Sofie fik halvanden måneds ekstra løn
Når man bliver opkøbt af en virksomhed med overenskomst, så skal man også dækkes af den. Det er kernen i et forlig, som Danske Fysioterapeuter har indgået med Falck. Forliget sikrer 800.000 kroner i efterbetaling til de fysioterapeuter, der var ansat hos virksomheden Sundhedsdoktor, da den blev opkøbt af Falck i 2016.
Uenigheden handlede om, hvornår fysioterapeuterne hos Sundhedsdoktor skulle omfattes af Falcks overenskomst med Danske Fysioterapeuter. Som del af forliget har Falck nu anerkendt, at det skulle være sket ved overtagelsen.
En stor mastodont
For fysioterapeut Sofie Sørensen betyder det næsten halvanden månedsløn ekstra på kontoen.
”Jeg er glad for pengene, men endnu mere for at sagen har vist, at selvom man er en stor mastodont, kan man ikke bare opføre sig, som man vil. Vi har en fagforening, der kan bakke os op,” siger hun.
Hun oplevede det som en blandet fornøjelse at blive opkøbt.
”Falck har altid været en af vores konkurrenter, så vi skulle lige vænne os til tanken. Men jeg tænkte okay, det kan også bringe noget nyt med sig,” siger Sofie Sørensen.
Efter opkøbet gik der imidlertid lang tid, inden sammenlægningen blev gennemført. Sundhedsdoktor blev opkøbt i november 2016, men først i april 2017 kom fysioterapeuterne fysisk hen og sidde hos Falck. Sofie Sørensen arbejder i dag i Skandia.
Nogen at ringe til
Selvom Sofie Sørensen er ærgerlig over, at Falck ikke ville betale efter overenskomsten fra begyndelsen, så glæder hun sig over den hjælp, hun og hendes kollegaer har fået fra Danske Fysioterapeuter.
”Til daglig kan man godt tænke over, hvad man egentlig får ud af at være medlem, men det viste sig tydeligt her,” siger Sofie Sørensen.
Hvis der ikke havde været nogen at ringe til, så tror hun ikke, at der var sket noget.
”Mine kollegaer og jeg har ikke det juridiske bagland til at føre en sag mod Falck. Det var en meget positiv oplevelse at række ud mod fagforeningen, som kunne tage kampen for os,” siger Sofie Sørensen og fortsætter:
”Samtidig handler det også om, at andre fysioterapeuter kan komme i samme situation. Så det er rigtig vigtigt, at vi har fået vist, at virksomheder ikke bare kan gøre, hvad der passer dem.”
Penge, vi har arbejdet for
Selvom det vigtigste for Sofie Sørensen er, at afgørelsen viser, at virksomheder ikke kan gøre, hvad der passer dem, så er pengene også rare.
”Det var helt sikkert værd at tage med. Det er jo penge, vi har arbejdet for,” siger hun.
Den samlede ekstra betaling til fysioterapeuter fra Sundhedsdoktor er på 800.000 kroner. Beløbet bliver så stort, fordi Danske Fysioterapeuters overenskomst med Falck blandt andet sikrer betalt frokost og pensionsindbetalinger.
Få råd og vejledning
Kontakt Danske Fysioterapeuter, hvis du vil have hjælp til at gennemse din kontrakt og din lønseddel, eller hvis du i øvrigt har brug for råd og vejledning om din ansættelse. Vi er her for at hjælpe dig.
Ring, eller skriv til os på tlf. 3341 4620 eller ansat@fysio.dk.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.