til vestibulær rehabilitering med undervisning og praktik,” fortæller hun.

Konni Vad slutter træningen med en tur på kondicyklen. Det er tredje gang, hun har været til træning, men hun har ikke mærket fremgang endnu.

”Jeg er træt i hovedet, når jeg kommer hjem fra træningen. Men jeg håber, at træningen kan gøre mig mere sikker, når jeg går, så jeg igen kan tage på rejser med min datter og min svigersøn,” siger Konni Vad.