Vi taler for lidt om sårbarhed på studiet

Som fysioterapeutstuderende skal man helst have en lidt hård facade, der udstråler, at man har styr på sit shit – lever sundt og går i fitness fem gange om ugen. Når studerende fra andre uddannelser ser os komme gående på gangen, får vi indimellem kommentaren: ‘Det er nemt at se, at dér kommer fysserne’. Jeg har snakket med nogle af mine medstuderende om, hvorfor vi mon har det image.”

Hvordan stemmer det selvsikre udtryk overens med dit selvbillede?

“Ikke ret godt. Jeg lider både af eksamensangst og præstationsangst og har rigtig store forventninger til mig selv. Jeg er underlagt det perfekthedsbillede, som er fremherskende i dag.”

Hvordan kommer det til udtryk?

“Da jeg var ude i min første lange praktik på 4. semester, oplevede jeg det meget angstprovokerende at skulle møde borgerne, fordi jeg stod med et ‘rigtigt’ menneske, der havde et problem, som jeg skulle hjælpe med at løse. Jeg var meget opmærksom på, om jeg gjorde det rigtige. Hvad tænkte borgeren og den kliniske vejleder? Er det mon noget lort, jeg laver? I praktikken er det ikke muligt at få samme feedback, som man kan få i fred og ro med sin underviser på skolen.”

Hvor meget af det her handler om en perfekthedskultur?

“Jeg mærker presset i stigende grad. Hos mig kommer det til udtryk ved, at jeg helst ikke vil begå fejl, selv om jeg godt ved, at der ikke er noget galt i at begå fejl. På sociale medier ser jeg en masse billeder, der viser det perfekte facit, og så tænker jeg, at det er det ideal, jeg skal leve op til. Hvis jeg har set, hvordan man taper en fod op, er jeg meget bevidst om, at det er sådan, det skal gøres. Jeg tør ikke kaste mig ud i en anden løsning, der måske passer bedre til den problematik, jeg står overfor.”

Hvordan kom du igennem praktikken?

“Som ugerne gik, blev det bedre. Efterhånden hvilede jeg mere i rollen. Jeg fik bedre fornemmelse for den procedure, jeg skulle gennemføre, når jeg mødte borgerne. Det blev faktisk rart at være i praktik, og efterhånden følte jeg mig som en del af fællesskabet – som en rigtig fysioterapeut. Mit problem er, at jeg i udgangspunktet har et lavt selvværd. Det er noget, jeg arbejder med, og jeg har på fornemmelsen, at det er et livslangt projekt.”

Du fortæller mig åbent om din sårbarhed. Gør du det samme på uddannelsen?

“Når jeg sidder ved frokostbordet i kantinen, er den fremherskende tone, at man som fysioterapeutstuderende har styr på sagerne. For nogen er det tabu at være sårbar, og jeg lader heller ikke selv min sårbarhed strømme ud over det hele. Hvis jeg fortæller om det, ender det ofte med, at der bliver joket lidt med det, og så skifter man hurtigt emne og taler om noget andet. Men der er også nogen, der støtter op og siger, at man ikke skal kunne det hele.”

Du har lavt selvværd, eksamens- og præstationsangst – hvordan har du det egentlig med at gå på uddannelsen?

“Hvis ikke jeg skulle læse til fysioterapeut, ved jeg ikke, hvad jeg ellers skulle studere. Lige siden folkeskolen har jeg vidst, at det var den vej, jeg skulle gå. Jeg arbejder med mine udfordringer, og i dag har jeg for eksempel snakket med en rådgiver på skolen om, hvordan jeg lærer at håndtere min eksamensangst.”

Hvordan har du det med at stille dig frem i bladet og fortælle om din sårbarhed?

“Da jeg hørte, at bladet efterlyste de studerendes synsvinkel på emnet, syntes jeg, det var superfedt, og det ville jeg gerne være med til at sætte fokus på. Jeg har naturligvis lidt sommerfugle i maven over at skulle stå frem, men jeg har fået opbakning fra mine studiekammerater. De støtter mig i, at det er et gennemgående problem, at vi taler for lidt om sårbarhed på studiet.”