Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Rollemodel blev professor

Antallet af fysioterapeuter med en ph.d. har rundet 100. Den første var Hans Lund, der netop er blevet udnævnt til professor i Bergen.
Selvom Hans Lund har forladt Danmark og har slået sig ned som professor i Bergen, har han ikke sluppet visionerne for dansk fysioterapeutisk forskning: ”Vi skal gerne over tusind ph.d.’er”, mener han. Foto: Hans Jørgen Bruun.

Det fysioterapeutiske landskab i Danmark har ændret karakter. En af dem, der har raget op i horisonten, Hans Lund, er blevet udnævnt til professor på fuld tid på den norske professionshøjskole ’Høgskulen på Vestlandet’ i Bergen. Han har derfor forladt Danmark og kandidatuddannelsen på Syddansk Universitet, hvor han har været uddannelsesleder siden etableringen i 2011.

Hans Lund var den første, der kunne hæfte en ph.d. på sin uddannelse som fysioterapeut uden at have skiftet spor og være blevet eksempelvis læge først. Og tilfældet vil, at samme Hans Lund var en vejlederne, da fysioterapeut Jane Andreasen i januar i år blev fysioterapeut nummer 100 med en ph.d.

Helt ude i hampen

Hundrede fysioterapeuter med en ph.d. lyder måske ikke af meget, men det er det. Hvis eksempelvis sygeplejerskerne skulle have haft samme udvikling, skulle der, set i forhold til arbejdsstyrken, have været tre gange så mange sygeplejersker med en ph.d., som der er i dag.

Selvom Hans Lund har været med hele vejen, er udviklingen også kommet bag på ham selv, fornemmer man. Først i 2001 kunne fysioterapeuter kalde sig professionsbachelorer, så da Hans Lund i forbindelse med Danske Fysioterapeuters 75 års jubilæum i 1993 blev bedt om at holde et oplæg om en fremtid med en akademisk karrierevej for fysioterapeuter fra bachelor til kandidat til ph.d., lød det i dén grad som fremtidsmusik.

”Jeg syntes nærmest, det var lidt pinligt at skulle tale om noget, der for de fleste lød helt ude i hampen”, fortæller Hans Lund, der på det tidspunkt ikke havde fået sendt sin egen ph.d.-ansøgning ind endnu, og som ikke havde det uddannelsesniveau, der kunne føre ham direkte til det forjættede ph.d.-land.

”Alle dem, der ville noget inden for forskning i firserne, forlod faget”, fortæller han og opremser henholdsvis et par læger, en kultursociolog og en psykolog, der begyndte som fysioterapeuter. ”Deres engagement for faget var og er intakt, men det hjælper jo ikke nogen – de er et andet sted”.

Hans Lund måtte samtidig med ph.d.-forløbet deltage i et ”fördjupningskurs” i Lund i Sverige og følge en række forelæsninger og medicinske øvelser for at få dispensation til at skrive den ph.d., som ellers krævede en master- eller kandidatgrad. Den forsvarede han i 1997, og han blev derved den rollemodel, der tidligere havde manglet i faget: ”Der var sikkert flere, der tænkte, at når Hans Lund kan, kan vi nok også”, som han siger.

Brug for mange flere

Med etablering af magister- og masteruddannelser i Lund og Stockholm få år senere var det ikke længere nødvendigt med en dispensation for at uddanne sig til forskende fysioterapeut. Men turen omkring Sverige var en omvej, og først med etableringen af den sundhedsfaglige kandidat, først i Århus og siden Odense og København, og ikke mindst kandidatuddannelsen i fysioterapi på Syddansk Universitet i 2011, var der skabt det, Hans Lund havde talt om i sit lidt fabulerende indlæg på konferencen i 1993, og som han kalder ”en motorvej til forskning i fysioterapi”.

