Vestibulær dysfunktion i forbindelse med hjernerystelse
Tema om vestibulær dysfunktion
Læs om genoptræning af patienter med vestibulær dysfunktion på Rigshospitalet i Glostrup, og få inspiration til vestibulære træningsøvelser.
Denne artikel er en opfølgning af temaet om hjernerystelse fra Fysioterapeuten nr. 2 2019 og har udelukkende fokus på årsager og behandling af vestibulær dysfunktion efter hjernerystelse.
Flere studier omhandlende hjernerystelse (commotio cerebri) indikerer, at posttraumatisk svimmelhed er en af de største klager efter hovedskader (1, 2). Hjernerystelse påvirker årligt mellem 1,8 og 3,8 millioner individer alene i USA (3). I Danmark er der tale om 25.000 hjernerystelses-tilfælde pr. år (4).
Hjernerystelse defineres som en forbigående cerebral forstyrrelse udløst af en traumatisk rystelse af hjernen. Accelerationen får hjernen til at kollidere med kraniet, hvorefter der sker et rebound, hvorved hjernen rammer den modsatte side af kraniet. Ved svære tilfælde sker der skader på nervebanerne og støttevævet, hvilket påvirker de kemiske systemer og blodgennemstrømningen i hjernen (5).
Forandringerne er almindeligvis ikke synlige ved neurologisk undersøgelse, CT og MR-skanning af hjernen. Efterfølgende kan traumet ledsages af symptomer og gener i form af hovedpine, udtrætning, svimmelhed, koncentrations- og/eller hukommelsesvanskeligheder, lys- og lydfølsomhed.
Hos ca. 85 % vil symptomerne aftage inden for de første dage og uger, hvorimod ca. 15 % oplever, at symptomerne varer længere end tre måneder (6), hvilket kaldes postcommotionelt syndrom (PCS) (7).
De eksisterende teorier vedrørende det patofysiologiske forhold er baseret på viden fra dyreeksperimentelle studier, hvor man har man påvist, at hjernevævet efter selv lette og moderate kranietraumer bliver ødematøst, og dertil kommer en forstyrret blodgennemstrømning i hjernevævet (8).
