Jeg er blevet mere struktureret

Hvordan var processen?

Det var udfordrende at gennemføre, men også spændende. Da vi fik oplægget, tænkte jeg, at det bliver svært. Men lige så snart vi kom i gang, fandt jeg ud af, at det ikke var så kompliceret endda, fordi man faktisk bare beskriver sin hverdag. Man reflekterer over nogle ting, som man kan på rygraden.

Hvad var det sværeste?

Det var at komme i gang med at skrive retningslinjer. Jeg skulle skrive retningslinjer for førstehjælp og patientsikkerhed, for eksempel hvilke farlige situationer, der kan opstå, og hvordan vi gør, når vi sætter patienten på hesten. Hvor der kan opstå fejl, og hvad vi gør for at mindske dem.  Men jeg fandt nogle gode skabeloner, som jeg brugte, og å fandt jeg en anden ridefysioterapeut, som jeg kunne sparre med.

Hvilke ting fandt du frem til?

Som noget nyt har vi beskrevet og aftalt vores ansvarsområder. Det er f.eks. altid mig, der skal sikre, at ridehjelmen er forsvarligt lukket og sidder rigtig godt. Når patienten skal op på hesten, er det altid mig eller instruktøren, der skal gøre det, det må ikke være medhjælperne.

Liftningen af patienten skal jeg også stå for, og der skal altid stå en person og tage imod patienten på den anden side af hesten. Der må heller ikke være løse heste i ridehuset, mens vi lifter. Alle de ting har jeg altid gjort, men nu er det sat på papir.

Hvad gør I anderledes i dag?

Vi er blevet lidt skarpere på, at der ikke må være løse heste i stalden, når der kommer patienter igennem. Vi er også blevet skarpere på hygiejnen. Vi har patienter, der savler meget, og der har vi indført, at den, der håndterer patienten, skal have engangshandsker på, når patienten bruger en savleklud/hagesmæk. De ting er blevet til fast procedure.

Men man skal huske på, at man hygiejnemæssigt ikke kan sammenligne os med en klinik, for der er sand og støv over det hele. Men vi skal selvfølgelig være opmærksom på smitteveje.

Hvad var du mest nervøs for?

Jeg var mest bekymret for journalføringen. Jeg var ikke så struktureret før, det er jeg blevet nu. Jeg skriver alt ned, så jeg altid kan gå tilbage i journalen og pege og sige, det står faktisk her, for det aftalte vi den og den dato.

Hvilke ting noterer du nu?

Jeg er mere omhyggelig med at beskrive min kliniske ræsonnering. Jeg har altid tænkt tankerne og handlet på dem, men jeg har ikke fået det ned på skrift. Nu vil jeg for eksempel beskrive, hvordan en patient ikke passer til den hest, hun har fået, så en anden behandler kan læse det, hvis hun skal overtage patienten.

Jeg beskriver også, at jeg har informeret dem om gebyrreglerne ved afbud, og at de skal give samtykke til behandlingen, og at der er risiko for at falde af og komme til skade. Alt det skal stå i journalen, det er ikke nok, at du har sagt det til patienten.

Oplever du, at patienterne har fået større sikkerhed af akkrediteringen?

Jeg synes altid, vi har haft sikkerheden i højsædet. Mange patienter siger for eksempel, at de sagtens kan ride selv, og der siger jeg uden undtagelse, at det kommer de ikke til, før vi synes, det er sikkert. Vi tager ingen unødige chancer. Men vi har printet retningslinjerne ud, som står i et ringbind, så nye medarbejdere kan se, hvordan det foregår her.

Hvor meget tid har du brugt?

Det har taget mindst 40 arbejdstimer – og en masse tankevirksomhed.

Hvad har du fået ud af arbejdet med akkrediteringen?

Jeg blev akkrediteret i 2017, og akkrediteringsdiplomet hænger i rytterstuen, så patienterne kan se det. Jeg har ikke brugt det i markedsføringen, for vi får patienterne henvist. Men vi er da stolte af det.