Måleredskaber kan forudse faldrisiko hos ældre

Resultaterne fra test med blandt andet Timed up and go og Five times sit to stand kan være med til at forudsige fald hos hjemmeboende ældre. Det viser en litteraturgennemgang, publiceret i Physiotherapy Practice and Research, gennemført af en række irske forskere.

En tredjedel af de ældre over 65 år og halvdelen af ældre over 85 år falder mindst en gang om året, og fald fører ofte til tab af funktionsevne og øget behov for hjælp. Flere studier har vist, at det er muligt nedsætte antallet af faldulykker ved at sætte ind med træning af balance, mobilitet og styrke hos højrisikogruppen af ældre. Men der findes ifølge de irske forskere ikke på nuværende tidspunkt konsensus om, hvilke måleredskaber der kan identificere denne gruppe af ældre.

Da årsagerne til, at ældre falder, oftest er multifaktorielle, har man hidtil brugt en lang række forskellige indikatorer til at vurdere faldrisikoen, herunder balancetest, funktionelle test og afdækning af psykosociale og medicinske faktorer. I dette review har forskerne valgt at finde frem til de opgavespecifikke måleredskaber, der bedst kan forudsige fald hos< ældre. Målet er, at klinikere fremover i deres afdækning af faldrisiko inkluderer det bedst egnede opgavespecifikke måleredskab.

Der blev søgt i de førende databaser efter studier  publiceret i perioden 1983-2013 (maj). Søgeordene var: falls predict, community, older/elderly, physical performance. Der blev identificeret 37 studier. Måleredskaberne, der blev anvendt i studierne, blev inddelt efter, om de var udviklet til klinisk praksis, eller var udviklet til forskerbrug eller til fald-laboratorier. 20 studier omhandlede måleredskaber, der bruges i klinisk praksis, 10 studier havde undersøgt begge kategorier af måleredskaber, og syv studier havde set på måleredskaber, der primært anvendes i forskningssammenhænge.

Timed up and go (TUG), Five times sit to stand (FTSS), test af stående balance, ganghastighed og Bergs Balance Scale var de mest anvendte kliniske måleredskaber i studierne. I forskningssammenhænge var det primært postural svaj og ganganalyse, der blev anvendt.

Forskerne fandt at der var stærk evidens for at TUG, FTSS og måling af ganghastighed kan identificere ældre i risiko for at falde. I forskningssammenhænge er der  nogen evidens for målinger af postural svaj og gang, men studierne var inkonsistente i deres måde at måle disse variabler på. Da studierne, der er inkluderet i dette review, for de flestes vedkommende er af høj kvalitet, anbefaler forskerne i deres konklusion klinikere at inkludere TUG, FTSS og måling af ganghastigheden til at identificere ældre, der er i risiko for at falde.

Kinesiotaping korrigerer ikke overpronation

En gruppe forskere fra Spanien og Australien har undersøgt, om det er muligt at forebygge en overpronation i foden ved at tape med kinesiotape.

Tidligere studier har vist, at den uelastiske tape kan korrigere overpronation, men der er ingen studier, der har undersøgt om kinesiotape har samme effekt.

68 mænd og kvinder mellem 18 og 40 år med overpronation blev inddelt i to grupper. Ingen af de inkluderede  havde været skadede i ankelleddet det sidste halve år, og ingen havde smerter. En fysioterapeut med erfaring inden for kinesiotaping tapede den ene gruppe med kinesiotape med udgangspunkt i Pijnappels anbefalinger. Kontrolgruppen fik også tapet foden med samme strøg som interventionsgruppen, men tapen blev lagt løst og uden korrektion af bagfoden.

Fodledspronationen blev vurderet med Foot Posture Index (FPI) og rear-foot (bagfod) FPI, lige efter at foden var tapet, efter et minut, 10 minutter, 60 minutter og et døgn efter. Forskerne fandt ingen forskel på pronation i hverken interventionsgruppen eller kontrolgruppen, lige efter tapen blev lagt eller senere.

Forskerne konkluderer, at kinesiotape ikke er effektiv til at korrigere fodledspronation målt med FPI. Forskerne udelukker dog ikke, at kinesiotape kan benyttes i forbindelse med at nedbringe smerter og bedre funktion, der ses i forbindelse med overpronation i foden. En eventuel gavnlig effekt af denne behandling kan ifølge forskerne dog ikke tilskrives den mekaniske korrektion af fejlstillingen.

