Kan jeg få noget af det der Ole Lukøje-støv?

Emma trækker sit tøj af, stykke for stykke, og kaster det fra sig. Hun snakker og råber i et væk og slår ud efter personalet, som forsøger at stoppe hende. Efter kort tid bliver hun med fast greb eskorteret ind på sin enestue. Personalet, der sidder på vagt udenfor døren, kan høre hende råbe vredt og hamre på væggene.

En situation som denne har ofte tidligere ført til tvangsfiksering med bælte. Men på afdeling Q på Aarhus Universitetshospital i Risskov har man med succes erstattet bæltefiksering med fysioterapi.

”Vi har halveret antallet af bæltefikseringer, og det er markant flere, end vi havde forventet,” siger Lene Nyboe, projektleder, ph.d. og fysioterapeut ved afdelingens forskningsenhed.

Må gerne stimulere under svær mani

Hun står i spidsen for et satspuljeprojekt, som siden marts 2017 har tilbudt maniske patienter fysioterapi, mens de befinder sig i en akut fase af deres mani. I alt 146 patienter, eller 80 procent af de indlagte patienter med mani, har taget imod tilbuddet, som har medført en nedgang i antallet af bæltefikseringer fra 18,5 procent i 2016 til 8,9 procent i 2017.

Vi har tidligere troet, at man ikke kunne behandle, mens patienterne er allermest maniske, men det viser sig, at det kan man godt,” siger Lene Nyboe, som står i spidsen for projektet.

”Man har tilbudt fysioterapi til psykiatriske patienter i mange år. Det nye er, at vi opsøger patienten, lige så snart han eller hun bliver indlagt. Tidligere har man ventet med at tilbyde fysioterapi, til patienterne var faldet til ro, ofte flere dage efter indlæggelsen, for der har hersket et paradigme om, at man ikke kan behandle, mens patienten er allermest manisk," siger Lene Nyboe og fortsætter:

"Man har været bekymret for at overstimulere, så patientens symptomer blev forværret. Men projektet her viser, at man godt kan behandle patienter med svær mani. Så vi går i gang med det samme, også selvom patienten er meget manisk og evt. indlagt på røde papirer”.

Ballstick-massage er effektiv behandling

På afdeling Q er Irene Smith Lassen ansat som projektfysioterapeut 37 timer om ugen. Afdelingens patienter lider af angst, depression eller mani (affektive sindslidelser), og når de bliver indlagt kan de være opkørte, usamlede, vrede og aggressive. Nogle bliver bragt ind af politiet, fordi de har opført sig uterligt, voldeligt eller aggressivt.

Patienterne bliver ofte tvangsbehandlet med beroligende medicin, og hvis opkørtheden fortsætter, bliver de anbragt på deres egen stue. Her vil Irene Smith Lassen opsøge dem så snart, hun hører om indlæggelsen.

”Det er jo en skærmet afdeling, (skærmet afdeling svarer stort set til en lukket afdeling. red.) hvor yderdøren oftest er låst, og vinduerne kun kan stå på klem. Hvis man ikke har udgang, må man blive på sengeafsnittet. Det kan være vældigt frustrerende og provokerende for nogle patienter,” forklarer hun.

Billedtekst: Udover fysioterapi blev en række andre tiltag iværksat på sengeafsnittet for at nedbringe brugen af tvang. F.eks. øreakupunktur (NADA), brug af sansevogn/sanserum, kugledyner eller kugleveste, eftersamtaler efter tvang, inddragelse af patienten under udformningen af handleplaner, og forhåndstilkendegivelser med hensyn til forebyggelse af konfliktfylde situationer.

For det meste går hun ind til patienten og præsenterer sig selv og sit ærinde, og spørger, om de vil have hjælp til at dæmpe uroen. Takker patienten ja, viser hun en massagebold frem, for ballstick-massage er det mest populære middel. Andre værktøjer er kugledyner, afspændingsteknikker og groundingøvelser.

”Vi bruger rigtig meget ballstick-massage, fordi det er så effektivt og giver umiddelbar mening for patienten,” forklarer hun og beskriver, hvordan patienten bliver lejret på maven på sin seng. Herefter går behandlingen i gang. Patienten falder i søvn efter hurtig proces.

Massagen gives på bagsiden af kroppen, mens patienten er fuldt påklædt. Mange patienter bliver nemlig overdrevent seksuelt opstemte som led i deres mani, og det skal massagen nødigt fremme.

”Kropskontakt kan vække seksuelle følelser, så vi forsøger at imødegå det ved at lejre patienten på maven og undgå massage på indersiden af lårene. Vi fokuserer i stedet på ydersiden og får dermed også markeret kroppens afgrænsning, fordi det kan virke samlende og beroligende for patienten,” forklarer hun.

En anden fordel ved at behandle patienten i hverdagstøjet, er den hurtige proces. Patienten er manisk, så der skal handles med det samme.

”Hvis vi først skal rigge til og gøre briksen klar og klæde om, så har vi tabt patienten for længe siden,” forklarer hun. Efter 10-15 minutters behandling falder patienten ofte i søvn. ”Og hvis det sker, er det en succes. Mange har ikke sovet i flere dage, selvom de har fået beroligende medicin. Men fysioterapien får dem til at falde til ro, og så begynder medicinen at virke.”

