Satsede stort og vandt på plan B
Richard Schuster har søgt mange job, men han har tilladt sig selv at være kræsen og kun søgt job inden for specialiseret neurologisk rehabilitering eller psykiatrisk fysioterapi – vel vidende, at det er vanskeligt for nyuddannede at komme ind på så specialiserede felter.
Richards forløb:
- 5 mdr. ledig
- 1 md. trainee-forløb
- 4 mdr. job med løntilskud
- 2 mdr. vikariat
”Jeg er gået benhårdt efter det, jeg gerne vil. Det har været hårdt at se studiekammeraterne få job, og jeg har indimellem forbandet mit valg og min stædighed, men når jeg har præsenteret nogen for min plan, har jeg kun mødt forståelse”, fortæller Richard, der er 26 år og afsluttede fysioterapeutuddannelsen i januar sidste år.
Han har hele tiden vidst, at det var et sats og har derfor også hele tiden haft en plan B i ærmet: Hvis det ikke lykkedes at få et job inden for de første måneder, ville han søge Danske Fysioterapeuter om et traineeforløb med en virksomhedspraktik og derefter job med løntilskud på en afdeling for højtspecialiseret neurorehabilitering på Hammel Neurocenter.
Virksomhedspraktik og 3 opkvalificerende kurser
Et traineeforløb består af to dele: Virksomhedspraktik og opkvalificering. Richard vidste, at fordi den højtspecialiserede neurorehabilitering kræver så meget indkøring, var Hammel ikke interesseret i kun at have ham i virksomhedspraktik, så i stedet for at søge om at komme i virksomhedspraktik lige efter fysioterapeutuddannelsens afslutning, timede han det, så det kom til at passe med, at han kunne fortsætte over i job med løntilskud efter et halvt års ledighed.
Efter fire måneder i løntilskud, fik han et ‘rigtigt job’, et vikariat på to måneder, som han stadig er i, mens han taler med Fysioterapeuten.
”Så sammenlagt har det givet mig syv måneder på en højtspecialiseret afdeling, plus at jeg som en del af traineeordningen har fået tre gode, opkvalificerende kurser inden for neurologien”, fortæller Richard Schuster. Han mangler stadig at få halet sit første faste job helt op på land, men er fortrøstningsfuld:
”Jeg kan mærke, at jeg er blevet en meget mere tiltalende kandidat, når jeg søger job nu, end da jeg var helt uerfaren”.
Trainee-ordningen
- Ordningen er for medlemmer af Danske Fysioterapeuter, som er nyuddannede og modtager dagpenge på dimittendsats.
- Et traineeforløb består af to dele: Praktik og opkvalificering.
- Praktikforløbet varer 8 uger – dog kun 4, hvis har haft arbejde, efter du afsluttede uddannelsen.
- Opkvalificeringen består af relevante kurser inden for det fysioterapeutiske arbejdsområde.
- Planen lægges i samarbejde med Danske Fysioterapeuter og godkendes af jobcenteret.
Få nedsat kontingent, hvis du er ledig
Husk, at du kan få nedsat dit kontingent til Danske Fysioterapeuter, hvis du er ledig eller ansat i et job med løntilskud og modtager løn svarende til dagpenge. Du bevarer alle rettigheder i forhold til råd og vejledning, medlemstilbud mm.
Log ind og ret din medlemsstatus til "Nedsat kontingent"Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.