Hvem tager ansvaret for at opretholde vores faglighed?
Debatindlæg fra:
Siden Sundhedsstyrelsen besluttede at droppe revisionen af de Nationale Kliniske Retningslinjer (NKR), er fysio- og ergoterapeuter gået ind i en usikker og udfordrende tid, hvor det i højere grad er op til den enkelte selv at kvalitetssikre sit arbejde og samtidig opsøge ny viden. Udviklingen af egen praksis er ikke et nyt krav, men usikkerheden er blevet større, set i lyset af en hverdag i en politisk styret organisation, som f.eks. en kommune, der kan virke til at vægte budgetter og politiske visioner højere end tiden og økonomien til udvikling hos den enkelte terapeut.
Når opdateringen af NKR er sat (midlertidigt?) ud af spil, så bliver det i praksis op til den enkelte at holde sig evigt opdateret på (nærmest al) forskning. Det går ikke. Evidensbaseret praksis er fundamentet for kvalitetsbehandling: den kliniske ekspertise, patientens præferencer og forskningsbaseret evidens har været, og er fortsat, retningsgivende for vores arbejde. Men der er meget forskning at forholde sig til. Det tager tid at læse. Det koster penge at få adgang til artikeldatabaser. Hvor i vores praksis skal vi tage den tid fra? Hvilket byråd afsætter penge til adgangen til forskningsdatabase? Hvor vi tidligere har kunnet dykke målrettet ned i forskning, guidet af NKR, står vi nu med det store bølgende og brusende hav af forskningsartikler foran os.
Samtidig bliver argumentet for behandlingsvalget ikke ensrettet nationalt. Hver enkelt kommunes valg af behandlingstilbud vil afhænge af ledere og udviklingsterapeuters egne argumentatoriske evner og viden. Der er ikke længere en opdateret national retningslinje at pege på, når der skal træffes budgetmæssige valg og foretages prioriteringer. Det risikerer at skabe uens praksis og behandlingskvaliteter på tværs af kommunerne. Vi kan spørge os selv: Er det i virkeligheden det, vi ønsker at opnå for at fremtvinge en individuel og fleksibel tilgang i sundhedsvæsenet?
Hvem skal sikre fagligheden? Skal det overlades til den enkelte person som en hobby? Som vi ser det, må vi i højere grad styrke samarbejdet med relevante organisationer, universiteter og forskningsinstitutioner og regioner. Det ser nemt ud på skrift. Men hvem sætter sig for bordenden i de nationale netværk, vi allerede har etableret?
Vi vil foreslå, at de faglige foreninger træder frem nu: Vi har brug for, at Danske Fysioterapeuter og Ergoterapeutforeningen indtager deres plads for bordenden og bidrager til at løfte den brede viden i den fysioterapeutiske- og ergoterapeutiske faglighed.
Svar fra:
I peger på et vigtigt problem, som vi arbejder på at løse! Danske Regioner oprettede i foråret ‘Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut’, nedlagde Behandlingsrådet og lagde Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram ind under det nye institut. Målet er at ‘prioritere opgaver ud fra nyeste viden om, hvad der virker’. Instituttet skal samarbejde med Lægeforeningen og De Lægevidenskabelige Selskaber og støtte de lægefaglige specialers arbejde med at udarbejde kliniske retningslinjer.
Danske Fysioterapeuter har sammen med en række andre sundhedsfaglige organisationer og faglige selskaber kritiseret det nye system. Vi er enige i, at prioritering i sundhedsvæsenet naturligvis skal bygge på grundige og dybdegående gennemgange af evidens. Men det er helt skævt, at kliniske retningslinjer skal udarbejdes monofagligt. Regionerne burde i stedet sikre, at større prioriteringsdagsordner, der berører flere faggruppers arbejdsområde, tager udgangspunkt i tværfaglighed. Det fortsætter vi med at presse på for. Vi mener også, at medarbejdere skal have tid til at opdatere sig i løbet af arbejdsdagen. Den del tager vi ved overenskomstbordet og på den enkelte arbejdsplads.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.
