Det skal være skægt at træne

Det giver et knald, da bolden rammer målmanden Kim midt i ansigtet. Træner Finn Egeberg Nielsen råber straks ud over kunstgræsset: ”Man må ikke tyre!” ”Jo, man må godt,” råber spillerne tilbage og griner. Træneren beordrer pause, der bliver tjekket op på målmanden, som er okay, og spillet sætter i gang igen.

De 13 mænd, som løber rundt på kunstgræsbanen i en sportshal i Valby, er ikke meget for at sætte tempoet ned. Heller ikke, selv om der ses både stive ben og et par krumme rygge under fodboldtrøjerne. Der svedes, stønnes, og løbes mange kilometer her torsdag eftermiddag, hvor det københavnske fodboldhold FC Parkinson har sin ugentlige træning i Hafnia Hallen i Valby.

”De bestiller en masse uden at opdage, at de har bestilt noget. Hvis de bare skulle løbe derudaf, ville de synes, det var hårdt. Nu går de bare og smiler, selvom de løber mange kilometer,” siger Finn Egeberg Nielsen, træner og fysioterapeut.

Fodbold er cueing

FC Parkinson er det første fodboldhold i verden for patienter med sygdommen Parkinson. Spillerne har sygdommen i tidligt stadie, nogle er i begyndende midtfase. Én er over 70 år, en anden i begyndelsen af 40erne. Nogle ryster på hænderne, et par stykker har en synlig krumning i ryggen, andre kan man ikke se er syge, for på banen er de først og fremmest fodboldspillere.

Parkinson er en progressiv neurodegenerativ lidelse i hjernen, som medfører, at de dopaminproducerende celler dør. Symptomerne er hvilerysten, langsomhed, muskelrigiditet, stivhed i bevægelserne og balanceproblemer. Derudover kan man udvikle nonmotoriske symptomer som stress og depression.

Men man ved, at intensiv træning kan nedsætte progressionen af sygdommen og vedligeholde eller øge patientens funktionsniveau. Og for otte år siden gik det op for fysioterapeut Finn Egeberg Nielsen, at fodbold er som skræddersyet til patienter med parkinson. Helt præcist skete det, da han var i gang med at træne sit barnebarns fodboldhold.

”Fodboldøvelser passer helt fantastisk til patienterne. Hvis man skulle opfinde et spil, der modvirker det, som Parkinson gør, så skulle det være fodbold. Der er start- og stopbevægelser, der er rotationer, du skal være hurtig og forholde dig til bolden og medspillerne. Det er alt sammen cueing til at sætte bevægelser i gang, og det er det, man gerne vil have patienterne til,” siger Finn Egeberg Nielsen.

Inaktivitet er udbredt

Finn Egeberg Nielsen peger på, at mange med Parkinson bliver inaktive på grund af sygdommen.

”Undersøgelser viser, at personer med Parkinsons sygdom er 33 procent mindre aktive end alderssvarende. Det er meget, og derfor handler det om at få dem i gang. Det er en sygdom som, hvis ikke man passer på, giver dig et dårligere liv. Du kan ikke stoppe Parkinson, men du kan holde funktionsniveauet ved lige. Derfor gør jeg meget ud af at arbejde proaktivt med tingene.”

I begyndelsen stod Finn Egeberg Nielsen for alt det praktiske, når der skulle arrangeres kampe mellem FC Parkinson og andre fodboldhold. I dag sørger spillerne selv for transport, overnatning og andre arrangementer, når der skal dystes mod eksempelvis fynske 'Stive ben' eller 'FC Prostata'.

Opvarmningsprogrammet er tilrettelagt ud fra det skadesforebyggende program Fifa 11+, med fysioterapeutiske input, og Finn Egeberg tilrettelæger øvelserne, så de modvirker de symptomer, som sygdommen giver.

”Det fantastiske ved fodbold er, at du kan ændre spillet, så du tilgodeser de bevægelsesmønstre, du gerne vil have trænet. Vi arbejder med holdning,  bevægelighed, balance og hurtighed og andre fysioterapeutiske problemstillinger. For eksempel laver vi høje knæløft med rotation udad, så vi arbejder med alignment samt vedligeholdelse af bevægeligheden. Fodboldspillet arbejder modsat det, som sygdommen gør ved patienten. Nogle af dem er jo noget stive i starten, men så pludselig sker der en transformation, og det ser helt anderledes ud.”

