Neurologien rummer det hele

”At komme tilbage til Hammel Neurocenter står højt på ønskelisten”.

For Janni Maan er det slut med klinisk undervisning. Det sidste forløb, modul 12, er overstået, men hun har ikke lagt det bag sig, tværtimod. Hun har i samarbejde med sin bachelorgruppe besluttet, at det er på Hammel Neurocenter, de skal skrive deres speciale, og derefter går jagten ind på drømmejobbet, gerne samme sted.

”Neurologien rummer det hele. En spændende anatomi, men også hele mennesket, hele menneskets familie og hele menneskets omgivende samfund. Det er utrolig meningsfuldt at have med neurologiske patienter at gøre, for man kan virkelig se, at de rykker sig. Men det er også udfordrende, og bestemt ikke for alle”, erklærer Janni Maan, der afsluttede de 10 uger på Hammel med et 10-tal i uddannelsens sidste kliniske eksamen.

Var ikke forberedt på egen reaktion

Janni og hendes tre medstuderende blev fra begyndelsen klædt rigtig godt på til opgaven med en gruppe patienter, hvis problemstillinger var tungere, end dem, de var vant til fra tidligere praktikforløb, fortæller hun. ”Jeg har en baggrund og uddannelse som SOSU-assistent, så jeg var ikke helt grøn. Neurologiske patienter kan være udfordrende på flere planer, for eksempel kan de være lidt agiterede; det har jeg oplevet før, bare med patienter med demens.

Allerede i forløbets anden ugen måtte Janni Maan dog erkende, at hun ikke var helt så prøvet, som hun selv troede. Anledningen var dog ikke en agiteret patient, men derimod en neurologisk svært skadet patient, der faldt om og blev bevidstløs under træning i en Litegait (træningsredskab til gangfunktion, red.).

”Jeg observerede træningen, der blev varetaget af to dygtige, uddannede fysioterapeuter, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det kunne have været mig, der havde stået med det, og det påvirkede mig mere, end jeg havde forventet”.

Oplevelsen blev talt godt igennem, så det er ikke en, Janni bærer med sig. Det er de gode oplevelser, der fylder i hendes bagage fra Hammel, blandt andet mødet med en helt særlig patient.

”En herre der var meget sympatisk og som kæmpede for at genvinde funktion. Hans kæreste sad i kørestol, og han selv var blevet kørt ned og havde haft en usædvanlig lang posttraumatisk amnesiperiode. Men selv her efter et halvt år gjorde han virkelig store fremskridt, bare mens jeg var der. Han gik med mindre og mindre støtte og blev frigivet til at gå med kun én krykke på gangen”.

De andres perspektiv er også vigtigt

Også graden af det tværfaglige samarbejde er en af de ting, Janni Maan fremhæver fra ugerne på Hammel. ”Vi havde et forløb, hvor vi hver især fik en patient sammen med en ergoterapeut- og en sygeplejerskestuderende, og vi skulle så gennemføre både optagelse af anamnese og behandlingen i de tværfaglige grupper. Det var en øjenåbner, fordi faggrupperne har nogle ideer og fordomme om hinanden, som blev udfordret. Fysioterapeuterne har en central funktion på Hammel, så det var rigtig godt også at få de andres perspektiv på og for eksempel få forståelse for, hvorfor det her med hvil er vigtigt, så man ikke bare har i hovedet, at jeg skal nå mit”.

Klinisk underviser: Karina Sinkjær

Er det nogle særligt dedikerede studerende, I møder på Hammel?
Ja, dem der kommer her, har selv ønsket det, fordi de vil neurologien. Jeg har ikke mødt nogen, der ikke syntes, det var spændende, men ind imellem nogle, hvor jeg har kunnet mærke, at det blev nok ikke neurologien alligevel for deres vedkommende.

Hvordan klæder I de studerende på?
Jeg gør meget ud af at udvælge patienter, de kan håndtere selv og forbereder dem på, at de skal have både en plan A og en plan B, inden de går i gang. Og så forbereder jeg dem på, at det ikke er sikkert, de vil føle sig som verdens bedste fysioterapeuter de første par uger. Langt de fleste kommer herfra med en optur, men først efter en nedtur - de første 14 dage synes de ikke, at de kan overføre noget af det, de har lært på skolen.  Men det kan de.

Hvad er det vigtigste, de kan tage med sig herfra?
At have hænder på – det kan man virkelig øve sig i herude. Og så det at få en relation til patienten. Teoretisk er de rimeligt skarpe, og de gider godt at læse, så det er det relationelle, de skal have koblet på.