Portræt: Tæt på lykkelig

Janne Sørensen har prøvet, hvad det vil sige at redefinere sig selv. Det gjorde ondt, og reelt gik der et par år, hvor hun græd virkelig, virkelig mange tårer og måtte igennem et reelt sorgarbejde.

I dag har hun lagt det bag sig, men er helt åben om sin livskrise, der hverken skyldtes skilsmisse eller sygdom. For bortset fra et meget dramatisk styrt fra en hest som attenårig, hvor Janne Sørensen faldt ned og brækkede ryggen så eftertrykkeligt, at ’der var 15 fissurer på røntgenbilledet af ryghvirvelsøjlen’, har hun nærmest aldrig fejlet noget alvorligt eller haft kriser i sit liv.

”Men da jeg på grund af nedskæringer mistede mit job på Center for Hjerneskade på Københavns Universitet på Amager, fik jeg, hvad man må kalde en lille livskrise. Jeg var så overbevist om, at jeg skulle arbejde på Center for Hjerneskade resten af mit liv. Jeg elskede det job, kollegerne var fagligt dygtige og inspirerende, så man følte hele tiden, at man var ansat på den vigtigste arbejdsplads i landet. Men flytningen af opgaver efter kommunalreformen betød, at vi skulle skære 60 procent af staben fra. Og som mellemleder var det mit job at prikke kolleger i den første fyringsrunde, hvilket er nær sagt en umulig opgave. Hvordan skal man vælge, hvem der er ude, og hvem der er inde, blandt super kompetente medarbejdere? Jeg havde jo ikke lyst til at fyre nogen som helst, for man ved bare, at det ikke kan undgås at ramme patienterne i sidste instans”. 

Janne Sørensen prikkede alligevel. I alt blev der afskediget 37, for hende som centerets andre ledere var formålet at forsøge at ’redde’ stedet ved at skære ned. ’Det var en grim proces’, som hun siger, og efter flere års turbulens kom fjerde fyringsrunde, hvor hun endte med selv at blive fyret. 

”Det lyder dramatisk, men det var det egentlig ikke. Det kom ikke som nogen overraskelse, og jeg ville også selv peget have på mig, da det først kom dertil, men alligevel gør det da ondt. Det er fagligt og menneskeligt ærgerligt, siger Janne Sørensen og lyser op i et stort smil, der står i kontrast til ’øv-tiden’.

Opdagede nye sider hos sig selv

Janne Sørensen er ikke bitter. Hun er ifølge sig selv ’alt for flyvsk’ til at være nede ret længe ad gangen og vil gerne handle sig ud af problemerne. Alligevel ser hun de svære år efter Center for Hjerneskade som et til at begynde med uvelkomment wake up call, som siden viste sig at føre meget godt med sig. Blandt andet opdagede Janne nogle sider ved sig selv, hun ikke ville have fået øje på ellers. ”At jeg er god til børn, f.eks”.

I dag er hun på andet år ansat i Børneterapien i Gentofte Kommune, selvom børnefysioterapi ikke stod øverst på listen, da hun begyndte at lede efter et nyt job.

”Det viste sig at være lige mig. Til gengæld har jeg erkendt, at jeg aldrig skal være leder igen. Og jeg skal heller aldrig sidde foran en skærm hele dagen uden patienter og uden kolleger omkring mig, det gør mig ked af det. I perioden fra jeg forlod Center for Hjerneskade og kom ud til Børneterapien, var jeg ansat som visitator i kommunalt regi, og det var helt forkert. I dag er jeg tæt på lykkelig hver evig eneste dag, når jeg tager på arbejde”, siger Janne Sørensen, som først og fremmest har erfaret én ting:  

”Jeg er fysioterapeut. Når man ryger ud i en krise, og som næsten 50-årig skal gøre sit liv op, tænker man selvfølgelig: Hvad så nu? Jeg fandt ud af, at jeg har valgt rigtigt fagligt. Efter 28 år synes jeg stadig fysioterapi er det eneste rigtigt spændende”, siger hun og supplerer: ”Jeg har aldrig fortrudt min uddannelse”.

Janne Sørensen kan huske på dato, hvornår hun tog beslutningen om at søge ind på fysioterapeutskolen.

”Det var den 21. oktober 1980, på min attenårsfødselsdag. Jeg lå i en hospitalsseng med brækket ryg efter det famøse fald fra hesten. Den fysioterapeut, der var på afdelingen, var nærmest den eneste, der så mig, og som gjorde noget for at få mig på benene igen. Hun har vel tænkt ’hallo, der ligger altså en ung pige lige her, som er vant til at ride og bruge sin krop aktivt hver dag, nu skal hun i gang med træne, hvis hun skal komme sig hurtigt’. Det var helt rigtig set, og sådan ville jeg netop også selv tænke”. 

Børn er uinteresserede i fremtiden

Allerede til ansættelsessamtalen i Børneterapien vidste Janne, at hun var gået rigtigt i byen. Det kunne hun mærke, da hun mødte sine kommende kolleger, der både tæller fysioterapeuter og ergoterapeuter:

”De var mødt talstærkt op, skal jeg ellers love for. Jeg tror, de var seks med til ansættelsessamtalen udover stedets fantastiske leder. Da jeg gik derfra, vidste jeg, at det job, ville jeg bare have. Jeg sad på en cafe i Helsingør, hvor jeg bor, da de ringede og sagde, at det var mig, de havde valgt – og så græd jeg, så min veninde troede, at jeg havde fået afslag”.