Motivationen er høj

Fodbold er en kontaktsport, og det kan gå hårdt for sig. Men det er ifølge Finn Egeberg kun godt, så længe spillerne holder sig inden for stregen.

”Skub og fald er fint, for det at falde og komme op igen er super god træning. De går selvfølgelig ikke lige så hårdt til en spiller på 70 år som til en på 40, for de passer på hinanden. Men vi har kun den ene regel, at hvis der er en, der falder, så stopper spillet. Vi har aldrig haft nogle problemer, højst en fibersprængning. Det udfordrer din krop, og der er aldrig nogen, der er gået over stregen.”

Ud over de åbenlyse fysiske fordele, har fodboldtræningen også en motivationsfaktor i sig. Træneren har ikke problemer med fremmødet – det er stabilt og højt, og han mener, det skyldes både boldspillet og netværket.

”Som fysioterapeut har jeg ofte tænkt over inaktivitet, og hvad det egentlig er, der får mig selv til at træne, og jeg har selv spillet fodbold og haft stor glæde ved det. Parkinson er jo en sygdom, hvor man skal træne meget for at få en god krop og et godt liv. Og hvordan får man folk til at træne meget? Det gør man, hvis de synes det er skægt. Idrætten har i sig nogle helt fantastiske ting, som vi kan arbejde med. Den har en iboende glæde og et konkurrenceelement, og jeg kan se, at de er meget mere motiverede, end hvis de bare skulle styrketræne.”

Fedt, det er torsdag!

Da Finn Egeberg Nielsen så, at spillerne havde gavn af spillet, arbejdede han på at skabe netværk. Holdet begyndte med otte spillere, og er siden vokset til cirka 20. Træningsformen har spredt sig – kraftigt initieret af Finn Egeberg Nielsen – til resten af landet og Norden.

I dag er der et hold på Fyn, to i Jylland og to i hhv. Norge og Sverige, og spillerne dyster mod andre hold i diverse turneringer. Spillerne arrangerer selv kampene med andre fodboldhold, og har f.eks. dystet mod FC Prostata og ”Stive ben”, som består af spillere med Parkinson fra Jylland. Derudover har man afholdt turneringen Ray Kennedy Cup i otte år, som i september samlede ni hold og 105 spillere og deres familier til efterfølgende spisning.

Billedtekst: FC Parkinson diskuterer strategi før kampene. I år dystede ni hold i turneringen Ray Kennedy Cup, og mere end 100 samledes til efterfølgende spisning.

”Events er godt, for der træner du til noget. Der skal være en gulerod. For når du får en kronisk sygdom, kan dét, at du skal holde dit funktionsniveau ved lige, være motiverende i sig selv – men kun i en periode. Hvis du skal træne resten af livet, skal der mere til. Derfor håber jeg, at Parkinsonfodbold vil blive spredt ud over hele verden, så vi får flere at spille mod. For jo flere kampe, jo bedre. Og jeg kan godt lide, at man er glad, når man har været til træning. Parkinson er jo en sygdom, hvor du skal træne meget for at få et godt liv, og hvordan får man folk til at træne meget? Det gør de, hvis de synes det er skægt. Jeg vil gerne have, at folk er glade. At de tænker, fedt, det er torsdag, jeg skal ud til Finn.”

Kvinder er ikke velkomne

Da Finn fløjter af og spillet er slut, bliver flere af spillerne stående på banen og skyder på mål til hinanden. Andre sidder og samler kræfter på bænken, og sveden løber. Senere går holdet ud i omklædningsrummet. Her bliver ofte drøftet stort og småt, lige fra småskavanker til store operationer og medicin. Det giver noget at samles med ligesindede, mener han.

”Vi startede med at have en kvinde med på holdet, men det er ikke helt det samme, så nu er det et rent mandehold. Det giver noget særligt til fælleskabet.”

Læs mere om motivation af patienter