Rovdrift på arbejdskraften

Kære ledere med ansvar for kliniske undervisere
Bestyrelsen i Fraktionen af Kliniske Undervisere i Fysioterapi har lagt mærke til nogle tendenser i organiseringen af de kliniske underviseres arbejde og arbejdstid. Jeg vil i det følgende, på vegne af bestyrelsen og vores kollegaer rundt om i landet, kommentere disse. Fraktionen har tidligere forsøgt at løfte diskussionen med Danske Fysioterapeuter og lederrådet. Vi står som altid til rådighed for debat.

Gennem de senere år har vi fra flere og flere sider blandt vores kolleger hørt om stramninger i deres forhold på arbejdet. Det gælder i alle sektorer og alle dele af landet. Kliniske undervisere tvinges til flere og flere opgaver, der ikke direkte er relateret til den kliniske undervisning, hvilket kan give mening i perioder uden studerende i forløb, men er problematisk under forløb med studerende.

Klinisk undervisning forringes

Den helt afgørende årsag til at dette er problematisk, handler om ansvaret for de studerendes arbejde med patienterne. Hvis den kliniske underviser er  forhindret i at supervisere dette pga. arbejdets organisering– hvem tilfalder så ansvaret? Vil I som ledere tage det?

I Danske Fysioterapeuters undersøgelse af kliniske underviseres forhold (2011 og 2017) har det vist sig, at hver femte underviser oplever vanskeligheder med at varetage deres funktion, da arbejdspladsen ”slet ikke eller kun i mindre grad sikrer, at de ikke har flere kliniske opgaver, end at de kan varetage deres underviserfunktion”.

Vi betragter det som en forringelse af selve den kliniske undervisning, når den kliniske underviser bliver forhindret i at være til stede. Ikke alle arbejdspladser har en vikar for klinisk underviser ansat, hvilket gør, at der er visse tilfældigheder forbundet med at overlade ansvar og arbejdsopgaver.

Der er mange opgaver med at være arbejdssted for (og med) klinisk undervisning. Nogle af disse opgaver består i at afgive sin kliniske underviser til samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og udviklingsopgaver af den kliniske undervisning, i samarbejde med andre underviserkollegaer (både kliniske og teoretiske).

Der er også behov for videreuddannelse af vores underviserkompetencer. I øjeblikket er det kun delvist sanktioneret og består af ét diplommodul. Desuden kræver det i nogen udstrækning, at kollegaer på arbejdspladsen accepterer at være en del af den kliniske undervisning

Behov for autonomi, videreuddannelse og frihed

At være klinisk underviser er og bliver en særlig post. Klinisk undervisning fylder en del på uddannelsen med samlet en femtedel af 210 ECTS. Vi samarbejder med flere aktører og varetager interesser for dem alle, mens vi forsøger at skabe gode og kompetente fremtidige fysioterapeuter. Dette kræver, at vi tager beslutninger på baggrund af vores viden og kompetence, samt at vi har frihed i planlægningen af vores arbejde og samarbejde. Det er alle afhængige af – både kliniske undervisere, kollegaer, uddannelsesinstitutionerne og vores ledere.

Det, vi som kliniske undervisere har brug for i fremtiden, er autonomi, hjælp til kompetenceudvikling og videreuddannelse, støtte til at forhandle med samarbejdspartnere, frihed til at deltage i udviklings- og mødeaktiviteter og sidst, men ikke mindst, støtte fra vores kollegaer.

Vi har forståelse for, at det økonomisk rationelle kan være magtfuldt, men vi har brug for en professionsfaglig tilgang til uddannelsen af fremtidens fysioterapeuter. Klinisk undervisning i fysioterapi er en særlig ting i de danske forhold. Vi skal som profession og forening værne om den værdi, vi skaber for vores fremtidige kollegaer gennem den organisering, som vi bekender os til.

Vi kan ikke både have undervisere og samtidig drive rovdrift på deres arbejdskraft.