Siden er Janne ikke holdt med at smile. En afgørende forskel på at arbejde med børn i forhold til voksne er, at børn ikke kan ’snyde-motiveres’. 

”Til en voksen med hjerneskade efter en apopleksi kan du sige: ’Hvis du er smart og træner sådan og sådan, selv om du ikke gider, vil du kunne så meget mere til næste sommer’. Det får du aldrig børn til. Børn er uinteresserede i fremtiden, til gengæld kan du få dem til alt, hvis du leger det ind. Hvis du som børnefysioterapeut eller -ergoterapeut ikke kan få træningen til at fungere, er det din egen fejl, så har du ikke gjort dit arbejde godt nok. Motiverede børn kan du få til alt”. 

Ifølge Janne Sørensen er børnefysioterapi stadigvæk ikke lige så prestigefyldt, som om det hun har beskæftiget sig med før, men det kommer, er hun sikker på. 

”Prestigen skal nok indfinde sig, det er kun et spørgsmål om opmærksomhed og forskning på området. Vi er helt aktuelt i gang med en ’cykelcamp’ i Børneterapien, hvor vi måler effekten af en uges intensiv cykeltræning på en gruppe børn i forskellige aldre og med forskellige handicaps og udfordringer. Det er sådan noget, der gør en forskel, både fordi det viser sig at være markant, hvad man kan opnå, og fordi der kommer dokumentation ud af det”, forklarer Janne Sørensen.

”I øvrigt er det vildt, som jeg kan mærke på min krop, at jeg arbejder med børn – og bruger mig selv fysisk på en helt anden måde. Det er jo noget med at kravle rundt på gulvet, ned og op og i de mærkeligste stillinger. F.eks. har jeg haft et forløb med en dreng, der er født for tidligt, og som har CP med påvirkning af højre arm og ben, der har betydet, at han aldrig fik kravlet, og så skulle han lære at gå med det kraftløse ben. Ham har jeg siddet bagved, mens han har gået på løbebånd en halv time og skubbet det ene ben frem, for at udnytte gangrefleksen og give ham kraft og balance nok til at gå. Han kommer tre gange om ugen, og når han løber ned ad gangen og får øje på mig, råber han: ’Janne, jeg elsker dig’. Hvor mange er så heldige på deres job?” 

Janne Sørensen har ud over sit arbejde med børnene også lavet sit eget træningsfirma, Formel 76, sammen med Francois, som hun kender, fordi de begge har arbejdet som undervisere i Helsingørs lokale fitnesscenter.

”76 står for det år, hvor Francois er født, og ’Formel’ står for den træningsstil, som vi har udviklet sammen, en kombination af Francois’ ret eliteprægede træning, som er målrettet triatleter, folk, der vil lære at svømme i havet, eller som har et ambitiøst mål med deres træning. Det kan såmænd også være vægttab. Jeg tager mig af det ’bløde’ som efterfødselstræning og let løbetræning og styrketræning af kunder, der f.eks. har nogle fysioterapeutiske issues, der har godt af at være under ekstra opsyn. Vi plejer at sige, at Francois laver skaderne, og jeg reparerer dem”.

Har solgt faget til børnene

Janne Sørensen er blev uddannet fra Næstved-skolen i 1988, hvor hun mødte sin mand Jesper, der også er fysioterapeut og arbejder på en klinik på Østerbro ’når han ikke cykler! ’. Han er rigtig cykelrytter og blev  nummer 7 i VM.  De to har været gift i 23 år og har to sønner og en datter, og den ældste søn Daniel blev færdig som fysioterapeut i sommer.

”Det siger igen noget om, hvor meget vi som forældre har ’solgt’ faget til vores børn, som noget, der er værd at bruge hele sit arbejdsliv på. De to andre har ikke valgt studievej endnu, men de er begge fysisk aktive og udadvendte. Vores mellemste søn spiller professionel fodbold for Brønshøj, og vores datter arbejder i fitnesscenteret Charlottehaven på Østerbro”, fortæller Janne og kigger ned på sine sko, da hun ser, de har fanget interviewerens blik. Hun er mødt op i en italiensk herresko i to farver med meget spidse snuder: 

”Jeg købte dem sammen med en veninde i Bologna, og ja, jeg er skofetichist. Det har de haft meget skæg ud af på mine forskellige arbejdspladser. Normalt går fysioterapeuter på arbejde i løbesko, og Finn Boisen-Møller ville sikkert stå af, hvis han så de her spidse sko. På den anden side ved han jo ikke, at man altid køber spidse sko to numre for store. Jeg kommer aldrig til at gå i andefødder, fordi det er fornuftigst”.

Når Janne skal ud med sin mand, kan hun sagtens finde på at tage stiletter på, selv om ’Jesper ligner en cirkusdværg’, som hun siger – men på en sød måde. Ekstroverte Janne og introverte Jesper er nemlig på alle måder et godt par.

”Jeg har ikke tænkt på det før. Men rent hypotetisk kunne man jo godt forestille sig, at et ægtepar, hvor begge har samme faglige baggrund, ville konkurrere med hinanden. Men for os er det tværtimod. Vi supplerer hinanden, også der. Jesper er grundig og undersøger alt, jeg vil helst bare handle”.