7½ vigtige timer for Dittes identitet

Tre dage om ugen, 2,5 timer ad gangen, passer Ditte Kelså sit fleksjob som fysioterapeut hos Fit&Sund i Skive. Førhen arbejdede hun fuld tid og havde især holdtræning med masser af mennesker og høj musik omkring sig. I dag har hun en-til-en behandlinger i et rum, som hun også kan benytte til at lægge halvtimes pauser ind i de korte arbejdsdage.

”Arbejdet betyder alt for mig, selv om det kun er 7,5 timer om ugen. Det er hele min faglige identitet, der er bundet op på arbejdet i Fit&Sund, og jeg er meget lykkelig for, at det kunne lade sig gøre,” konstaterer Ditte Kelså.

Forud for erkendelsen er gået et forløb på otte år, der har været barskt og frustrerende, men som dog er endt med en vis accept af tingenes tilstand.

Tacklingen

I september 2014 løb Ditte Kelså ind i en voldsom tackling i en håndboldkamp i dameligaen, som den bedste håndboldrække i Danmark hed på det tidspunkt. Hun pådrog sig en hjernerystelse. Det var den tredje hjernerystelse, hun var udsat for i løbet af et år. De to andre skete i forbindelse med en trafikulykke og et fald på en trappe. Hjernerystelsen i forbindelse med håndboldkampen var så kraftig, at hun måtte skippe håndbolden i et halvt år.

På trods af den voldsomme oplevelse fortsatte Ditte med at gå på arbejde og dyrke motion i hverdagen. På ydersiden var der ingen tegn på, at hun var ramt af en hjernerystelse. Men hun havde konstante symptomer som hovedpine og koncentrationsbesvær.

Symptomerne meldte sig med stormstyrke, når hun kom hjem efter en aktiv dag.

Hun kastede op, hovedpinen og koncentrationsbesværet blev forværret, og hun var ramt af træthed og søvnproblemer.

”Jeg tænkte, at det bare var noget, jeg skulle igennem, selv om det var ubehageligt. Jeg var i megagod form, da jeg blev ramt af hjernerystelsen, og jeg var vant til at træne og bare klø på. Samtidig var jeg ikke nået til at anerkende problemets omfang,” siger Ditte Kelså.

I et mørkt rum

Når hun kom hjem efter en aktiv dag, og symptomerne meldte sig, lagde hun sig i et mørkt rum. Den rutine var med til at afskære hende fra en stor del af det sociale liv, hun tidligere havde haft.

”Det kunne godt gå i en periode, men det er ikke holdbart, hvis man gerne vil leve sit liv,” siger Ditte Kelså.

Hun oplevede ikke, at det var muligt at hente brugbar viden om, hvordan hun skulle håndtere sin hjernerystelse.

”Der var på det tidspunkt ikke kommet samme fokus på hjernerystelser i sportsverdenen, som der er nu,” forklarer hun og fortsætter:

”Der var ingen til at vejlede mig ordentligt, og selvom jeg var i et elitesportsmiljø med faggrupper, som var vant til at varetage skader, var der ingen, der tog ansvaret. Jeg stod meget alene på vejen tilbage til et liv uden symptomer.”

Da hun var tilbage på håndboldbanen, forsøgte hun at fortsætte i nogenlunde samme tempo som før hjernerystelsen, og da hun i foråret 2015 blev tilbudt en toårig kontrakt med topklubben Viborg HK, sagde hun ja.

Jobbet som håndboldspiller i den nye klub var både lønnet og tidskrævende, men hun bevarede alligevel jobbet som fysioterapeut i Fit&Sund i Skive, dog på nedsat tid. Selvom hun stadig mærkede eftervirkningerne af hjernerystelsen, forsøgte hun efter bedste evne at holde gang i både håndbold og arbejde.

”Jeg kunne godt mærke, at det ikke var godt for mig at have to fysisk krævende job, men det har aldrig ligget til mig at sætte mig ned og være passiv. I stedet prøvede jeg at overbevise mig selv om, at det da måtte blive bedre med tiden,” siger Ditte Kelså.

Droppede håndbolden

Efter et halvt år i Viborg HK, stoppede hun uden varsel – officielt fordi hun ikke havde fået tilstrækkelig spilletid, men i lige så høj grad på grund af eftervirkningerne fra hjernerystelsen. Siden har hun ikke sat sine ben på en håndboldbane.

For at få økonomien til at hænge sammen, gik hun igen op på fuld tid i stillingen som fysioterapeut, men efter et år måtte hun sande, at hun havde urealistiske forventninger til egen formåen. Symptomerne var der stadig og med samme styrke som hidtil, og hun blev anbefalet af en jurist at gå ned i tid. Hun gik derfor ned på 25 timer.

