Ny overenskomst for praksis

Det er nu endelig lykkedes at lande en aftale om ny overenskomst for praksissektoren.

Jeg skriver ”endelig”, fordi forhandlingerne er trukket ud i en grad, vi aldrig har prøvet før. Det skyldes især, at vi og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), der forhandler for regioner og kommuner, har forskellige holdninger til, hvad der er en fornuftig udvikling i praksissektoren. Jeg vil gerne dele nogle af mine tanker om forhandlingsforløbet.

I Danske Fysioterapeuter mener vi, at alle patienter med behov for fysioterapeutisk behandling skal kunne få den. Det er uhensigtsmæssigt med rammer, der begrænser, hvor mange patienter, der kan få tilskud til behandling. Omvendt vil kommuner og regioner gerne begrænse udgifterne og kunne forudsige dem fra år til år. Derfor mødte RLTN op med krav om både loft over og nulvækst på vederlagsfri fysioterapi.

I sidste ende er det patienterne, der kommer til at betale prisen for den slags forudsigelighed. For det betyder, at hvis stigningen i antallet af patienter med behov for vederlagsfri fysioterapi fortsætter, så må nogle af dem vente på behandling. Nu lykkedes det os, trods alt, at flytte RLTN så meget, at der bliver plads til en vækst på 4,4 procent i alt over tre år. Det er en sejr for både fysioterapeuter og patienter. Men det betyder ikke, at jeg, og resten af vores forhandlingsudvalg, render rundt med armene over hovedet.

Når vi alligevel har sagt ja, er det fordi vi er overbeviste om, at det er den bedste aftale, vi kunne få. Alternativet til en forhandlet løsning havde været et lovindgreb fra Folketinget, som vi har set det på flere andre praksisområder – senest tandlægerne. Det kan måske virke fristende på den måde at lade politikerne tage ansvar for de rammer, de stiller op. Men erfaringen viser, at der ikke er nogen som helst gode ting at sige om lovindgreb.

Når alt det er sagt, er der også en række forbedringer i aftalen. Vi er sluppet af med undtagelsesredegørelserne, som besværliggjorde patientforløb og skabte bureaukrati, uden i øvrigt at kunne bruges til noget. Obligatorisk akkreditering er godt, set med de faglige briller, og vi bliver honoreret for arbejdet. Og så bliver det muligt at hæve betalingen for patienter, der udebliver, så det – rimeligt nok – svarer til en normal behandling. Sidst, men ikke mindst, bliver honorarerne fortsat reguleret med pris- og lønstigninger, således at realværdien ikke bliver udhulet.

Alt i alt er det en aftale, jeg er stolt af. Ikke fordi den er fantastisk, men fordi vi virkelig har fået flyttet noget gennem forhandlingsforløbet. Nu er det ikke mig, der skal afgøre, om aftalen er god nok, men alle jer i praksissektoren, der skal arbejde efter den. Jeg og resten forhandlingsudvalget anbefaler – ligesom hovedbestyrelsen – at I stemmer ja.