Gratis læringsplatform på vej
Hvad forsker du i?
Det her projekt handler om at øge fysioterapeuters viden og fjerne usikkerheder omkring screening for alvorlig patologi. Det handler om sygdomme, der umiddelbart kan se ud, som noget en fysioterapeut kan hjælpe med, men som har en alvorlig karakter. F.eks. kan kræft maskere sig som ondt i ryggen. Udover at arbejde med omhu og samvittighedsfuldhed og følge almindelige anerkendte faglige standarder, jævnfør autorisationsloven, er det ikke veldefineret, hvad fysioterapeuter skal kunne på området. Det kan give en masse usikkerhed. Projektet er et vigtigt skridt til at klæde fysioterapeuter bedre på til at opdage alvorlig sygdom hos deres patienter.
Hvordan gør du?
Vi udvikler en gratis digital læringsplatform i form af en hjemmeside. Der vil være oversigter over sygdomme og symptomer, man skal være opmærksom på. Det kan være kræft, infektionssygdomme og neurologiske sygdomme. Der vil være guides med konkrete bud på, hvad man kan spørge ind til. Og så vil der være case-baseret e-læring, hvor man kan øve sig på at opdage alvorlig sygdom. Det er et individuelt redskab, der kan bruges som et opslagsværk og til at genopfriske den her tanke: At man skal huske at sikre sig, at der ikke er noget alvorligt galt med patienten.
Hvad håber du kommer ud af det?
Jeg håber, at vi kan opdatere og øge fysioterapeuternes viden og færdigheder inden for screening af alvorlig patologi. Jeg håber også, at vi kan fjerne nogle af deres usikkerheder, og at vi kan gøre området mere veldefineret og konkret. Det vil sige, at vi indenfor fysioterapiverdenen bliver enige om, hvilke sygdomme og problematikker vi skal være opmærksomme på.
Om projektet
Tidshorisont
Platformen forventes at være færdig til brug i første halvdel af 2024.
Finansiering
Udviklingen er blandt andet støttet af Fysioterapipraksisfonden med 888.250 kroner.
Samarbejdspartnere
Platformen bliver udviklet i samarbejde med Dansk Selskab for Fysioterapi.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.