Ny viden
Psykisk sygdom
Fysisk aktivitet mere effektiv end medicin
Personer, der føler sig nedstemte eller har symptomer på depression og angst, har gavn af fysisk aktivitet, og det er mere effektivt end samtaleterapi og den mest almindelige antidepressive medicin. Selv små mængder fysisk aktivitet, på blot 15 minutter et par gange om ugen, kan have en signifikant effekt på den mentale sundhed.
Det viser den mest omfattende litteraturgennemgang på området, med mere end 1.000 studier og i alt over 100.000 deltagere.
Forskellige former for motion er gavnlige, men træning med høj intensitet gav større bedring end træning med lav intensitet. Det er vigtigt at tilrettelægge motionen individuelt og lystbetonet og opretholde træningen over tid for at opnå varige effekter.
Forskerne anbefaler, at motion indføres som standardbehandling i det psykiatriske sundhedsvæsen.
Kilde: Singh B et al. Effectiveness of physical activity interventions for improving depression, anxiety and distress: an overview of systematic reviews. British Journal of Sports Medicine, Published Online: 16 February 2023.
Læs den frit tilgængelige videnskabelige artikel
Læs en dansk artikel om de nye resultater på videnskab.dk
Hoftebrud
Bedre overlevelse med mere fysioterapi
Mere fysioterapi i den første uge efter operation for hoftebrud har en positiv sammenhæng med, hvor godt det går patienterne. Det gælder både ift. mobilitet, udskrivelse til eget hjem, genindlæggelser og overlevelse.
Det viser et nyt engelsk studie med 5.383 patienter, der bl.a. sammenligner patienter, der har fået mere eller mindre end 2 timers fysioterapi i den første uge.
Forskerne finder, at for hver 100 patienter, der får mere fysioterapi, er der potentielt otte flere, der overlever de første 30 dage efter frakturen og seks flere, der kan undgå genindlæggelse.
Resultaterne tyder på, at den positive sammenhæng forstærkes, hvis fysioterapien inkluderer træning fremfor kun mobilisering, og hvis der gives fysioterapi 6-7 dage i den første uge, fremfor færre dage.
Kilde: Almilaji O et al. Frequency, duration, and type of physiotherapy in the week after hip fracture surgery - analysis of implications for discharge home, read-mission, survival, and recovery of mobility. Physiotherapy, Published Online: 29 March, 2023.
Læs den frit tilgængelige videnskabelige artikel
Kroniske smerter
Hvorfor opsøger patienterne sundhedsvæsenet?
Mennesker med kroniske smerter søger ofte hjælp i sundhedsvæsenet, men der er stor forskel på, hvor hyppigt. 40 procent af patienterne opsøger aldrig eller sjældent sundhedsvæsenet, mens knap 10 procent har mere end 20 årlige kontakter.
I et dansk kvalitativt studie blev 20 personer med smerter interviewet, herunder repræsentanter for dem, der sjældent og ofte søger hjælp i sundhedsvæsenet.
Forskerne fandt, at grunde til at opsøge hjælp inkluderer henvisninger og fastlagte behandlingsforløb i sundhedsvæsenet, positive erfaringer med behandling, en god relation til behandleren samt anbefalinger fra pårørende eller andre. Omvendt er grunde til at undlade at søge hjælp f.eks. dårlige erfaringer, overbevisninger og manglende tillid til sundhedsvæsenet.
Resultaterne viser, at personer med få eller ingen kontakter generelt mangler tillid til nytten af sundhedsvæsenets tilbud. Dem med hyppige kontakter søger ofte en sundhedsprofessionel, der kan agere partner og hjælper, og som imødekommer deres forventninger og ønsker relativt ukritisk.
Gennemgående viser interviewene, at det er vigtigt for personer med kroniske smerter, at de sundhedsprofessionelle ser, hører og møder dem med interesse.
Kilde: Mose S et al. How do people with chronic pain explain their use, or non-use, of pain-related healthcare services? A qualitative study of patient experiences. Disability and Rehabilitation, Published online 18 Nov 2022.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.