Michaels strækscenarie

Michael Skovdal Rathleff sidder på et smalt to-mandskontor på Aalborg Sygehus’ geriatriske afdeling. Ikke fordi han har noget at gøre her som deltidsansat i sygehusets ortopædkirurgiske forskningsafdeling, men fordi det tilfældigvis var her, han kunne tiltuske sig en kontorplads med arbejdsro.

Og arbejdsro har han brug for, den 30-årige fysioterapeut, der samtidig er ph.d. studerende ved Aarhus Universitet og i flere år har haft travlt med at udvikle træningselastikken, der registrerer, hvordan du laver dine øvelser, og om du laver dem, samt en fodsensor, der måler fodens bevægelse inde i skoen.

”Begge dele er inspireret af de problemer, vi er stødt på i vores forskning, siger han og forklarer, at såvel træningselastik som fodsensor er udviklet på basis af det samme materiale: en ny, supertynd silikonefilm fra Danfoss, spækket med følsom elektronik.

”Det virker som en elektronisk lineal der registrer den mindste bevægelse og sender signalerne videre til en dataopsamlingsenhed”, forklarer han og hiver i den elastiske strimmel, så der dannes bølgebevægelser på den tilkoblede computerskærm.

Idéerne til fodsensor og træningselastik er opstået i samarbejde med erfarne folk fra fysioterapeutfaget, Ingeniørhøjskolen ved Aarhus Universitet og Institut for Ingeniørvidenskab. Bag fodsensoren står også Ole Højgaard Simonsen, ortopædkirurgisk overlæge på Aalborg Universitetshospital, ligesom universitetshospitalets ’Idéklinikken’ har en væsentlig finger med i spillet i forhold til det europæiske patent, fodsensoren indtil videre har opnået og det igangværende videresalg af licens til en kommerciel partner.

Kommercialiseringsmedarbejder i Idéklinikkens patentenhed, jurist Valerie Daussin Laurent, forventer at handlen falder på plads her i efteråret, og at fodsensoren derefter vil være på markedet indenfor de næste to år.”Vi tror rigtig meget på det projekt, men om det ender med at give overskud, kan vi ikke vide. Det afhænger helt af markedet, siger hun.

Hele den kommercielle side af sagen har Michael Skovdal Rathleff kun minimalt at gøre med.

”Jeg er jo forsker, så da vores artikel om fodsensoren blev publiceret, var mit mål nået, siger han og tilføjer, at han er glad for, at der er folk ansat til at tage sig af alt det andet på en stor offentlig institution som Aalborg Universitetshospital.

”Dét, jeg brænder for er at forske i patientbehandling, ikke bundlinje”, siger han og er helt på det rene med, at det så også er sygehuset, der scorer størsteparten af gevinsten, hvis fodsensoren bliver en salgssucces.

”Det er dem, der ejer patentet, så det er helt fint med mig. Bare det at se en idé, man har haft, blive produceret og komme ud i verden, bliver da fantastisk”, siger han.

Der hvor skoen trykker

Kimen til Michael Skovdal Rathleffs fodsensor blev måske allerede lagt, da han som ung studerende havde fritidsjob i en sportsforretning, der var specialister i at sælge løbesko.
”Så stod vi der og vurderede med det blotte øje, hvordan folks fodbevægelser var, når de gik rundt i butikken i bare tæer”, husker han.

Men i virkeligheden burde man jo kunne måle, hvordan fodbevægelsen er inde i en løbesko, hvis man vil tilstræbe en optimalt tilpasset fodstøtte.
”En dag ringede jeg til min mors fætter, der er fysiker, og spurgte om han havde et bud på,

hvordan vi kunne måle fodbevægelsen inde i en sko, for bevægelsen her er jo anderledes, end når man er barfodet”, forklarer Michael Skovdal Rathleff.

Dermed var processen sat i gang. I august 2010 mødtes han til tværfaglig brainstorm med forskningsleder ved Ingeniørhøjskolen i Århus, Henrik Karstoft, ortopædkirurgisk overlæge Ole Højgaard Simonsen fra Aalborg Universitetshospital og Peter Arendt fra Institut for Ingeniørvidenskab, og firkløveret besluttede at gå efter en fodsensorløsning baseret på avanceret målemateriale fra Danfoss PolyPower.

Et år efter blev patentansøgningen på den elektroniske fodsensor sendt afsted, og i marts 2012 kunne opfinderfirkløveret offentliggøre den første videnskabelige artikel om målemetoden.

Michael Skovdal Rathleff forklarer, at fodsensoren foreløbig er koblet op på en  sort boks, som opsamler data på alle de stræk, sensoren bliver udsat for under løb eller gang. Ud fra disse data kan man beregne præcist, hvordan et eventuelt skoindlæg skal tilpasses for at yde maksimal støtte.

Fodsensoren er den sorte strimmel, som er fæstnet med et stykke tape. Strimlen er elastisk og registrerer alle bevægelser ned til 0,1 mm.

Sladrehanken

Mange fysioterapeuter kender situationen: patient møder op efter et par uger med hjemmetræning, og følgende scenarie udspiller sig.

”Hvordan virkede træningen så, spørger man. ’Den virkede overhovedet ikke,’ lyder svaret. Så er der to muligheder: fysioterapeuten har anbefalet øvelser uden effekt, eller øvelserne er slet ikke blevet udført. I nogle tilfælde mistænker man jo, at det er det sidste, der er tilfældet, beskriver Michael Skovdal Rathleff.

Imens han sad og rodede med sin fodsensor lå det pludselig lige for, hvordan udfordringen med patienter, der beskriver deres træningsindsats lidt vel optimistisk, kunne tackles. Nemlig ved at montere en sensorstrimmel på træningselastikken, så fysioterapeuten bliver i stand til at følge med i, om hjemmeøvelserne laves i korrekt tempo, med det rette stræk og i aftalt omfang.

”Det er jo ikke for at kunne banke folk oven i hovedet, men for sikre, at de får mest muligt ud af deres genoptræning”, forklarer Michael Skovdal Rathleff og tilføjer, at træningselastikken med den elektroniske kontrolfunktion formentlig også kan øge troværdigheden af den forskning, der bedrives på området. For eksempel når man skal konkludere på effekten af en genoptræningsindsats.

Her i efteråret vil metoden blive testet i et klinisk studie, som udføres sammen med seniorforskerne Thomas Bandholm og Kristian Thorborg.

”Vi vil gerne undersøge, om de patienter, der laver hjemmetræningen korrekt, også er dem, der får mest ud af den”, siger Michael Skovdal Rathleff, der også forestiller sig, at man ved hjælp af den elektroniske sladrehank kan indkredse hvor lidt træning, der skal til for at opnå en effekt.

”Det vil vi jo gerne vide, så vi kan gøre ’pillen’ mere spiselig for patienten”, som han siger.