Der skal meget mere til

Også fysioterapeut og ph.d. Nina Beyer gav på regionskonferencen sit bud på en af fremtidens store udfordringer: At få skabt mere sammenhængende og effektive genoptræningsforløb.

I DSI’s rapport ”Genoptræning under forandring” havde Nina Beyer fundet følgende to citater fra henholdsvis en leder og en hospitalsterapeut: ”Accelererede forløb betyder, at terapeuternes rolle bliver mere konsulentrollen end behandlerrolle”, og ”Nu er de terapeuter, der bliver på sygehuset mere ekspeditionssekretærer… Det bliver visitation og vurdering”.

Begge udtalelser illustrerer en meget kedelig udvikling, mener Nina Beyer. I betragtning af, hvor meget muskelstyrken reduceres blot i forbindelse med en kortvarig indlæggelse, og hvor meget det på den baggrund betyder at træne de første tre dage fx efter en operation, nytter det ikke noget, at fysioterapeuterne på sygehusene helt helliger sig rollen som konsulenter eller ekspeditionssekretærer, mener hun. Der er absolut stadig brug for fysioterapeuter i behandlerrollen på sygehusene.

Kvalitet kræver mere tid

Nina Beyer har set på, hvordan standardforløbene i forbindelse med genoptræning efter sundhedsloven ser ud i en enkelt kommune. Omregnet til ATA-tid (dvs. den tid patient og behandler er ansigt til ansigt) er der 3 timer pr. patient med hoftenær fratur, 10 timer til en geriatrisk patient med en fraktur, 5 timer til en knæalloplastik og seks timer til en KOL-patient.

”Det er jo fuldkommen latterligt!”, udbrød Nina Beyer på regionskonferencen.
Mens muskelstyrken falder med ca. 20 procent efter en uges sengeleje, skal der tre måneder med tung styrketræning 2-3 gange pr. uge til at genvinde de tabte 20 procent hos ældre. Konditionen falder med 20 procent i løbet af tre ugers sengeleje, men det tager tre måneder med konditionstræning tre gange pr. uge at få den op igen. Så skal der trænes evidensbaseret, skal der trænes meget mere intensivt og i meget længere tid, specielt hos ældre, mener Nina Beyer. Noget andet er, at mange ældre patienter er så svækkede efter et hospitalsophold, at de formentlig skal trænes hjemme for overhovedet at blive i stand til at træne i et træningscenter - et tilbud, som langt fra alle får.

Ifølge vejledningen skal genoptræningsplanerne blandt andet ”sikre relevant information” til behandlerne. Det gør de ikke altid, mener Nina Beyer. Dels er de ofte blevet for standardiserede med afkrydsningsbokse, dels må de ikke indeholde beskrivelse af genoptræning og forventet resultat, og dels vanskeliggør BUM kommunikationen mellem hospitalet og den behandlende terapeut. Nina Beyer opfordrede på konferencen til, at der etableres nye og mere effektive overleverings- og vidensdelingsmuligheder.

Endnu en væsentlig udfordring er det at holde kommunerne fast på lovkravet om forskning og udvikling på genoptræningsområdet. Nina Beyers klare opfordring var, at der på både bachelor-, master-, kandidat- og ph.d.-niveau bør laves projekter, der belyser forskellige dele af genoptræningen. For eksempel er det afgørende at få identificeret subgrupper, der ikke har gavn af standardforløb.
Til slut i sit indlæg satte Nina Beyer en stor streg under ordet implementering. Det nytter ikke at lade det ene projekt afløse det andet, hvis den nye viden aldrig bliver implementeret.