Kom så, de sidste tre!

Det fyger med rappe bemærkninger og små stikpiller mellem Kurt Rasmussen og de to fysioterapeuter, Richard Schuster og Camilla Pedersen, der gør klar til dagens træning.

Men på spørgsmålet om, hvordan han har oplevet fysioterapeuternes indsats i sit snart to måneder lange sygdomsforløb, bliver Kurt Rasmussens blik alvorligt, inden han siger: "Fysioterapeuter er små guder." Han tilføjer:

”De har været med til at vende skuden for mig. Richard siger, at min træningskapacitet er steget med 20 procent dag for dag, og det kan jeg også mærke på min krop” siger Kurt Rasmussen med en umiskendelig taknemmelighed i stemmen.

Han er 61 år og har efter eget udsagn ’aldrig været god til at passe på sig selv’, hvilket kan aflæses i hans journal. Inden han blev smittet med covid-19, var han diagnosticeret med iskæmisk hjertesygdom, overvægt, diabetes 2, forhøjet blodtryk og forhøjet stofskifte. Han havde også fået foretaget to PCI-indgreb i kranspulsårerne.

”Jeg har passet mit job som chauffør på en handicapbus og gået tur med hunden og ellers levet et helt normalt liv,” siger Kurt Rasmussen som svar på, hvilke aktiviteter han dyrkede, inden han blev indlagt på Regionshospitalet Horsens den 3. april.

Forinden havde hans kone, Dorthe, fået covid-19, og hurtigt efter fik han selv symptomer.

Dorthe blev ikke hårdt angrebet af sygdommen, men Kurt fik de karakteristiske covid-19-symptomer: Manglende appetit, dårlig mave, tør hoste, feber og åndenød. Til sidst turde Dorthe ikke tage ansvaret for pasningen af ham. Kurt blev indlagt og fik stillet diagnosen. Fire dage efter indlæggelsen blev han intuberet og dagen efter tracheostomeret.

I knap en måned lå han i respirator på intensivafdelingen i Horsens, inden han den 4. maj blev overført til intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital (AUH), hvor den gradvise udtrapning af respiratorbehandlingen begyndte den 9. maj.

Den første dag blev respiratoren koblet fra i 15 minutter og kom på talestuds. Herefter fik Kurt Rasmussen intermitterende CPAP-behandling som en del af respiratorudtrapningen. To dage senere var respiratoren frakoblet i to timer, yderligere to dage senere i otte timer, og den 15. maj blev han permanent taget ud af respiratoren.

Kunne ikke bevæge arme og ben

På intensivafdelingen på AUH blev han tilset af Richard Schuster og Camilla Pedersen.

”I dagene efter Kurt var koblet af respiratoren, havde jeg ham oppe at sidde på sengekanten ved hjælp af albueteknik og med tre personers hjælp. Han sad op i tre-fire minutter, og bagefter var han fuldstændig udmattet. Han kunne dårligt bevæge arme og ben og lignede en patient med diagnosen CIP (critical illness polyneuropathy), men det kræver en omfattende undersøgelse for at kunne fastslå, og sådan en har vi ikke foretaget på Kurt – men det lignede,” forklarer Richard Schuster.

Den 17. maj blev Kurt Rasmussen flyttet over på Infektionsmedicinsk Afdeling Q. Han var nu fri for covid-19, men langtfra rask.

Et af de elementer i hverdagen, som han nu skulle til at vænne sig til, var to gange daglig fysioterapeutisk behandling med Camilla Pedersen og Richard Schuster, som er fast tilknyttet afdelingen.

Kommando som en sergent

”Er der stadig liv i dig? Er du klar til kamp?”, spørger Richard Schuster, da han og Camilla Pedersen træder ind på Kurt Rasmussens enestue for at begynde dagens behandling.

”Jeg kan se, at du har glimt i øjet, så det skal nok gå,” tilføjer Richard Schuster med henvisning til, at selvom Kurt i timerne inden har været igennem ’alt hvad hospitalet har af undersøgelser’, ser han frisk nok ud.

Kurt Rasmussen er stadig ikke i stand til at stå op. Hans blodtryk falder, når hans krop nærmer sig lodret. Han bliver koldsvedende og utilpas, når det sker.

Fysioterapeuterne har flere gange trænet ham i et vippeleje med ambitionen om – måske – at få ham op i en walker, inden han om en uge skal udskrives til et genoptræningstilbud i hjemkommunen. I dag skal han også udføre de obligatoriske øvelser i vippelejet.

Mens Camilla Pedersen gradvist hæver lejet, holder de to fysioterapeuter øje med, hvordan Kurt Rasmussens tilstand er. De har givet ham en blodtryksmanchet om armen, så de hele tiden kan stoppe op og måle udviklingen.

”Der sker ikke en skid, men jeg ved jo godt, hvad der sker lige om lidt,” siger Kurt Rasmussen.

Og ganske rigtigt: Da vippelejet er tæt på lodret, falder Kurt Rasmussen ind i sig selv og bliver gusten i huden og koldsvedende.

Han kommer til sig selv og frisker op, da lejet bliver sænket, og nu går Richard Schuster i gang med at styre øvelserne i en kommandotone, som er en sergent eller superligatræner værdig.

”Kom, kom, kom, du plejer at kunne tage 20. Du har en god rytme. Kom så, de sidste tre,” kommanderer Richard Schuster, mens Kurt Rasmussen bøjer og strækker underbenene med et lettere forpint udtryk.

Billedtekst: ”Slå til!” råber Richard Schuster. En del af træningen går ud på, at Kurt Rasmussen skal bokse til Richard Schusters håndflader, som han hele tiden flytter til nye positioner.

”Jeg er en doven hund, men det kan jeg ikke få lov til at være i selskab med Richard,” siger Kurt Rasmussen og erkender, at hård justits er vejen til hans helbredelse.

”Det har vist sig at føre til fremskridt for mig, og jeg håber, at det nye sted har samme ’drive’ som Richard,” siger Kurt Rasmussen med henvisning til genoptræningstilbuddet, som han inden længe skal flyttes til.

For Richard Schuster ligger der en helt bevidst strategi bag hans tilgang til Kurt Rasmussen.

”Det er min erfaring, at det hjælper at benytte høj arousal – klappe, råbe, opmuntre – for at få patienterne til at yde mere. Min egen udokumenterede tese er, at man aktiverer fast twitch fibrene ved det pres, jeg udsætter patienterne for, og jeg oplever, at Kurt responderer rigtig godt, når jeg pisker en stemning op. Jeg kan gøre det, fordi han er mentalt stærk, men jeg vil aldrig råbe af patienter, der ikke kan klare det,” siger Richard Schuster.

Så tager vi 10 mere…

Eftermiddagens træning er ved at være slut. Tilbage står blot at træne dybe knæbøjninger. Efter de første tre får Kurt Rasmussen ros for sin energi.

”Jeg ved nu ikke rigtig…”, siger Kurt Rasmussen med påtaget lillepigestemme.

”Hvis du stadig har energi til at lave sjov, så tager vi lige 10 mere,” replicerer Richard Schuster, og sådan bliver det, men så har Kurt Rasmussen heller ikke flere kræfter og får lov til at komme tilbage i sengen.

I mellemtiden er Kurts kone, Dorthe, dukket op. Hun har fået lov til at være ved Kurts side under hele sygdomsforløbet og har ’set det hele,’ som Kurt siger.

”Hver eneste dag har jeg set fremskridt – det er faktisk helt vildt,” siger hun og spørger derefter lidt bekymret til, om Richard kender til forholdene på genoptræningsstedet. Han svarer, at han selv har arbejdet der og forsikrer hende om, at faciliteterne er gode, og alt nok skal gå godt med tiden.

Han har allerede været i kontakt med visitatoren i Kurt Rasmussens hjemkommune, og inden længe skal han og kollegerne på afdelingen i gang med at udfærdige den genoptræningsplan og plejeforløbsplan, som skal videre til hjemkommunen.

Billedtekst: Kurt Rasmussen træner to gange dagligt med fysioterapeuterne. I dag er han træt, inden træningen går i gang. Forinden har han været til blandt andet CT-skanning og til undersøgelse hos øre-næse-halslægerne.

”Min vurdering er, at Kurt vil komme tilbage til sit oprindelige funktionsniveau i løbet af et halvt år, hvis der ikke støder noget til,” siger Richard Schuster.

Kurt er mere tilbageholdende i sin vurdering af fremtidsudsigterne.

”Jeg tager en dag ad gangen. Alt det, der ligger længere fremme i tiden, er uoverskueligt,” siger Kurt Rasmussen.

Læs også: Genoptræning af covidpatienter tager ekstra lang tid