”Der er en motorvej, og der er et system. Det højner fagets accept, ikke mindst hos vores tværfaglige kolleger”. Hvor mange, der skal ud af den motorvej, er svært at sige, mener Hans Lund, men 100 er i hvert fald ikke nok.

”Selv på nogle af de områder, hvor fysioterapeuter fylder rigtig meget, for eksempel neurologien, er der stadig ikke ret mange ph.d.er. Og det samme gælder for eksempel børneområdet, geriatrien og gynobs-området. Der er brug for mange hundrede flere ph.d.er, hvis vi skal dække alle de områder, hvor fysioterapeuter arbejder. Den måde, fysioterapi udvikles og anvendes på er forskellig fra land til land, så vi kan ikke bare forlade os på udenlandske forskningsresultater, men skal have vores egne forskere med omkring bordet, når der for eksempel udarbejdes kliniske retningslinjer. Vi skal gerne over tusind ph.d.er”.

Og det tal er ikke urealistisk, mener han. ”I hvert fald ikke så urealistisk, som tanken om bare én fysioterapeut med en ph.d. var i 1993”.

Den røde tråd

Med udnævnelsen til professor er Hans Lunds karriere peaket på en måde, som ingen og da slet ikke han selv havde forudset, men alligevel er det, som om den har fulgt en rød tråd: Evidensbasering af praksis.

”Min karriere har ikke været helt efter bogen. Så skulle jeg have fokuseret på min egen forskning i stedet for at fare landet rundt, hver gang en skole havde brug for en, der kunne holde et oplæg om forskning i fysioterapi. Og jeg skulle være gået målrettet efter at blive professor i stedet for at få kandidaten op at stå. Men drivkraften har ikke været karrieren; den har gennem alle årene været evidensbasering af praksis i den brede forstand. Vi kan ikke gå rundt og gøre noget med patienterne uden at vide, om det virker”.

At det blev et ph.d.-projekt med Hans Lunds fingeraftryk, der blev nr. 100 på listen, er et sært sammentræf – ikke mindst fordi, han faktisk ikke har været vejleder på ret mange ph.d.-projekter.

”Jeg er ikke nogen superforsker”, som han siger og affejer beskedent interviewerens udsagn om, at han jo til gengæld har bygget en motorvej:

”Nej, men jeg har måske været med til at bane vejen ved at rydde ud i krattet”.

Nr. 100

Jane AndreasenJane Andreasen troede i mange år, at hendes karriere lå inden for undervisning, men lige så stille gled hun over i forskning.

Nummer 100 på Danske fysioterapeuters liste over fysioterapeuter med en ph.d. er Jane Andreasen, der i januar forsvarede sin ph.d. om den ældre medicinske patient og skrøbelighed som en indikator for genindlæggelse og død.

Jane Andreasen, der er tidligere klinisk underviser og har en master i læreprocesser, er ansat på Aalborg Universitetshospital. Her blev hun i 2003 afdelingens forskningsansvarlige og ”gled lige så stille over i forskning og udvikling”, som hun siger. 

”Havde jeg vidst, at jeg skulle den vej, havde jeg nok ikke taget en læreprocesorienteret master. Men det er nu gået fint alligevel”, siger Jane Andreasen, der har suppleret med kurser i biostatistik.

Oprindeligt havde Jane Andreasen – ”sammen med Hans Lund”, indskyder hun - forestillet sig, at hendes ph.d.-afhandling skulle have handlet om implementering af evidensbaseret klinisk praksis. I stedet blev fokus identifikation, betydning og konsekvenser af skrøbelighed hos akut indlagte ældre medicinske patienter, som hun betegner som et højaktuelt emne.

”Målet er at gå videre med resultaterne og se på mulige interventioner til denne gruppe: Hvad er det, vi skal tilbyde de ældre medicinske patienter, der er i størst risiko? Hvem får en genoptræningsplan, hvem får fysioterapi og ergoterapi, og hvordan sikrer vi overgangene mellem sektorer osv.”

