Når generation Z rammer arbejdspladsen

Hos Fraktionen af Kliniske Undervisere i Fysioterapi har der netop været årsmøde. Temaet var ‘Præstationskultur i klinisk undervisning’, og baggrunden var klar. Flere og flere af de kliniske undervisere, som er organiseret i fraktionen KFUF, oplever, at nogle af de studerende har store udfordringer med sig i bagagen, når de kommer i praktik.

Det billede kan Lars Engelst Petersen, der er klinisk underviser på Regionshospitalet Randers og formand for Fraktionen af Kliniske Undervisere i Fysioterapi, sagtens genkende.

Lars Engelst Petersen vejleder fire studerende ad gangen gennem praktikforløbene på Regionshospitalet Randers og oplever, at i gennemsnit en ud af fire studerende har en udfordring med sig i bagagen – ADHD, angst, depression eller lignende. Det stiller nye krav til de kliniske undervisere, der skal oplære de unge.

Unge med mange bolde i luften

“Der er mange, der beklager sig over de unge. Det gør jeg ikke. Jeg synes, de er søde, motiverede og dygtige unge mennesker, som gerne vil gøre det så godt som muligt. Men de har rigtig mange bolde i luften og er vant til at skulle være perfekte og skulle præstere hele tiden. Det skulle jeg ikke, da jeg var ung,” siger han og fortsætter:

“Unge skal helst være perfekte på Instagram og få 12 i karakter i skolen. De stræber efter noget, der ikke er opnåeligt, og det er selvsagt svært. Det er min generation, der har været med til at skabe vilkårene for de unge, og derfor nytter det ikke noget at pege fingre ad den nye generation, når vi møder dem på praktikstederne. Min generation må tage ansvaret på sig og være nysgerrig på de unges vilkår,” siger Lars Engelst Petersen.

Opmærksomheden på vilkårene for den nye generation af fysioterapeutstuderende fylder i dag en del i de kliniske underviseres arbejde, og Lars Engelst Petersen oplever, at mange af hans kolleger er i vildrede med, hvordan de skal komme de studerende med særlige udfordringer i møde.

“Nogle af mine kolleger har svært ved at være i det. Hvis de sidder overfor studerende, der er handlingslammede, kræver det ekstra resurser, fordi de skal have ekstra opmærksomhed, og det kan være belastende. Det kræver nye kompetencer, og det prøver vi vedvarende at imødekomme ved at arrangere kurser og arrangementer om emnet, så vi bliver bedre til at møde de unge mennesker,” siger Lars Engelst Petersen.

Lars Engelst Petersen mener, at man kommer længere med nysgerrighed end fordømmelse, når han møder studerende, der griber arbejdslivet anderledes an, end han selv er opdraget til.

“I min aldersgruppe kan man nogle gange godt undres over de unges opførsel. Men jeg prøver at kanalisere det over på nysgerrighed og kan for eksempel spørge: ‘Det var en anderledes måde at gå til opgaven på, end jeg havde forventet. Hvordan kan det være, at du vælger at gribe det an på den måde?’ Jeg skal passe på med ikke at være forstenet. Men vi har selvfølgelig også eksempler på, at studerende rammer ved siden af skiven og smækker benene op på skrivebordet eller lægger sig på briksen. Der skal man naturligvis være tydelig med, hvad det vil sige at have en uniform på,” siger Lars Engelst Petersen.

Sætte sig selv i spil

Lars Engelst Petersen oplever, at mange af de unge studerende er præget af en perfektheds- og nulfejlskultur, som de forsøger at leve op til. Derfor forsøger han at vise, at han selv er en person, der kan begå fejl.

“Man kan for eksempel afdramatisere et praktikforløb ved at sætte sig selv i spil: ‘Selvom jeg har en stilling som klinisk underviser, er jeg ikke verdensmester i fysioterapi’. Med det udsagn kan man vise sin egen utilstrækkelighed,” siger han.

Der kan også være studerende, som har et meget målrettet fokus på eksamener. Det fokus vil Lars Engelst Petersen meget gerne ændre.

“Jeg synes, der er for meget kontrol og for lidt tillid i uddannelsessystemet. Hvis jeg kunne ønske mig en ting, skulle det være, at man skar lidt ned på kontrollen af de studerende via eksamenerne. På femte semester har vi for eksempel en praktik på syv uger, som afsluttes med en eksamen. Men de studerende har så stort fokus på den, at det fylder det meste af deres opmærksomhed under forløbet, og derfor er den eksamen en meget dårlig ide. Man skal huske på, at de studerende samtidig skal lære en ny arbejdsplads, nye kolleger, ny klinisk underviser og nye opgaver at kende. Når alt det skal opfyldes, bliver der ikke plads til ret meget ‘fri leg’ og læring,” siger Lars Engelst Petersen.