En update til evidensenfor fysioterapi til apopleksi

De første kliniske retningslinjer for fysioterapi til patienter med apopleksi, der blev publiceret på det hollandske fysioterapiforbunds hjemmeside, baserede sig på en  metaanalyse fra 2004. Sidan da er der sket en eksplosiv tilvækst af studier inden for apopleksi, hvilket har gjort det nødvendigt at revurdere de kliniske anbefalinger.

En gruppe hollandske forskere med blandt andre Gert Kwakkel, Philip jan van der Wees og Janne Marieke Veerbeek har gennemført et systematisk review med henblik på at skaffe den nyeste evidens inden for den fysioterapeutiske del af rehabiliteringen til patienter med
apopleksi. Reviewet blev publiceret i februar 2014 og kan frit downloades.

Der indgår 467 RCT-studier med i alt 25.373 patienter, hvoraf de 123 RCT-studier også var en del af metaanalysen fra 2004. Inklusionskriterierne er: patienter over 18 år; RCT-studier; fysioterapeutisk intervention; den undersøgte intervention blev sammenlignet med   sædvanlig praksis; ingen intervention; anden intervention eller samme intervention men med en anden dosis/intensitet; vurdering af outcome efter interventionen med målemetoder, der benyttes af fysioterapeuter; der indgik kun studier publiceret på engelsk, hollandsk, tysk, fransk, hollandsk, spansk og portugisisk. De fleste studier i reviewet omhandler patienter i den tidlige rehabiliteringsfase (24 timer – 3 måneder) eller kroniske fase (>6  måneder), og kun tre har set på den hyperakutte og akutte fase (0-24 timer).

Interventionerne er inddelt i forskellige kategorier: 1) interventioner relateret til gang og mobilitet-relaterede funktioner og aktiviteter, 2) hånd-arm-aktiviteter, 3) ADL, 4)  træning/fysisk aktivitet, 5) andet.

Derudover har forskerne set på intensitet i genoptræningen og forskellige tilgange til den neurologiske behandling. Det systematiske review er gennemgået i detaljer på The National
Center for Biotechnology Informations (NCBI) hjemmeside.

Forskerne har identificeret i alt 53 interventioner og ud af dem er der stærk evidens for de 30. Der er stærk evidens for en intensiv opgavespecifik træning i alle apopleksiens faser. Den positive effekt begrænser sig til den aktuelle funktion eller aktivitet, der trænes.

Reviewet viser, at der med fordel kan anvendes mange af de fysioterapeutiske modaliteter, men der vil være forskel på, hvilke patienter og i hvilken fase af rehabiliteringen  interventionen har effekt. Således er der stærk evidens for udstyr, der hjælper gangen  (exoskeleton) i den tidlige rehabilitering og ingen evidens for anvendelsen af dette udstyr i  det sene forløb.

Der er positiv effekt af højt-intensitets CIMT (constraint induced movement therapy) i den tidlige rehabiliteringsfase og ingen effekt i den sene. Spejlterapi har vist sig primært af have effekt i det sene rehabiliteringsforløb og ikke i den akutte og kroniske fase. Der er stærk evidens for, at neuromuskulær stimulation kan bedre funktion i arm og hånd. Der er desuden stærk evidens for, at en kombination af konditionstræning og styrketræning har effekt på benet funktion og styrke, selvvalgt ganghastighed, maksimal ganghastighed, gangdistance, aerob kapacitet, pulsniveau under aktivitet, fysisk aktivitet og livskvalitet.

Behandling efter Bobathmetoden/neurodevelopmental treatment viste sig i modsætning til et tidligere review at være mindre effektiv til behandling af opgave-specifikke aktiviteter  sammenlignet med bilateral træning af armene, mCIMT eller styrketræning. Forfatterne til  reviewet har samlet alle data om interventionerne og effekten af disse i tre tabeller, der giver et godt overblik. Intensitet og træningshyppighed.

I konklusionen understreger forskerne, at de nye studier er med til at bekræfte, at træningshyppighed og -intensitet spiller en vigtig rolle for outcome. Des mere des bedre. I England anbefaler de nationale retningslinjer for behandling af apopleksi mindst 45  minutters træning i ugens syv dage. Der er i dag en solid forskning, der har dokumenteret de mest almindelige fysioterapeutiske interventioner til patienter med apopleksi. De seneste  ti år er antallet af RCT’er på området firdoblet, og studiernes kvalitet er højnet. Der er derfor viden om, hvilke interventioner der virker i hvilke stadier af  rehabiliteringsforløbet, men det er ifølge forskerne en stor udfordring at få de nye resultater implementeret i den kliniske praksis. De opfordrer derfor i deres artikel til, at man i de   respektive lande sørger for at gøre opdaterede guidelines tilgængelige på nettet

Artiklen kan downloades her