Fodboldtræning mod bivirkninger af kastrationsbaseret endokrin behandling af prostatakræft

MED CA. 750.000 nye tilfælde om året er prostata- kræft den mest almindelige kræftform hos mænd i udviklede lande. Kastrationsbaseret endokrin behandling (androgen deprivations-terapi, ADT) spiller en vigtig rolle i behandlingen, og ca. halvdelen af alle mænd diagnosticeret med prostatakræft behandles med ADT. Formålet med ADT i kombination med strålebehandling er enten helbredelse eller lindring. Der er store bivirkninger forbundet med ADT inklusiv tab af muskel- og knoglemasse, øget fedtmasse, forringet fysisk formåen og øget forekomst af knoglebrud1. Til trods for at konditions- og styrketræning har vist sig at kunne modvirke nogle af disse bivirkninger2, er mænd med prostatakræft overvejende fysisk inaktive, og der efterspørges nye tilgange til livstilsinterventioner. På denne baggrund gennemførte vi et kontrolleret lodtrækningsforsøg, FC Prostata-RCT, med det overordnede mål at undersøge gennemførligheden og effekten af fodboldtræning for mænd med prostatakræft i ADT3.

57 patienter, der havde været i endokrinbehandling i mindst 6 måneder for lokalt udbredt eller udbredt (metastaseret) prostatakræft, blev randomiseret til enten en fodboldtræningsgruppe (FTG) eller en standard-behandlingsgruppe (KON). Ved forsøgets start og efter 12 og 32 uger undersøgte vi deltagernes kropssammensætning, markører for knogleomsætning, knoglemineral-indhold (BMC), knoglemineraltæthed (BMD), muskelstyrke, maksimale iltoptagelse (VO2-max) samt parametre for fysisk formåen med bl.a. trappegang, rejse-sætte-sig test, hoppehøjde og balance. Det primære effektmål var forskellen mellem FTG og KON, hvad angik den gennem- snitlige ændring i muskelmasse fra forsøgets start og til opfølgning efter 12 ugers intervention. Aktivitetsprofilen og intensiteten under træning blev overvåget med GPS-enheder og pulsmålere. Deltagere i FTG blev tilbudt fodboldtræning i 45- 60 minutter 2-3 gange om ugen i de første 12 uger og 2 gange om ugen i 1 time i de næste 20 uger. Fodboldtræningen foregik på små baner med 5-7 spillere på hvert hold. Deltagerne i KON blev tilbudt fodboldtræning efter de sidste opfølgende målinger ved 32 uger.

Fremmøde, intensitetog utilsigtede hændelser

Deltagerne i FTG havde et højt fremmøde til træningssessionerne i de første 12 uger (77%) og et lavere fremmøde i de efterfølgende 20 uger (46 %). Den gennemsnitlige puls under træning var ca. 85 % af maksimalpulsen og i en fjerdedel af træningstiden var pulsværdierne over 90 % af maksimalpulsen4. I forbindelse med træningen fik fem deltagere i FTG muskuloskeletale skader, der blev håndteret konservativt, herunder to tilfælde af brud på fibula. Efter konservativ behandling genoptog tre af de skadede spillere træningen, mens en forlod projektet, og en blev ekskluderet pga. perifer neuropati. 

Efter at have trænet i 12 uger udførte deltagerne i FTG ca. 200 accelerationer og 300 opbremsninger samt tilbagelagde en distance på 2,6 km per træningssession.

Positiv effekt af fodboldtræningen

Sammenlignet med KON medførte 12 ugers fodboldtræning en signifikant forbedring af muskelmassen, muskelstyrken4, BMC samt markører i blodet for knogleopbygning. Efter 32 uger fandt vi signifikante forskelle mellem grupperne, hvad angik de gennemsnitlige ændringer i BMD for højre og venstre lårbensskaft samt øvre femur (trochanter, collum femoris og caput femoris) i fodboldgruppens favør. Ydermere iagttog vi efter 32 uger signifikante forskelle mellem grupperne i ændringer i hoppehøjde og trappegang på tid i fodboldgruppens favør.

At hoppe og gå på trapper kræver evnen til hurtig kraftudvikling, og de konstaterede forbedringer efter træningen anses derfor som relevante til at forebygge fald. Evaluering af de fysiologiske krav under træning viste, at fodboldtræningen indebar løb med høj intensitet og talrige accelerationer og opbremsninger, samt at hovedparten af træningen foregik med pulsniveauer over 80 % af maksimalpulsen. Fem skader i fodboldgruppen giver anledning til overvejelser om sikkerheden i fodboldtræning og understreger behovet for at indarbejde skadesforebyggelse i træningen til denne målgruppe. Risikoen for skader opvejespotentielt af de observerede forbedringer i fedtfri kropsmasse, knoglemineraltæthed og fysisk formåen, som på sigt kan medvirke til at forebygge fald og knoglebrud.

Perspektiver og fremtidig forskning

Fremtidige studier bør undersøge effekterne og sikkerheden ved fodboldtræning yderligere og tillige indsamle oplysninger fra de mænd, der fravælger fodbold, for dermed at give et bedre grundlag for at kunne bedømme potentialet for udbredelse af fodboldtræning til mænd med prostatakræft. Effekten af fodboldtræning på fysisk formåen og knoglesundhed efter 32 uger indikerer, at fodbold også kan være relevant for andre grupper af kræftpatienter, der oplever forringelse af disse parametre som følge af deres behandling, herunder kvinder, der modtager kemoterapi for brystkræft. Såfremt fremtidige studier viser sig succesfulde, kan fodbold blive et vigtigt supplement til behandlingen af prostatakræft samt en livsstilsintervention, der kan benyttes til kræftoverlevere generelt. Med henblik på at understøtte fastholdelse af træning blandt mænd med prostatakræft generelt gennemføres aktuelt en landsdækkende undersøgelse (FC Prostata Community). Undersøgelsen skal afdække effekten af klubfodbold hos en bredere målgruppe af mænd med prostatakræft og involverer uddannelse af frivillige trænere samt udvikling af en bæredygtig model for implementering og udbredelse af foreningsidræt i patientrettet forebyggelse5.