Hun varetager som udviklingsterapeut og forskningsansvarlig på Aalborg Universitetshospital både forskning og udvikling og underviser desuden på kandidatuddannelsen i fysioterapi på SDU.

”Vi vil gerne have synergien mellem forskning og klinisk praksis og dermed sikre, at ny viden kommer patienterne til gode”, forklarer Jane Andreasen, der gerne vil fortsætte med egen forskning.

”Det er det, ph.d.erne primært skal, altså bruge deres viden i relation til forskning. Men også udvikling og uddannelse er væsentlige områder for ph.d.er i fysioterapi. Og at vi bliver flere er en positiv udvikling, som bidrager til udvikling og implementering af ydelserne til borgere og patienter. Men det er væsentligt at samfundet og institutionerne følger med, og at der kontinuerligt skabes job- og karrieremuligheder for ph.d.erne.”

Godt investerede lærepenge

Nina Schriver skiller sig ud ved at have skrevet ph.d. inden for humaniora.

I gruppen af fysioterapeuter med en ph.d., er der nogle, der skiller sig særligt ud af den ene eller den anden grund. En af dem er Nina Schriver, hvis ph.d.-afhandling fra 2003, ”Fysioterapi og læring – betydning af rettethed, relationer, rum og refleksion” tager afsæt i humaniora, og ikke - som stort set alle andre - i naturvidenskaben.

Måske skiller Nina Schriver sig også ud ved ikke at være blevet ph.d. uden nødvendigvis at stræbe efter en stilling som forsker. 

”Jeg var bare meget optaget af at gå i dybden og forstå mere om, hvordan de rammer, som fysioterapeuter anvender og tilbyder, påvirker patienternes læring og bevægelse. Tiden var præget af hele movement science-bølgen, der bragte omgivelser, relationer og motivation i spil som grundlag for en ny måde at forstå, hvad der skaber og medudvikler bevægelse mentalt og fysisk. Egentlig var det et aktionsudviklingsprojekt, jeg havde sat op. Jeg ville undersøge, hvad der skete med patientens læring, hvis vi tog dem med udenfor og gav dem anledning til at drage nytte af relationer mellem hinanden og reflektere over, hvad der var væsentligt for dem. Så var der en, der foreslog, at jeg skrev en ph.d., og så var det det, jeg gjorde”, fortæller hun.

”Jeg kan huske, at Hans Lund sagde ’du skal da være den første danske professor med en humanistisk tilgang’. Men jeg så ikke en stringent forskerkarriere for mig og har aldrig været drevet af at få en position inden for forskning. Jeg har været drevet af de spørgsmål, den nysgerrighed og interesse, der opstod i forbindelse med det, jeg beskæftigede mig med her og nu”. 

Nina Schriver rejste med sin ph.d. i bagagen til Norge, hvor hun i seks år var ansat som forsker på Oslo Universitet og Idrætshøjskolen i Oslo. I dag driver hun dels sin egen konsulentvirksomhed, Movementum, hvor hun blandt andet arbejder med natur og sundhed. Og dels driver hun non-profit organisationen WAWCAS, et iværksætterprogram, der støtter kvinder i fattigdom i at bygge værdige live med egne virksomheder og skolegang for deres børn.

Selvom Nina Schriver dermed ikke for tiden arbejder med forskning, har hun sin ballast fra ph.d.en med sig, både når hun som konsulent hjælper en kommune med at designe et projekt, og når hun hjælper nepalesiske kvinder ud af fattigdom.

”Med ph.d.en har jeg jo fået et helt andet teoretisk afsæt, end jeg havde med mig fra fysioterapien for at forstå, hvad jeg læser, ser og hører indenfor humanistisk baserede diskussioner og for at skabe udvikling, der både er teoretisk og empirisk funderet”.

Blandt de 200 tilhørere til ph.d.-fremlæggelsen tilbage i 2003 var daværende formand for Danske Fysioterapeuter, Johnny Kuhr, fortæller Nina Schriver.

