Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Diagnosticering af akutte lyskeskader hos idrætsudøvere

PH.D. // Andreas Serner har i sit ph.d.-projekt haft fokus på at optimere viden omkring diagnosticering af akutte lyskeskader.

Lyskesmerter hos idrætsudøvere er et område inden for idrætsmedicin, som længe har været forbundet med kompleksitet i forhold til diagnosticering, behandling og forebyggelse. Forskning indenfor området har generelt været af dårlig kvalitet, og forskning specifikt i akutte lyskeskader er næsten ikke-eksisterende (1). Det er på trods af, at ca. en tredjedel af alle fodboldspillere vil have problemer med lysken hver uge (2), og at et fodboldhold i gennemsnit kan forvente at få ca. 4 akutte lyskeskader per sæson (3). På verdensplan svarer dette til mange millioner akutte lyskeskader hvert år. Formålet med ph.d.-projektet var at optimere viden omkring diagnosticering af akutte lyskeskader, ved hjælp af standardiserede kliniske og billeddiagnostiske undersøgelsesmetoder.

Hurtig undersøgelse

Der blev gennemført fem studier. I det første studie blev idrætsudøvere med akutte lyskesmerter (18-40 år) undersøgt indenfor en uge efter skadestidspunktet. Vi standardiserede registreringen af de kliniske diagnoser samt skanningsresultater fra ultralyds- og MR-undersøgelser, der blev udført af idrætsmedicinske læger og radiologer på et idrætmedicinsk hospital i Doha, Qatar (studie 1) (4). Derefter udarbejdede vi en standardiseret MR-scoringsprotokol, som blev testet for både intra- og inter-rater reproducerbarhed af to radiologer, der var blindet for den kliniske information (studie 2) (5). Vi tilføjede en standardiseret klinisk undersøgelse udført af en fysioterapeut, og sammenlignede de specifikke undersøgelsestest med de standardiserede MR-scoringsresultater. På den måde kunne vi analysere de individuelle undersøgelsestests evne til at forudsige, om MR-scoringen var negativ eller positiv. Det vil sige, om radiologen rapporterede en skade i den muskelgruppe undersøgelsetesten testede. Derudover blev nøjagtigheden af undersøgelsestestene analyseret i forhold til den specifikke skadeslokalisation, som blev rapporteret fra MR-undersøgelsen (studie 3) (6). Endelig brugte vi den standardiserede MR-undersøgelse til at give et mere detaljeret indblik i forskellige skadesmønstre i både hofteadduktorerne og hoftefleksorerne (studie 4 & 5) (7,8).

Skadesituationer

De hyppigste skadesituationer var spark og retningsskift. En del af skaderne opstod i bevægelser, hvor det ene ben strækkes efter en bold eller under en sprint. Størstedelen af skaderne i fodbold skete under spark, og i andre sportsgrene hyppigst ved retningsskift. Der kan generelt stoles på MR-rapporteringen Den standardiserede MR-scoringsprotokol viste god intra- og inter-rater reproducerbarhed med både kappa- og ICC-værdier generelt over 0.8. Dette inkluderer flere scoringsparametre som skadelokalisation, antal af muskelskader, skadesgrad og målinger af intramuskulært ødem. Hos mere end 20 % af spillere med en akut lyskeskade, kunne der ikke ses nogen akut skade på de billeddiagnostiske undersøgelser, hvilket understreger vigtigheden af de kliniske undersøgelsetest og en detaljeret viden om deres evne til at identificere skaderne.

Klinisk undersøgelse og MR-skanning

Klinisk diagnosticerede skader i adduktorerne blev ofte bekræftet i de billeddiagnostiske skanninger. Specifikke undersøgelsestest for adduktorerne kunne med omkring 80 % sandsynlighed forudsige en akut adduktorskade på MR-skanningen. Disse tests kunne også give over 90 % sandsynlighed for en korrekt skadeslokalisation, når der blev sammenlignet med positive skanninger. Når specifikke hoftefleksorskader blev diagnosticeret klinisk, blev der til gengæld ofte fundet en skade i en anden muskel på MR-skanningen end den, der blev diagnosticeret klinisk. De specifikke kliniske hoftefleksortest var generelt dårlige til at forudsige en skade på MR-skanningen, og var ikke nøjagtige i forhold til de individuelle muskelskader.

Indadførerne i fokus

Skader i hofteadduktorerne var de hyppigste og udgjorde omkring to tredjedele af alle de akutte lyskeskader. M. adduktor longus var den oftest skadede muskel, og vi kunne se tre karakteristiske skadeslokalisationer i musklen: den proksimale tilhæftning, den anteriore muskelseneovergang af den intramuskulære proksimale sene, og den proksimale del af den distale senes muskelseneovergang. Akutte skader i hoftefleksormusklerne udgjorde omkring en tredjedel af de akutte lyskeskader. Skader i den proksimale del af m. rectus femoris var de hyppigste hoftefleksorskader. Disse skader involverede ofte skade af selve senen, (den "indirekte sene") primært af den proksimale del af rectus-senen, der udspringer lige over acetabulum, både ved tilhæftningen og af dens intramuskulære forløb. Skader i m. iliopsoas kan inddeles i iliacus- og psoas major-skader, hvor iliacusskader var de hyppigste. Disse skader var oftest ved muskel-seneovergangen. Skader af mavemusklerne var sjældne.

Perspektiver

Oversigten over skadesituationer og muskelskadeslokalisationer kan bidrage til en bedre forståelse af, hvordan akutte skader opstår, og derved bruges i forebyggelsen af skader. Den gode reproducerbarhed af MR-scoringen betyder, at radiologer kan bruge protokollen til at give en detaljeret rapportering, som klinikere efterfølgende kan have tillid til. Sammenligningen mellem de standardiserede kliniske undersøgelser og MR-resultaterne kan hjælpe klinikere med at vurdere sandsynligheden for en positivt eller negativt MR-skanning, og dermed om der er behov for at foretage en MR-skanning samt vurdere sandsynligheden for en nøjagtig diagnose. De nye indsigter i specifikke skadekarateristika i de forskellige muskler kan desuden bruges til umiddelbar vurdering, samt videre forskning i ætiologien til disse skader og den mulige prognose efter en akut lyskeskade.

Download referenceliste her

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar