Hvilken type er din patient?
Tema om motivation
Undersøgelser viser, at over halvdelen af patienterne ikke gennemfører deres hjemmeprogrammer, men hvad går galt?
I temaet om motivation kan du læse fire professorers bud på, hvad der skal til for at motivere patienter:
Det er en stor fejl at appelere til folks fornuft
Vinderen
Motto: ”Jeg elsker en god dyst”
Karakteristika:
Vinderen er konkurrencemenneske og drives af at konkurrere med sig selv og andre. Hun kan miste motivationen, når fremgangen ikke lever op til hendes ambitioner.
Tip:
- Foreslå vinderen at notere mål og resultater i en dagbog.
- Sæt præstationsmål og foreslå belønninger, hun kan stræbe efter.
- Læg små konkurrencer ind i træningsforløbet, f.eks. bedste fremmøde, hurtigste tid eller vægttab.
- Husk at justere målene, så de bliver realistiske, og det ikke bliver rent præstationsræs.
Tænkeren
Motto: ”Hvad gør denne øvelse egentlig godt for?”
Karakteristika:
Tænkeren motiveres af viden og skal forstå meningen med træningen. Han vil vide, hvorfor en øvelse kan hjælpe til at nå et specifikt mål. Omvendt, så kan al den viden, tænkeren samler, gøre det hele så pligtbetonet, at han mister motivationen.
Tip:
- Giv masser af baggrundsinformation i form af websites, bøger og brochurer.
- Giv feedback og viden, gerne i form af konkrete tal.
- Giv indblik i sygdommens påvirkning af kroppen på kort og lang sigt.
Medskaberen
Motto: ”Jeg vil have muligheden for at skabe min egen motion”
Karakteristika:
Medskaberen vil gerne sætte sit personlige præg på tingene og tages med på råd. Han kan lide at eksperimentere og lege og trives med justere træningen. Dermed kan medskaberen også hurtigt miste motivationen, når rutinerne bliver for faste.
Tip:
- Skab en overordnet ramme, som hun selv kan udfylde.
- Læg op til leg, gå- og cykelture i skoven, dans, mountainbike.
- Giv medskaberen mulighed for at få indflydelse på træningsholdet, f.eks. via en rolle som hjælpetræner.
Makkeren
Motto: ”Der skal også være plads til hygge”
Karakteristika:
Makkeren er motiveret af samvær og fællesskaber og mister motivationen, hvis han skal træne alene. Derfor er træning sammen med andre, f.eks. i en klub eller en forening, eller i et hyggeligt fitnesscenter, hvor man kender hinanden, optimal. Faren opstår, når han bruger mere energi på snak i omklædningsrummet end på selve aktiviteten.
Tip:
- Læg op til holdtræning på samme hold i lang tid, så sociale relationer udvikler sig.
- Foreslå ekstra sociale aktiviteter.
- Giv forslag til apps og websites med online fællesskaber og chatrooms.
Mestreren
Motto: ”Jeg holder af at lære og glæder mig over min fremgang”
Karakteristika:
Mestreren øver for at blive dygtigere. Hun bliver motiveret af at udvikle sig og lære nye færdigheder, og metoder, hvor hun kan holde øje med egen fremgang, vil være nyttige. Derfor skal man være opmærksom på, at træningsniveauet hele tiden ligger korrekt, for mestreren mister motivationen, hvis hun står i stampe.
Tip:
- Foreslå en motionsform, der er værdifuld for mesteren at blive god til. Lad mestreren måle sig selv, så hun kan se, at der sker noget.
- Foreslå et skifte til en ny motionsform, det bringer også energi. En lærer eller mentor, som hun kan se op til, vil være inspirerende.
Kilde: sundhedsmotivation.dk
Tegninger: Gitte Skov
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.