Da Ditte i et par år havde forsøgt at holde fast i arbejdsmarkedet gennem 25-timers stillingen i Fit&Sund, måtte hun i april 2019 erkende, at hun heller ikke var i stand til at varetage jobbet på halv tid. Derfor måtte hun modvilligt kontakte kommunen for at blive afklaret. En kompetent ergoterapeut hjalp hende og var en af de første, som for alvor tog ansvar ift. en reel sygemelding og det kommende afklaringsforløb.

”Jeg har altid haft gang i den og været på farten, men nu stod jeg i en situation, hvor jeg skulle erkende, at jeg ikke kunne ret meget hverken fysisk eller socialt. Jeg havde prøvet og prøvet, men det gik ikke. Det var ikke lige, hvad jeg havde forestillet mig kunne ske for mig, og det var bestemt ikke sjovt at ringe til kommunen for at blive afklaret,” siger Ditte Kelså.

Arbejde på kontor

Hun var nu under jobcentrets vinger, og her blev sagen trukket i langdrag. I november, syv-otte måneder efter Ditte Kelså havde sygemeldt sig, var der stort set intet sket i hendes sag, og derfor kontaktede hun Danske Fysioterapeuters socialrådgiver Annette Kappel, og så kom der endelig skub i sagerne.

Kommunen sendte hende i januar 2020 ud i et jobafklaringsforløb – ikke som fysioterapeut, men i en virksomhed, hvor hun skulle varetage forefaldende kontoropgaver.

”Folkene i virksomheden var rigtig søde, men det var et hårdt forløb, fordi det trak ud, og fordi jeg var væk fra mit job i Fit&Sund. Kommunen ville imidlertid se, om det var muligt at finde et job, hvor jeg kunne arbejde flere timer end som fysioterapeut,” siger Ditte Kelså.

Seks år efter den fatale tackling bevilgede jobcentret i september 2020 Ditte Kelså et fleksjob i Fit&Sund på 7,5 ugentlige timer. Det var en lettelse for hende at vende tilbage til jobbet som fysioterapeut.

”Det lykkedes at få et fleksjob, hvor jeg kan udfolde min faglighed i en hverdag, jeg kender. Når man er ramt af en hjernerystelse, gør det ikke hverdagen nemmere, hvis man skal vænne sig til nye arbejdsopgaver i en fremmed virksomhed,” siger Ditte Kelså.

Siden september 2020 har hun arbejdet 7,5 timer ugentligt, hvoraf hun arbejder effektivt i fem timer. De øvrige 2,5 timer holder hun enten pause eller udfører skrivearbejde. Det betyder, at hun får regulær løn for fem timers arbejde om ugen. Derefter supplerer kommunen med et fleksløntilskud. Samlet set lever hun i dag for cirka halvdelen af den fuldtidsløn, som hun tjente inden hjernerystelsen.

Prioriterer pauser og hvile

Smertemæssigt er der ikke sket forbedringer, og hun har heller ingen forventninger om, at hendes status vil ændre sig til det bedre. Tværtimod har hun i dag regulære migræneanfald. Alligevel er livet blevet lettere i takt med, at hun har erkendt sin situation.

”Hjernerystelsen har skabt nogle vilkår for mit liv, som jeg efterhånden har lært at acceptere. I stedet for at køre på og håbe på en forbedring, har jeg lært at prioritere pauser og hvile. Den erkendelse har gjort det nemmere at se positivt på tilværelsen. Samtidig har min arbejdsgiver i Fit&Sund forståelse for, hvad jeg kan og ikke kan,” siger Ditte Kelså, der stadig godt kan sende misundelige blikke til dem, der, uden at tænke nærmere over det, lige løber en tur. Men frem for at lade savnet af fysisk aktivitet styre sit liv, har hun valgt at rette fokus på det, der kan sættes i stedet og give livet indhold. Lige nu er det især graviditeten og den kommende fødsel af hendes første barn, der skaber positive forventninger.

Samtidig er hun taknemlig over, at det trods alt er lykkedes for hende at bevare tilknytningen til det fag, som har stor betydning for hendes tilværelse.

”Tidligere var min identitet bundet op på, at jeg var håndboldspiller og fysioterapeut. Nu er jeg holdt op med at spille håndbold, og derfor har det kæmpe betydning for mig at kunne fortsætte som fysioterapeut. Selvom jeg kun arbejder få timer, er jeg lykkelig for at skulle på arbejde og møde patienter og indgå i et kollegialt fællesskab,” siger Ditte Kelså.