I aften skal jeg spise med kniv og gaffel

Træningsudstyret ligner på ingen måde det, man typisk møder i fysioterapeuternes træningssale. Der er kopper, gummielastikker, marmeladeglas, knive og gafler, bolde, lynlåse og knapper.

Fire patienter sidder dybt koncentrerede foran hver deres bord. De flytter tomme plastikkrus, skærer bidder af en rulle modellérvoks eller prøver at lyne en bluse.

Vi er i træningssal 3 i kælderetagen på Rigshospitalet Glostrup: Et stort lokale udstyret med diverse sjove rekvisitter og plads til kørestole og gangredskaber. Her genoptrænes patienter med pareser i arm og hånd efter en apopleksi to gange om ugen.

Tina Lundberg Hansen, som blev indlagt for seks dage siden, er en af dem. Hun flytter et plastikbæger fra bordet foran sig og stiller det på et lille blåt klistermærke på en trækasse, der står foran hende.

Det går langsomt, og opgaven er svær, for hun skal holde kruset helt lige for at undgå, at en bold, der ligger oven på plastikbægret, falder på gulvet. I begyndelsen bruger hun det meste af overkroppen, men efter at have gentaget opgaven de første 3-400 gange bliver det lettere for hende.

Ud over at holde et glas uden at spilde har Tina Lundberg Hansen også svært ved at skære maden, når hun spiser, og det er hendes greb på kniven, det kniber med, fortæller fysioterapeut Rune Sønderkær.

Han står sammen med ergoterapeut Hans Henrik Klein for træningen på armholdet, hjulpet af sygehjælper Sussie Jeppesen.
 

”For 18 år siden forventede vi langsom fremgang hos patienterne under indlæggelsen, men i dag kan vi se, at der er fremskridt fra gang til gang og under selve træningen. I slutningen af træningsseancen er kvaliteten og hastigheden af patienternes bevægelser blevet meget bedre, og det fremskridt tager de med sig næste gang. Og det er ikke nok, at Tina for eksempel træner til, at hun kan bevægelsen korrekt en gang, den skal gentages mange, mange gange, før den er helt indlært,” siger Rune Sønderkær.

Specifik træning

Opgaverne, som patienterne får, er individuelt tilpassede, så den enkelte får trænet lige netop den funktionelle opgave eller det delelement af en opgave, de har brug for.

Patienten kan eksempelvis træne at række ud og gribe om glas (whole practice) eller specifikt arbejde med tommelfingerens ekstensions- og oppositionsbevægelse, som er en essentiel komponent i forhold til at kunne gribe om glas (part practice).

Billedtekst: Visuel cueing: Patienten får hjælp af pile, tapet fast til bordet, til at styre håndens bevægelser. Foto: Carsten Bundgaard

"Ikke alle patienter med parese i OE kan være med på armholdet, for det stiller krav til patienternes udholdenhed og stor koncentrationsevne," fortæller Rune Sønderkær.

Tina Lundberg Hansen får til opgave at skære en modellér vokspølse i små bidder og lægge dem i en skål. For hvert snit lægger hun kniven på bordet og griber den igen med sin paretiske hånd. For at få det rigtige greb har Rune Sønderkær placeret et lille blåt klistermærke på skaftet, der markerer, hvor tommelen skal placeres.

I begyndelsen bruger hun mange kræfter, men i takt med at grebet bliver mere sikkert, bliver hun hurtigere og bevægelsen mere ubesværet. Efter mange gentagelser udbryder hun: ”Jeg kan godt mærke, at jeg bliver bedre til det. I aften må jeg prøve at spise med kniv og gaffel”.