Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Hva' er det, han siger?

LEDER / Går Formand Johnny Kuhr til angreb på sine egne medlemmer, når han går offentligt ud med udtalelser som "genoptræningen halter i kommunerne"? Nej, det er alene en kritik af de vilkår, patienter og fysioterapeuter bliver budt, svarer han i denne lederartikel.
Genoptræningen halter i kommunerne. Sygehusene svigter genoptræningen. Sådan har det lydt i aviserne gennem de seneste par år – og mange gange har Danske Fysioterapeuter været citeret i artiklerne. Er det et angreb på medlemmerne af denne forening? Er det fysioterapeuternes formand Johnny Kuhr, der går i flæsket på sine egne? Nej, naturligvis ikke, men det opfattes ofte sådan af en del medlemmer. Derfor denne leder om det at sætte sundhedspolitisk dagsorden.

Vores fag er langt mere i vælten og genstand for betydelig mere omtale end nogensinde før. Vi skal i lighed med andre faggrupper, ikke bare i sundhedssektoren men på hele velfærdsområdet, kæmpe om de ressourcer, der stilles til rådighed af politikerne. Det er ikke en opgave, som den enkelte fysioterapeut kan påtage sig alene. Bare tænk på den presseprofil, som Dansk Politiforbund har. Politiet har med stor dygtighed formået at vise politikerne, at korte responstider og godt politiarbejde forudsætter tilstrækkelige ressourcer. Dén debat handler ikke om den enkelte betjent – men om vilkårene for hele politiet.

Det kan vi fysioterapeuter lære af: For det er ikke et angreb på fysioterapeuters faglighed, når foreningen dokumenterer, at alt for få fysioterapeuter er blevet uddannet til de nye opgaver, der fulgte med kommunalreformen. Det er derimod en kritik af de politikere, der tror, at fagligheden kan spises af med et kursusbudget på 200 kr. pr. medarbejder pr. år. Det er heller ikke et angreb på fysioterapeuters omsorg for patienterne, når foreningen sammen med andre foreninger viser, at den vedligeholdende træning bliver lavere og lavere prioriteret. Det er en kritik af de politikere, der glemmer fru Hansen, fordi hun bare sidder stille hjemme i sin stol. Og det er slet ikke et angreb på fysioterapeuternes kunnen, når foreningen kritiserer, at der skrives for få genoptræningsplaner.

Det er en kritik af de politikere, der ensidigt fokuserer på antallet af operationer, og af de læger, der er med på den galej og glemmer, at vilkårene for udarbejdelse af gode genoptræningsplaner også skal være til stede.

Når jeg på foreningens vegne lader mig interviewe om den faglige kvalitet, de organisatoriske forhold og patienternes ve og vel, er det altid med fysioterapeuterne for øje. Sagen er jo den, at hvis vi skal fremme
fysioterapeuternes arbejdsvilkår og sørge for, at vores arbejde er præget af kvalitet og bliver påskønnet præcis lige så højt, som patienterne fortjener det, så er vi nødt til at deltage i den politiske debat.


Formand for Danske Fysioterapeuter
Johnny Kuhr