Plan B var bedre end plan A

Det var Daniel Brøggers mor, der gav ham idéen. Da han startede på fysioterapeutstudiet i Næstved, havde hun døjet med et svagt håndled i årevis som følge af karpaltunnelsyndrom, og smerterne i håndleddet gjorde, at hun ikke kunne styrketræne, som hun ville.

”Så det lå hele tiden i baghovedet, at jeg skulle finde på noget, som kunne muliggøre træning for folk med patalogier i håndleddet ligesom min mor”, siger 26-årige Daniel Brøgger, der besluttede, at det skulle være emnet for hans bachelorprojekt i vinteren 2011/12.

Da han desuden var i familie med en ortopædist hos Sahva, lå det lige for at tage udgangspunkt i en helt almindelig håndledsskinne og med nogle simple modificeringer gøre den egnet som træningsredskab.

”Vi lagde en ekstra skinne ind for at gøre den helt stiv omkring håndleddet, og så syede vi nogle øskner i”, forklarer Daniel Brøgger.
Derefter gik han i gang med sit projekt.

Strandet på timing og økonomi

De første fire uger gik forsøget fremragende. Casepersonen, der også led af karpaltunnelsyndrom, trænede både biceps, triceps og skuldermuskel uden at få smerter. Bortset fra ved ét træningspas cirka midtvejs i forsøgsperioden.

Der var ingen umiddelbar forklaring på de smerter, der opstod, men Daniel Brøgger besluttede at indstille forsøget. Selv om casepersonens overarme var vokset med 1,6 cm i omkreds, og hun selv rapporterede en klar forbedring af sin evne til at styrketræne uden smerter, blev konklusionen derfor noget svagere, end han havde håbet. Som i ’yderligere forskning påkrævet.’

Daniel Brøgger planlagde så småt at få testet skinnen i et større omfang, hvilket ville kræve, at der blev specialfremstillet 5-10 håndledsskinner mere til en pris af 1000 kroner stykket. En udgift han tænkte, at han måske kunne få dækket via legater.

Det betød, at der skulle skrives legatansøgninger, men da han umiddelbart efter sin eksamen fik fast arbejde på Frederiksbergs Kommunes Rehabiliteringsenhed for yngre senhjerneskadede, virkede det uoverskueligt.

”Når man er ude i arbejdslivet og pludselig står med en masse ting, der SKAL nås, er det svært at overkomme den slags også”, erkender han.
Så plan A blev skrinlagt på grund af timing og økonomi.

Et nyt potentiale

Nogen tid efter åbenbarede plan B sig så, da Daniel Brøgger opdagede, at hans modificerede skinne måske havde et større potentiale end som så.

”Jeg fik øjnene op for, at skinnen måske også kunne bruges til genoptræning indenfor neurologien, til personer med knyttedefekter og halvsidige lammelser, som en del af vores beboere her på Østervang har”, forklarer han.

Det første spæde forsøg faldt positivt ud, og lige nu er Daniel Brøgger i gang med en lidt længerevarende test. Testpersonen er en ung kvinde, Stine, der har været offer for en trafikulykke, har pådraget sig en hjerneskade og har kontraktioner i højre arm. Hendes arm sad som udgangspunkt på brystet, og hun kunne ikke kunne bruge den til noget.

”Håbet er, at Stine kan opnå styrke nok til selv at strække sin arm ud i fuld ekstension, altså 180 grader, hvad hun ikke har været i stand til i tre år”, siger Daniel Brøgger.

Til det formål har Brøgger-skinnen vist sig umiddelbart velegnet, efter at Stine i starten af forløbet fik indsprøjtet botox i biceps brachii for at afhjælpe kontrakturer. Det virkede heldigvis, og siden har udspændinger hjulpet på bevægeligheden, imens træning med Brøgger-skinnen har øget muskelstyrken og dermed bedret armens funktionalitet.

”Vores seneste målinger viser, at Stine nu kan få armen i 177 graders ekstension, når vi hjælper hende, hvilket er en forbedring på 22 grader, og at hun er gået fra 148 grader til 165, når hun selv strækker armen”, noterer Daniel Brøgger.

Han vover at tolke fremgangen – i hvert fald delvist – som et resultat af styrketræningen med håndledsskinnen.

”Og hvis min skinne kan være med til at afkorte genoptræningsperioden for senhjerneskadede, så de hurtigere kan blive selvhjulpne, så åbner det jo pludselig for nogle større perspektiver”, mener han.

Ikke tid til patent

Daniel Brøgger overvejer nu, hvordan han kan dokumentere effekten og måske få metoden anerkendt indenfor neurologien, hvilket indebærer, at behovet for at få produceret flere skinner – det vil sige at få nogle legatansøgninger ud over rampen – pludselig føles mere påtrængende.

Derimod har han ikke tænkt sig at søge patent på sin idé.
”Ud over at det er en bekostelig affære, så føler jeg ikke, at skinnen har opnået sit optimale design endnu. Men det kan være, det kommer senere”, siger han og nøjes indtil da med at krydse fingre for, at ingen stjæler hans idé.

26-årige Stine Louise Hansen blev kørt ned på Frederiksberg for tre år siden og lå i koma i fem måneder. Hun bor i dag på Østervang, på Rehabiliteringsenheden for yngre senhjerneskadede, hvor fysioterapeut Daniel Brøgger er ansat til at hjælpe med genoptræningen. Det sker blandt andet ved hjælp af hans selvudviklede håndledsskinne.