Svag sammenhæng mellem kondition og livskvalitet

Baggrund

Hjertesygdom er den næsthyppigste dødsårsag i den vestlige verden. Hjerterehabilitering med træning har vist sig at reducere hjerterelateret død med 26 % og genindlæggelse med 18 %. God kondition forbedrer både funktionsevnen og den helbredsrelaterede livskvalitet, men det er uklart, om der er direkte sammenhæng mellem kondition og livskvalitet. Der mangler endvidere viden om, hvor stor konditionsforbedring, der skal til for at påvirke den helbredsrelaterede livskvalitet.

Formål

Med et prospektivt studie at undersøge sammenhængen mellem kondition og livskvalitet hos patienter med iskæmisk hjertesygdom henvist til hjerterehabilitering.

Metode

Patienter med iskæmisk hjertesygdom, hjerteklapsygdom eller hjertesvigt, som gennemførte 8 ugers hjerterehabilitering med fysioterapeutisk træning 2-3 gange om ugen og undervisning, blev inkluderet i studiet. Konditionen udtrykt som VO2 PEAK (ml/kg/ min) blev ved baseline bestemt med maksimal iltoptagelsestest. Patientoplevet livskvalitet blev vurderet med det generiske spørgeskema SF-36, som måler 8 dimensioner af fysisk og mentalt helbred. Den statiske sammenhæng ved baseline og efter 8 uger mellem livskvalitet og iltoptagelse blev vurderet som svag, moderat eller stærk. Lineær regressionsanalyse justeret for alder og køn blev anvendt til at bestemme, i hvor høj grad ændringer i konditionen medførte ændringer i livskvalitet.

Resultat

Der var en lille, men statistisk signifikant sammenhæng mellem kondition og livskvalitet ved baseline. Konditionen kunne dog kun forklare 6 % af variationen, mest hos patienter med lav kondition. Data fra 206 patienter viste en forbedring i VO2 PEAK efter 8 uger på 9,4 %. SF-36 blev forbedret med hhv. 7 og 4 point i fysisk og mentalt helbred. Der var lille, men statistisk signifikant sammenhæng mellem ændringer i kondition og livskvalitet, især for domænerne fysisk funktion og vitalitet. Der var nogen grad af loftseffekt med SF-36, der er kendt for ringe følsomhed for ændringer over tid, hvilket kan medføre underestimering af sammenhængen. Patienterne viste klinisk signifikante forbedringer i både iltoptagelse og livskvalitet, men det var ikke de samme patienter, som viste forbedring på den ene parameter, der også viste forbedring i den anden. Det understreger, at begge parametre bør måles i evalueringen af hjerterehabilitering, og at patientens oplevelse ikke nødvendigvis kan måles objektivt.

Konklusion

Der var svag sammenhæng mellem kondition og livskvalitet hos patienter i hjerterehabilitering. Det anbefales, at begge parametre evalueres.