Gode idéer kan man aldrig få nok af

Et par af dem er ganske unge, én er faktisk først lige startet på fysioterapeutuddannelsen, men har allerede vundet en innovationspris for sin idé.  ”Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg laver. Jeg gør det bare”, siger Kirsten Pallesen. Hun har  måttet sande, at helt så simpelt er verden ikke skruet sammen, men kæmper alligevel videre for sin idé.

Det samme gør Daniel Brøgger, der ellers havde opgivet at komme videre med sin opfindelse, efter at han fik fuldtidsjob. Alligevel er han nu så småt klatret op på opfinderhesten igen, efter at et større potentiale har åbenbaret sig for hans idé. Men hvordan den lige skal lempes ud over rampen er han stadig usikker på.

Gengangerne

Hos Morten Graversen i Struer er der til gengæld ingen usikkerhed. Den driftige klinikejer, der også optrådte i Fysioterapeutens opfindertema i 2009, læner sig kraftigt op ad sine erfaringer fra sidst og griber processen helt anderledes an denne gang, hvor en ny, spektakulær opfindelse er undervejs.

For eksempel bruger han hverken tid eller penge på at opnå patent på sin aktuelle idé, for det kostede ham en mindre formue sidst, som han kun med nød og næppe fik tjent ind igen.

En anden af gengangerne fra sidst er Helle Fejrskov fra Solbjerg. For hende er patentsporene fra 2009 også så skræmmende, at hun denne gang helt har droppet at søge idébeskyttelse, men i stedet har valgt en åben strategi med vidensdeling.

Forskerne

En del innovative idéer opstår i kølvandet på den forskning, fysioterapeuter landet over bedriver. Det var for eksempel i forbindelse med et forskningsprojekt, at det pludselig stod klart for Gitte Valentin fra Risskov, at der manglede en let tilgængelig metode til pålidelig måling af muskelstyrke i rygekstensorerne. Så hun gik i tænkeboks og udviklede sit eget bud på en løsning, men indtil videre er det kun Gitte Valentin selv, der har glæde af den nye målemetode, som ikke er opstået med et kommercielt sigte.

En nøje planlagt kommerciel strategi er til gengæld lagt til rette for den ene af de to opfindelser, Michael Skovdal Rathleff står bag. Som ansat i den ortopædkirurgiske forskningsenhed på Aalborg Universitetshospital har han et helt hold af professionelle patentudviklere til at tage sig af den slags, imens han selv bare forsker videre for fulde gardiner og finpudser og videreudvikler de instrumenter, som mange af hans forskerkolleger allerede drømmer om at få fingrene i.

Uden for kategori

Helt uden for kategori har vi endelig Denis Nyboe, den tidligere klinikejer i Skørping, der droppede rollen som virksomhedsejer for at få mere tid til at opfinde ting.

Lige for tiden går han og grubler over, hvordan man får konstrueret en benoptager, altså et hjælpemiddel primært til svagelige ældre, der ikke ved egen kraft kan løfte benene ud og ind af en seng. ”Sådan én mangler vi”, mener han.

Og når noget mangler, skal det opfindes. Det er i al sin enkelhed, den opfinderfilosofi, Denis Nyboe har fulgt de sidste mange år, hvor han både har foræret idéer til højre og venstre, sendt patentansøgninger til behandling, fået registreret varemærker, lavet prototyper, sat ting i produktion, oprettet hjemmesider og brugt energi på markedsføring.

Samtidig med, at han selvfølgelig passer sit 37 timers job som ansat på sin gamle klinik.
”Det er en møj dårlig forretning, hvis man regner i timeløn, men det er skægt”, siger han på godt, gammeldags jysk.