Undersøgelsen giver patienterne håb

Som led i projektet er patienterne blevet spurgt om fysioterapiens virkning på arousalniveauet før og efter behandlingen, målt på en VAS-skala, og de foreløbige resultater viser en højsignifikant effekt. Patienterne føler sig langt mindre anspændte og aggressive, og har langt lettere ved at holde sig i ro efter behandlingen, forklarer Lene Nyboe.

Udover at give forskeren data på effekten af fysioterapi, har undersøgelsen også en direkte virkning på patienterne, når de bliver præsenteret for deres personlige data over tid.

”Jeg viser dem, hvordan de har rykket sig fra høj score til lavere score på deres arousalniveau. På den måde bliver det meget tydeligt for dem, at her er noget, der hjælper på deres symptomer, og det giver dem håb,” siger Irene Smith Lassen.

Giver instruktioner til det øvrige personale

Når behandlingen slutter, er patienten ofte faldet i søvn, og Irene Smith Lassen lister stille ud for ikke at vække patienten. Søvn er essentiel, når man skal dæmpe mani. I projektet er hun fuldtidsansat i dagtimerne undtaget en enkelt dag, hvor hun arbejder fra kl. 13 til 20.

Der er tendens til, at de fleste tilfælde af tvangsfikseringer sker under vagtskifte, og ofte har patienterne brug for den afslappende behandling, når fysioterapeuten er gået hjem. Derfor har det øvrige personale modtaget instruktion i ballstick-behandling, så patienterne selv kan efterspørge behandlingen, når de får brug for hjælp udenfor dagtimerne. Men selvom plejepersonalet kan udøve en del af den beroligende behandling, kan fysioterapeuter noget særligt, mener Lene Nyboe.

”Vi har et håndværk, og vi kan med succes lære det fra os. Det handler om hvordan man lejrer patienterne, og hvilken ro og systematik, man behandler med. Der er en række principper, som har betydning. Det er meget vigtigt.”

Den gode fe

Ofte vil fysioterapeuten på et psykiatrisk hospital befinde sig på en fysioterapeutisk afdeling. Som noget nyt har Irene Smith  Lassen befundet sig ude på sengeafsnittet størstedelen af tiden. Fysioterapeuten møder hermed patienterne, når de har det allerværst.

”Det kan da godt være lidt skræmmende at gå ind til en patient, som er ude af sig selv. Men jeg har altid muligheden for at sige ok, det er måske ikke lige nu, det skal være, og så kigger jeg forbi på et andet tidspunkt. Man skal være opmærksom på sin egen position i rummet, så man hele tiden er tæt på udgangen. Jeg har dog ikke oplevet utryghed på den måde,” forklarer Irene Smith Lassen, som i projektets forløb kun har oplevet få patienter, som var så personfarlige, at de ikke fik tilbudt fysioterapi.

”Vi har faktisk rollen som de gode feer, som kommer ind og tilbyder noget positivt, som oven i købet er frivilligt. Vi er jo ikke en del af det grænsesættende personale, vi kommer som neutrale personer og tilbyder noget godt.”

Vi redder liv

Bæltefiksering bliver benyttet i stor stil i Danmark. Der var henholdsvis 1.675 og 1.435 tilfælde af bæltefikseringer i 2016 og 2017, og det er ikke alene ubehageligt for patienterne, men også for det personale, der skal udøve tvangen.

”Det er ikke rart at ligge i bælte. Man får frataget sin frihed, og det er ubehageligt rent fysisk og mentalt. Forskningen viser, at det kan være traumatiserende for patienten og giver dårlig compliance for den fremadrettede psykiatriske behandling. Også patientorganisationer kritiserer behandlingen, som gives mod patientens vilje, for at være umoderne,” siger Lene Nyboe og fortsætter:

”Det er derfor klart det bedste for alle, hvis man kan undgå tvang. Men selvfølgelig kan det være nødvendigt og den bedst mulige behandling for en patient, som risikerer at gøre skade på sig selv eller andre. Vi redder jo liv i psykiatrien.”

Derfor gør afdelingens behandlere meget ud af at skaffe forhåndstilkendegivelser fra patienterne. De bliver spurgt hvilken behandling de vil foretrække næste gang, de bliver truende eller smadrer ting omkring sig.

”Vi skal være meget mere patientinddragende, så vi ved hvordan vi bedst kan hjælpe og sikre den bedst mulige behandling,” siger Lene Nyboe. Ser man bort fra patienten og personalets velbefindende, er der ifølge Lene Nyboe penge at hente, hvis man tilbyder mere fysioterapi til maniske patienter.

”Det er dyrt at lægge patienten i bælte, for der skal sidde en vagt på kontinuerlig overvågning, det foreskriver loven. De kan være fikserede i alt fra to til 40 timer, så der er mange mandetimer at spare,” argumenterer hun.

Vil fysioterapi kunne afskaffe medicinering af patienterne?

”Det tror jeg ikke. Vi har at gøre med meget syge patienter, som er maniske, og de skal være på stemningsstabiliserende medicin for at dæmpe og forebygge, at det kommer igen. Men fysioterapi er et vigtigt supplement, og forhåbentlig kan det medvirke til at de bliver hurtigere stabiliserede, så de kan komme hurtigere hjem. Men efter min mening bør der være ansat en fysioterapeut på alle sengeafsnit.”