Vi hører de forkerte succeshistorier

Vi ser en generel samfundstendens med flere og flere unge mennesker, der har erkendte diagnoser. Men vi ser også rigtig mange unge mennesker, som slår sig på at skulle præstere i alle arenaer af livet: Du skal være en god ven, du skal være i god form, du skal gå op i miljøproblematikken og så videre. Det skaber en utilstrækkelighedsfølelse hos mange unge,” siger psykolog Maria Sejer Storgaard fra Studenterrådgivningen, der er en landsdækkende organisation, der yder gratis social og psykologhjælp til studerende på videregående uddannelser.

Hun tør ikke kaste sig ud i en sikker analyse af, hvad der er årsagen til den stigende mistrivsel blandt unge, men vil godt give et bud.

“Det handler uden tvivl om den kultur, der er opstået med udbredelsen af sociale medier. Hvis man kigger på, hvilke succeshistorier der bliver fortalt på de sociale medier, så handler de ofte om Sofus, der kom ud fra gymnasiet med et snit på 12, eller om Søren, som ikke fik en gymnasieuddannelse, men til gengæld åbnede sit eget firma og nu har otte ansatte. Vi hører aldrig historien om den fysioterapeutstuderende, der fik middelkarakter, er vildt glad for sin uddannelse og rigtig gerne vil ud at arbejde på et plejehjem, når eksamensbeviset er i hus. Det er også en succeshistorie, men vi hører den bare ikke. Det er superærgerligt,” siger hun.

Trivslen til debat

Studenterrådgivningen rådgiver – foruden studerende – også kliniske undervisere og undervisere på professionshøjskolerne om, hvordan de skal takle det stigende fokus på studerendes mistrivsel.

Maria Sejer Storgaard holdt oplæg på årsmødet for Fraktionen af Kliniske Undervisere i Fysioterapi, hvor netop mistrivsel blandt fysioterapeutstuderende i praktik var til debat. De senere år har Studenterrådgivningen haft et særligt fokus på samarbejde med de kliniske uddannelsessteder på grund af de studerendes psykiske udfordringer og mistrivsel.

Smagsprøve på voksenlivet

Maria Sejer Storgaard anbefaler både undervisere og kliniske undervisere at møde den nye generation studerende med nysgerrighed, tålmodighed og forventningsafstemning. Studerende vænner sig ikke til hverdagen på praktikstedet med et trylleslag.

“Når jeg underviser kliniske vejledere, minder jeg dem om, hvad det er, de beder de studerende om. De kliniske undervisere kan have de bedste intentioner om at invitere de studerende ind på arbejdspladsen og blive en del af det nye fællesskab så hurtigt som muligt, men så spørger jeg: ‘Hvor lang tid tog det dig selv at blive komfortabel, da du sidst begyndte på en ny arbejdsplads?’ De fleste svarer ‘omkring tre måneder’. Det sætter praktikken i relief, for forløbet aktiverer alle mulige følelser. Det er spændende, lærerigt og nyt, men også angstprovokerende. For de studerende er det en smagsprøve på voksenlivet,” siger Maria Sejer Storgaard.

Samtidig oplever hun, at Generation Z har brug for mening og forudsigelighed i praktikken. Det stiller særlige krav til de kliniske undervisere.

“Studerende har generelt brug for at vide, hvad meningen er med de opgaver, som de bliver sat til i løbet af et praktikforløb. Derfor kan det være en god ide at forberede dem på det. Det kan man for eksempel gøre ved at indlede dagen på praktikstedet med et møde, hvor det bliver forklaret, hvad der skal ske i løbet af dagen og hvorfor. Man kan italesætte nogle af de udfordringer, praktikanterne vil møde. For eksempel det at skulle røre ved en patient. Det kan jo være enormt grænseoverskridende, og de studerende kan blive bange for at gøre noget forkert,” siger Maria Sejer Storgaard.

Hun peger på, at den nye generation af unge vokser op med helt nye input, som præger deres liv og færden. Nye samfundstendenser som MeToo og samtykkeerklæringer kan påvirke deres syn på, hvordan man rører ved en patient, og for kliniske undervisere og undervisere ligger der en stor opgave i ikke at fordømme, men i stedet være nysgerrige på den nye generations adfærdsmønster.

Udfordrende adfærd

Maria Sejer Storgaard har gennem sin kontakt med kliniske undervisere bemærket, at de nogle gange opfatter den nye generations adfærd som udfordrende.

Hun har hørt om episoder, hvor kliniske undervisere blev irriterede, da en ung studerende under en samtale – tilsyneladende umotiveret – tog sin smartphone frem. Den adfærd kan opfattes som mangel på interesse fra den studerendes side. Men måske er den et signal om noget helt andet, mener Maria Sejer Storgaard.

“Adfærden kan være udtryk for en jeg-gemmer-mig-lige-bag-min-telefon-strategi, fordi det, der er på dagsordenen, er svært at snakke om. I den situation kan man som klinisk underviser spørge nysgerrigt til, hvorfor mobilen skulle findes frem lige nu, i stedet for at lade frustrationen få frit afløb,” siger hun.

Eksamenspres er et af de elementer, der kan være med til at fodre perfekthedskultren, og de nye generationer af unge har i høj grad levet i en test-kultur, påpeger Maria Sejer Storgaard.

“Z’erne er blevet PISA-testet siden de små klassetrin i folkeskolen. Det er en form for præstationskultur, som er indlejret i dem. Og eksamener er uundgåelige. Vi er nødt til at undersøge, om de unge mennesker lærer det, de skal. Men vi er samtidig nødt til at anerkende, at performancepresset skaber vanskeligheder. Jeg møder rigtig mange undervisere, der er frustrerede over det instrumentelle fokus på læring, som de studerende unge har, og hvor hver eksamen bliver vinget af. Den passionerede underviser vil gerne have, at opmærksomheden på testen bliver erstattet af, at de unge går på opdagelse i faget,” siger hun.

De fleste trives

Maria Sejer Storgaard håber, at performancepresset med tiden vil aftage, så studerendes fokus bliver mere nuanceret. Samtidig minder hun om, at man skal tage sig i agt for dommedagsprofetier om Generation Z’s fremtid.

“I hele snakken om mistrivsel er det vigtigt at holde fast i, at et flertal af de unge har det fint og trives godt i tilværelsen.”