Vi skal have en større palet af tilbud

”Det kan nærmest kun blive bedre.” Sådan siger Julie Midtgaard, psykolog og seniorforsker ved Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning på Rigshospitalet, når man spørger hende, hvordan det går med patienters evne til at fastholde træning, når de har afsluttet et genoptræningsforløb. Hun har forsket i fastholdelse af sundhedsadfærd og kan se et udbredt problem.

”Vi er nødt til at forholde os til, at træning ikke er attraktivt for alle mennesker. Dem, der i dag fastholder træning efter rehabilitering, er dem, som var træningsaktive, før de blev syge eller fik en skade. Dem, som finder træning uinteressant, og som ikke trænede i forvejen, risikerer vi i værste fald at stille dårligere end før. For hvis de bliver konfronteret med noget, der for dem ikke giver mening eller føles ubehageligt, bekræftes de i, at træning ikke er relevant eller muligt for dem,” siger hun.

Daglige gåture med glæde

Hun mener derfor, at hvis man skal fastholde, skal det være igennem aktiviteter, der bekræfter den enkelte i at vedkommende er normal, har ressourcer, kompetencer og ansvar. Det kan man blandt andet gøre ved at opfordre kommunernes rehabiliteringsafdelinger til at arbejde tæt sammen med det lokale foreningsliv.

Hun henviser til et studie, udført på Rigshospitalet, hvor man kombinerede læsegrupper og et gå-program. Deltagerne var ikke træningsvante og fik lydbøger, som de kunne lytte til, mens de gik. Det viste sig, at de daglige gåture – og faktisk også huslige aktiviteter som rengøring – blev noget, deltagerne påtog sig med glæde, fordi opmærksomheden var rettet mod den historie, de havde i ørene.

Julie Midtgaard understreger dog, at det er vigtigt at lade deltagerne have stor indflydelse på aktiviteten.

”Ikke alle deltagerne var begejstrede for vores valg af bøger, og nogle fandt det vanskeligt at gå tur i byen med lyd i ørene. Derfor vil det være nødvendigt med justeringer, hvis projektet skal opskaleres. Deltagerne skal selv have mulighed for at beslutte, hvilken litteratur, de vil fordybe sig i, og skal støttes i at gå i naturen eller på et løbebånd indendørs, hvor de kan slippe for at tage højde for f.eks. biltrafik. Men koblingen af litteratur, træning og social netværk viste bestemt et potentiale,” siger hun og fortsætter:

Tilgodeser foreninger og det offentlige

”Det er et spørgsmål om at skabe en struktur, hvor deltagerne selv kan forvalte den træning, de skal lave. På den måde bliver det mere bæredygtigt. Det er meget at forvente af en person, der aldrig har trænet og ikke ejer et par kondisko, at vedkommende skal begynde at styrketræne tre gange om ugen i bestemte maskiner i fremmede omgivelser. Det er indviklet og krævende. Men hvis samme person kan møde op i en strikkeklub eller et bilværksted eller til madlavning, og der så i forbindelse med det er indlagt nogle træningsaktiviteter, så bliver det noget helt andet.”

”Vi skal gøre genoptræningen til en del af behandlingen, og indtænke udslusning og social netværksdannelse, så det bliver nemmere for den enkelte at videreføre træningen i hverdagslivet. For det er jo meget mere interessant at være en, der går til fodbold, korsang eller akvarel end en, der går til genoptræning.”

Samtidig mangler man kapacitet i det kommunale rehabiliteringstilbud, så et tættere samarbejde vil være til gavn for både kommuner, patienter og foreningslivet, mener hun.

”Det frivillige foreningsliv har tabt terræn til den kommercielle fitnessverden, foreningerne bløder medlemmer, og man har et enormt pres på de professionelt styrede kommunale rehabiliteringstilbud. Så det vil være ren win-win.”

Fysioterapeuten som facilitator

Julie Midtgaard arbejder tæt sammen med fysioterapeuter og ser, at de er dygtige til at fastsætte mål for træningsintensitet, hyppighed, belastning og så videre. Det har hun stor respekt for. Men ofte sker det på bekostning af et blik for, hvad den enkelte er optaget af, og hvad der betyder noget for den enkeltes hverdagsliv, mener hun. Og selvom mange fysioterapeuter arbejder under tidspres og dokumentationskrav, mener hun alligevel, at det kan lade sig gøre at tune sig ind på, hvem patienten er.

”Det handler om lydhørhed og pædagogik og om at kræve af sig selv, at det næste menneske, der kommer ind af døren er helt unikt, med unikke kompetencer og viden om sit liv. Det er dér, jeg skal starte. Alt det med hvordan vi skal træne, og hvilke redskaber vi skal bruge, det skal indbefattes, men det må først og fremmest være sammenhængen i det enkelte menneskes liv, herunder meningsfuldheden, som jeg er optaget af som behandler.”

Fysioterapeuten skal tildeles en ny rolle, måske som facilitator, hvor det er deltagerne selv, der opretholder netværket. Fysioterapeuten kan dertil sørge for, at det er forsvarligt, rent træningsmæssigt.

”Hvis du spørger mig, hvilken træning der er den bedste, vil jeg svare, at det er den træning, som patienten bedst kan lide. For træning starter og slutter oppe i hovedet. Brugerinddragelse og fælles beslutningstagen har vundet indpas i sundhedsvæsenet, men jeg kan ikke se, at det er smittet af på rehabiliteringen. Der har vi stadig en låst holdning til, hvilke programmer der skal være. Men vi bør have en større palet af tilbud, som har en lokal forankring, udenfor en klinisk kontekst, og udenfor den traditionelle rehabiliteringskontekst.”