”Han sagde til mig med et lille smil, at han ville håbe, at jeg blev ved med at være fysioterapeut - underforstået, at fokus for min ph.d. på det tidspunkt måske virkede lidt langt fra traditionel fysioterapi. Men tiden har jo vist, at det med natur og den enkeltes drivkraft og meningsperspektiv netop i den grad også er fysioterapi”.

At skille sig ud med en ph.d. inden for humaniora har været ensomt, erkender hun. ”Det var lidt tunge lærepenge, men det har givet mig en ro til at tro på et grundlag og at turde være i det ufærdige, hele tiden på vej mod nye forståelser og indsigter”.

Det er patienterne, der får os til at stille de gode spørgsmål

Steffan Wittrup Christensen var ved at vælge en vej ud af faget, men skiftede mening og trådte dybere ind i det i stedet for.

Steffan Wittrup Christensen er en travl mand. Han har ikke tal på hvor mange timer han arbejder, for som han siger, ”hvis man synes det er spændende, det man laver, tæller man jo ikke timer".

Han arbejder i en delt stilling mellem Aalborg Universitet og fysioterapeutuddannelsen på UCN, hvor han dels forsker, dels underviser kommende fysioterapeuter. Den ph.d., han gik i gang med i december 2011 om "Neck pain – motor and sensory aspects" er delvist blevet et fritidsprojekt, og som om det ikke var nok, har han ved siden af patienter i privat praksis.

”Egentlig var jeg på vej helt ud af faget”, fortæller han. ”Efter fysioterapeutuddannelsen havde jeg arbejdet i nogle år og set alt for mange patienter, som jeg ikke kunne hjælpe, og jeg havde det sådan, at hvis jeg ikke kunne finde ud af det, jeg arbejdede med, så skulle jeg lave noget andet”.
Blikket var derfor rettet mod en master i public health, og han var allerede i gang med at udfylde ansøgningen, men kom på andre tanker, inden den blev sendt afsted.

”Jeg fik en kollega, der kunne noget andet end mig. Jeg oplevede, at de patienter, jeg ikke kunne hjælpe, men som jeg sendte ind til hende, kom tilbage og havde fået det bedre”.

Steffan Wittrup Christensen valgte derfor at træde i kollegaens fodspor. De førte til Australien og en master i muskuloskeletal fysioterapi, og herefter lød rådet fra den australske professor Gwendolen Jull, at hvis han ville videre ad det smerte-spor, han var i gang med, skulle han søge mod Aalborg og Center for Sansemotorisk Interaktion (SMI) og skrive en ph.d.

Som sagt så gjort. Der lå ikke lige en ph.d.-stilling og ventede, men han fik arbejde på en nordjysk klinik og etablerede kontakt til universitetet og SMI, hvor han fik lov at deltage i de månedlige forskningsmøder, indtil han fik den rigtige idé til sit projekt, og der kom en ph.d. stilling, han kunne søge.

At Steffan Wittrup Christensen kan have patienter ved siden af sin forskning og undervisning er helt afgørende, mener han.

”Det er det, vi oplever med patienterne, der kan få os til at stille de gode spørgsmål. Patienterne gør mig til en bedre forsker, og forskningen gør mig til en bedre behandler. Og er der noget, de studerende på UCN elsker, så er det, når man kan trække eksempler fra virkeligheden ind i sin undervisning”.

Derfor bliver han ved med at have en fod i hver lejr som både kliniker og forsker og mener, at der er brug for mange flere, der gør det samme.

”Der er mange, der aldrig har set en patient, men som forsker i, hvordan vi skal behandle dem. Jeg tror det er vigtigt, at vi også får klinisk praksis til at fortælle, hvad der er behov for at forske i, ligesom vi har brug for at have folk i forskningen, der forstår den kliniske del”.

