Næste gang vil jeg ikke vente så længe

Af freelancejournalist Dorthe Olander Pedersen

Fysioterapeut Bo Juncker tog i 2006 en chance: Han fortalte en patient på klinikken om den idé, han havde gået med i over fem år. Det generede ham, at der var så mange forskellige vippebrætter og så alligevel ikke et, der kombinerede de krav, man burde stille til det. Så han ville lave et, der kunne det hele. Patientens svar blev lige præcis det, der satte skub i hele processen:

”Bo, det duer ikke, du går og fedter med det. På den måde får du aldrig lavet noget. Kom ud til os, så kigger vi på det,” sagde patienten, som er direktør på en plastfabrik i Hasselager ved Århus. Knap halvandet år efter stod Bo Juncker med et nyskabende vippebræt, der skulle sælges verden over. I dag bruger han hver tirsdag enten på lageret, hvor han samler og shipper vippebrætter over hele verden. Eller på kontoret, hvor han prøver at finde nye kunder og ordne det administrative. En guldrandet forretning er det endnu ikke blevet. Men det har været fantastisk sjovt og en god læreproces, siger Bo Juncker.

Vippebrættet:
- en idé der er udviklet, produceret og finansieret af Bo Juncker, 44 år, fysioterapeut, medindehaver af Frederiksbjerg Fysioterapi, Århus. Vippebrættet samler alle funktioner og sværhedsgrader i ét vippebræt.

Købmanden:
"Jeg har udviklet et sandt købmandstalent. Det har jeg været nødt til at lære hurtigt, for hvis jeg ikke forhandler om priserne i alle sammenhænge, så er der ikke noget tilbage til mig. Som producent er jeg det første led i en lang salgskæde, hvor alle skal tilgodeses, før produktet ender ved de mennesker, der skal have glæde af det. Man skal kunne skabe kontakt, tale med folk, sælge og overbevise.

Det faglige indhold i produktet er jeg ekspert i. Men når det gælder markedsføring, køb af råvarer, shipping og alt muligt andet, så står man som en treårig og famler sig frem. For eksempel fandt jeg ud af, at man ikke bare kan sende en sending varer til New Zealand, uden at sikre sig at pallen er gas- eller varmebehandlet. Men det er også det, der gør det spændende og en hel uddannelse i sig selv".

Lageret:
"Jeg har lejet lagerplads på den plastfabrik i Hasselager ved Århus, hvor brættets trinløse justering bliver støbt. På lageret står også selve træskiven i birkefiner. Den kommer sejlende fra Kina på paller med 5.000 brætter pr. palle. Jeg tjekker selv kvaliteten af det hele, samler brætter og stabler på paller til shipping. Nogle gange har jeg familien til at hjælpe mig.

Jeg laver jo det her både for sjov og alvor. Det er en god adspredelse fra arbejdet på klinikken, og så er det en udfordring at se sin gode idé blive til virkelighed".

Kunder:
"En ting er at udvikle et bræt, noget andet er at sælge det. Jeg har haft mange overvejelser om jeg selv skulle sælge brættet eller sætte en agent til det. Min første kunde blev Sportspharma, som jeg havde kontaktet, før vippebrættet var færdigt.

Det har været en stor fordel, at det er mig som fysioterapeut, der har udviklet brættet. Det har givet mig troværdighed hele vejen rundt – og mine grossist-kunder kan bruge det som argument i forhold til deres kunder. Jeg er også sikker på, at det hjalp i banken, da jeg skulle låne penge, at jeg kunne dokumentere og argumentere for, at der er behov for brættet i mit fag og arbejde.

I dag sælger jeg i flere europæiske lande, Australien, New Zealand og Nordamerika. Men det er stadig hårdt arbejde at vedligeholde og skaffe nye kontakter".

Kina:
"Jeg har afsøgt talrige muligheder for at finde de rigtige materialer til vippebrættet. Ikke mindst til pladen. Fra Letland over Polen til Finland har jeg så at sige boret rundt i markederne for træ, men det var alligevel lidt af en tilfældighed, der blev afgørende. En patient, der producerer sko, havde en kontakt i Kina, Kristian hedder han, og han var lynhurtig til at skaffe mig vareprøver.

Et enkelt opkald, og fire dage senere stod jeg med en prøvemodel i birkefiner. Den valgte jeg. Senere rejste jeg selv til Hong Kong og fulgtes med Kristian ind i Sydkina for at se, hvordan forholdene på fabrikken var. Jeg ville sikre mig, at det for eksempel ikke var børn, der sad og producerede under kummerlige forhold".

Mellemstor Audi:
"Da jeg fik vished for, at det rent faktisk var muligt at producere brættet med trinløs justering, gik jeg i banken med mine ideer og tegninger. NU skulle det være. Det var heldigvis i 2007, hvor bankerne stadig var villige til at støtte gode ideer og turde låne penge ud. Der er ingen tvivl om, at det første bræt er langt det dyreste. Derfor har jeg da også investeret, hvad der svarer til en mellemstor Audi.

Det er en forretningshemmelighed, hvor mange brætter jeg sælger. Men det ser fint ud. Udefra kunne det måske se ud, som om det er en guldrandet butik, men det er en ekstra indtægt, og den kommer ikke til at kunne stå alene".

Netværk:
"En del af den tid, jeg sætter af til Wobblesmart, bruger jeg på at udvide og holde mit netværk ved lige. Jeg har fundet ud af, at det er afgørende for succes. Derfor skifter jeg ofte lageret ud med kontoret – det vil sige hjemme i lejligheden – hvor jeg eksempelvis sidder og kontakter forskellige folk i udlandet for at høre, om de vil være med til at sælge brættet. Da bruger jeg netværket.

For eksempel har jeg rejst en del med TeamDanmark og har mødt fysioterapeuter fra hele verden. Dem kontakter jeg og spørger, hvem de normalt ville handle med i deres egne lande og får på den måde en indgang til nye markeder. Trænere har også en enorm kontaktflade, som jeg bruger".

Drømmen:
”Min drøm med brættet har været at sætte et aftryk og udvikle faget - dybest set gik jeg i gang, fordi det i årevis generede mig, at der ikke var ét vippebræt der kunne leve op til alle krav.
Drømmen er selvfølgelig også at gøre det til en økonomisk succes.

Som mange andre fysioterapeuter er jeg den problemløsende type. Det er ikke den eneste ide, jeg har, så jeg vil nok igen prøve at realisere en idé. Næste gang jeg får en god ide, så vil jeg bare komme i gang med det samme og ikke være så bange for at søge hjælp i idefasen.”