Jeg troede, jeg var forsikret, men…

Bliver man udsat for en arbejdsskade, plejer man at få en erstatning, ikke?

Og har man en ordning i sit pensionsselskab, der omfatter tabt erhvervsevne, kan man da forvente at få en løbende udbetaling, hvis man ikke kan arbejde i samme omfang som tidligere, ikke?

Svaret burde være to klare ”ja’er”. Men ikke i Ditte Kelsås tilfælde. Her blev svaret ”nej”, selvom hun inden arbejdsulykken på håndboldbanen havde undersøgt, om hun var ordentligt dækket, hvis uheldet skulle ske.

”Jeg troede, at jeg havde sikret mig bedst muligt mod den værst tænkelige situation. Derfor var det skuffende at blive afvist, da jeg endelig havde brug for hjælpen,” konstaterer Ditte Kelså.

Hun var professionel håndboldspiller og var via sin ansættelse forsikret mod arbejdsulykker, da hun den 10. september 2014 blev tacklet voldsomt i de sidste minutter af en håndboldkamp og pådrog sig en alvorlig hjernerystelse.

Men otte år efter tacklingen har hun ikke fået en øre i erstatning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

I første omgang blev erstatningen afvist, fordi skaden blev vurderet til at ligge under bagatelgrænsen på 5 procent méngrad.

Da Ditte Kelsås helbredsproblemer de følgende år blev forværrede, blev Danske Fysioterapeuters socialrådgiver Annette Kappel sat på sagen i 2019. Hun fik genoptaget erstatningssagen, og en ny speciallægeerklæring gjorde det klart, at der var sammenhæng mellem den hårde tackling i 2014 og forværringen af hendes tilstand.

AES afviste på ny sagen.

”De henviste til, at hun havde været udsat for to andre hjernerystelser i året op til sammenstødet på håndboldbanen, og derfor mente Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at der ganske vist var sket en forværring af Dittes helbredstilstand, men at det skyldtes andre hændelser. Desuden var begrundelsen for afvisningen, at Ditte ikke havde opsøgt en læge i en toårig periode efter skaden,” forklarer Annette Kappel.

Siden har sagen også været prøvet ved Ankestyrelsen, som også har vendt tommelfingeren nedad.

Ingenting fra PFA

Via sit pensionsselskab PFA havde Ditte Kelså desuden en forsikring mod tab af erhvervsevne, hvis hun på grund af sygdom ikke kunne arbejde i samme omfang som tidligere.

Men selv om hun troede, at hun ad den vej kunne få en månedlig udbetaling som supplement til lønnen ved fleksjobbet, frem til hun fylder 60 – altså 27 år endnu, blev hun også her fanget i reglernes spidsfindigheder.

De sidste år, inden sygemeldingen i 2019, blev hun anbefalet af en jurist at gå ned på 25 timers arbejdsuge i et forsøg på at holde fast i tilknytningen til arbejdet som fysioterapeut – trods den forværrede helbredstilstand.

Derfor var det en arbejdsuge på 25 timer, pensionsselskabet tog som udgangspunkt, da det regnede en eventuel månedlig udbetaling ud.

Det viste sig, at en stilling som 25-timers fysioterapeut udløser nogenlunde samme løn som et fleksjob på 7,5 timer plus det fleksløntilskud, hun modtager fra det offentlige. Facit: Ingen udbetaling for tabt arbejdsevne, da hun tjener nogenlunde det samme ved fleksjobbet nu, som da hun arbejdede 25 timer om ugen.

”Jeg kæmpede virkelig for at fastholde min tilknytning til arbejdsmarkedet og gik ned på 25 ugentlige arbejdstimer, som en jurist anbefalede. Nu må jeg så erkende, at det var en fejl. Det havde været bedre for mig at sygemelde mig frem for at prøve at hænge på. Jeg synes, det er problematisk, at mennesker, der rent faktisk forsøger at bidrage til samfundet, ender med at blive “straffet”. Det er ærgerligt for mig og for samfundet som helhed,” siger Ditte Kelså.