Tilbage til den unge fysioterapeut, der mente, at han var nødt til at forlade faget, fordi han ikke vidste alt. Betyder det, at alle fysioterapeuter skal rundt om Australien eller en ph.d., før de er klædt på til at have patienter?

”Selvfølgelig ikke”, understreger han. ”Den del handler nok mere om min personlighed. Når jeg først bliver optaget af noget, har jeg svært ved at slippe det igen, før jeg føler, at jeg har været hele vejen omkring”.

Der skal ske en forandring i vores hoveder

Derek CurtisDerek Curtis ville slå til i morgen, hvis han kunne få et job, der var delt mellem forskning og klinisk praksis.

Listen over fysioterapeuter med en ph.d. inden for det pædiatriske område er ikke lang og da slet ikke, hvis man søger efter en med udgangspunkt i neurologien.

Men leder man længe nok, finder man Derek Curtis, der fik plads på listen i 2015 med afhandlingen ”Head and trunk postural control in moderate to severe cerebral palsy - A segmental approach to analysis and treatment”.

“Børneforskning er et svært område, blandt andet fordi børn udvikler sig, uden at man gør noget, så det er svært at se, hvad der skyldes interventionen, og hvad der ville være sket under alle omstændigheder. Særligt for de moderat til svært handicappede børn, jeg beskæftiger mig med, er det svært at generere en kontrolgruppe. Så selv med en rigtig god projektplan kan man godt ende med at konkludere noget, der bare er et slag på tasken”, siger Derek Curtis som en af forklaringerne på, at det går forholdsvis langsomt fremad med forskning på området.

At han selv havnede i netop dét felt, er lige så lidt en del af en større plan, som at han overhovedet blev forsker, fortæller han.

”Da jeg var færdig med fysioterapeutuddannelsen i 2000 fik jeg med det samme job på en specialskole. Jeg kom til at interessere mig rigtig meget for de svært handicappede børn og søgte optagelse på en masteruddannelse i biomekanik i Skotland. Det førte til en ansættelse i Ganglaboratoriet på Hvidovre Hospital, som jo er et forskningsmiljø med andre ph.d.er. Der har ikke været tale om en plan; jeg har bare fulgt mine interesser. Det er kommet fra hjertet, det med de her børn, og så er jeg naturligt nysgerrig”.

Derek Curtis er i dag ansat som adjunkt på professionshøjskolen Metropol, hvor hans tid er delt mellem klinisk forskning og undervisning. Som forsker har han tæt kontakt til klinisk praksis, men det er længe siden, han selv har rørt ved en patient, erkender han.

”I Danmark betragter vi det stadig som to adskilte felter: Enten er man forsker eller også er man fysioterapeut. Hvis jeg kunne dele min tid mellem forskning og klinisk praksis -  og bevare min løn - slog jeg til i morgen. Men den kliniske verden synes jo, at sådan nogle forskere som os, vi er lidt langsomme”, siger Derek Curtis, der dog også kan få øje på barrierer fra forskernes side:

”Der skal ske en forandring i vores hoveder, så vi ikke kun tænker på os selv som nogle, der skal forske. Men jeg tror, at det vil komme helt naturligt, efterhånden som vi bliver flere, og der ikke er forskerstillinger nok. Jeg tror, at vi om 20-30 år vil se mange ph.d.er, der går rundt i klinikken og laver forskning, der er mere klinisk relevant. Men jeg kan samtidig godt være lidt bange for, at den voksende akademisering kan være med til at skræmme nogle af de ikke så boglige væk, der ellers kunne være blevet meget dygtige fysioterapeuter”.

Derek Curtis kender flere eksempler på kolleger, der er dygtige forskere uden at have papir på en forskeruddannelse, men en ph.d. åbner nogle ekstra døre, mener han.
”Jeg bliver måske lyttet lidt mere til, bliver mere anerkendt og har lettere ved at skaffe penge til forskning”.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar