En fysioterapeut kan godt tømme en opvaskemaskine

Hvordan greb I coronasituationen an?

Ingen medarbejdere i sundhedsafdelingen har været hjemsendt – men i den første fase arbejdede de hjemmefra. Kontakten foregik telefonisk eller med videokonsultationer – men mange borgere takkede nej til videoløsningen med den begrundelse, at ”så kan vi lige så godt tale i telefon”.

Det har faktisk overrasket borgerne, at vi trods nedlukningen var tilgængelige, og flere har tilkendegivet, at vi har haft bedre tid til dem. Fysioterapeuterne i sundhedsafdelingen har stået klar i beredskab, men det har ikke været nødvendigt at sende dem ud til f.eks. plejeopgaver.

Hvordan har fysioterapeuterne reageret på udsigten til måske at skulle varetage plejeopgaver?

Grundlæggende er det blevet modtaget positivt, men der er naturligvis terapeuter, der har spurgt: ”Risikerer vi at skulle varetage plejeopgaver og gøre rent?”

Fra ledelsen har vi svaret, at fysioterapeuterne kan forvente at skulle varetage disse opgaver, og når ufaglærte eksempelvis kan køre en hjemmeplejerute i sommerferien, så kan en fysioterapeut også. Min egen holdning er, at hvis fysioterapeuter gerne vil være mønsterbrydere, stå for tværfaglighed og tænkes ind i nye opgaver, så skal de ikke være bange for at påtage sig opgaver, der ikke lige ligger inden for deres fysioterapeutiske faglighed.

Man skal kunne få øje på fysioterapeuters kompetencer og se dem som sundhedspersoner. Jeg ynder at sige, at der næppe er nogen, der synes, de er uddannet til at tømme opvaskemaskine eller skraldespand, men hvis vi arbejder tværfagligt om en fælles opgave, så opdager man en masse fysioterapifaglige opgaver, der ligger i sprækkerne. Dem skal fysioterapeuterne være klar til at påtage sig, hvis de gerne vil leve op til ønsket om at være fleksible.

Hvordan har I taklet fase to i genåbningen af Danmark?

Efter påske tog vi de første skridt i retning af at åbne for fysisk møde med de borgere, der ønskede at møde os. Kræftrehabiliteringsforløb foregår stadig online for patienter, der er i kemobehandling. Ellers har vi tilbudt forskellige forløb med fysisk fremmøde under hensyntagen til de retningslinjer, der er udstukket.

Hvordan har borgerne modtaget det?

Med en vis bekymring. Vi havde for eksempel tilbudt et rygestopkursus i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og Naturstyrelsen. Der var tale om et lille hold på 5-6 deltagere, og det skulle foregå under åben himmel, så vi troede, at det ville være et attraktivt tilbud. Da det kom til stykket var der kun to deltagere tilbage på holdet, og de trak sig i sidste ende, så nu er det udskudt til efter sommerferien.

Hvordan håndterer I medarbejdernes sikkerhed, når de mødes fysisk med borgerne?

Vi overholder alle afstandskravene, og vi har oprettet flere små hold. Hvis man for eksempel holder en afstand på to meter til udsatte borgere og ikke er i deres nærhed i over 15 minutter, behøver man ikke bruge værnemidler.

Men vi har et hjerterehabiliteringshold, hvor deltagerne udfører en watt-max test, der medfører en del sved og prusten. Her har deltagerne bedt fysioterapeuterne om at bære visir – ikke fordi deltagerne er bange for selv at blive smittet – de frygter, at deres sved bringer fysioterapeuterne i farezonen. Deltagerne har desuden foreslået, at motionscyklerne skal vende samme vej, så de kan give den ordentlig gas uden at risikere at smitte andre.

Hvilke erfaringer kan du bruge fremover?

Først og fremmest har jeg oplevet, at vi har stået sammen om at løse coronasituationen, og mange ting er blevet løst hurtigt og effektivt online.

Vi har lange afstande i Vestjylland, og derfor har jeg tænkt, at vi fremover kan mødes mere online fremfor at køre lang vej til et møde. Måske kan man deltage i et møde via sin iPad, selv om man sidder i sin bil ude i kommunen. Vi har også lært en masse om, hvornår det er nødvendigt at møde borgerne fysisk, og hvornår vi kan benytte en virtuel løsning.