Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

”Vi skal ikke redde verden hver eneste dag”

TEMA om stress og praksischok // Flere patienter og færre medarbejdere satte gang i en negativ stress-spiral på Kolding Sygehus. Det fik ledelsen til at stoppe op og hjælpe de ansatte med at prioritere og håndtere de nye vilkår.

De sidste par år er antallet af fysioterapeuter på Kolding Sygehus blevet færre. Samtidig har der været et øget antal indlæggelser og krav til større flow i patientforløbene. Det har fået betydning for arbejdsglæden i de tre fysioterapeutgrupper
på sygehuset.

”På grund af færre personaleressourcer har vi væsentlig færre kontakter med den enkelte patient end tidligere. Det betyder, at patienterne ikke kan tilbydes samme grad af træning og genoptræning under indlæggelsesforløbet som før. Men det betyder også, at patienterne skal have mange informationer og instruktioner på én gang,” siger Kirsten Mikkelsen, medarbejderrepræsentant i terapiafdelingen på Kolding Sygehus.

Hun fortæller, at det i dag i langt højere grad end tidligere handler om at lægge en plan for patienten og sende dem godt videre, evt. til et forløb i kommunalt regi.

”Det er en anden faglighed, der kommer i spil,” siger Jesper Frehr, som er leder i arbejdsmiljøgruppen. Men fysioterapeuterne på Kolding Sygehus havde svært ved at vænne sig til den nye faglighed og arbejdsgang.

Ond spiral

De faglige krav fra medarbejderne selv, kolleger, samarbejdspartnere og ledelsen betød, at mange fik følelsen af, at tiden ikke rakte til de opgaver, der var. Nogle begyndte at tale om, at de havde stresssymptomer, og flere medarbejdere blev sygemeldte på grund af stress, fortæller Jesper Frehr og Kirsten Mikkelsen.

”Snakken om stress blev en ond spiral, for pludselig følte alle, at de havde stress, og når der så virkelig var nogle, som viste tegn på stress, så druknede det i falske alarmer,” siger Kirsten Mikkelsen.

”Det var de første tegn på, at vi skulle stoppe op og se på, hvad vi skulle gøre. For noget skulle gøres,” siger Jesper Frehr og fortæller, at den første indsats gik ud på at italesætte, hvad der menes, når vi hver især siger stress.

”Alle går rundt og har travlt, men nogle har så travlt, at de bliver syge med stress. Og hvordan kan vi komme det i forkøbet?” siger Jesper Frehr.

”Vi introducerede vores kolleger for stresstrappen (se side 21) , så alle kunne bruge den til at identificere, hvor de selv  befandt sig, men lige så vigtigt anvende den til at have øje for, om ens nærmeste kolleger viste tegn på at være stressede,” siger Kirsten Mikkelsen.

Det rigtige er ikke det samme hver dag

Derudover satte ledelsen prioriteringer på dagsordenen. Og det viste sig at være vigtigt.

”Prioritering har været nøgleordet for os. For fysioterapeuter er det vigtigt at komme hele vejen rundt om den enkelte patient, og det har tidligere været vigtigt at nå alle patienter på én dag. Men vi var nødt til at have en fælles forståelse for, hvordan vi prioriterer, så vi kunne gå glade på arbejde og glade hjem,” siger Jesper Frehr.

Han beskriver, hvordan de forskellige grupper begyndte at bruge rød-, gul-, grøn-markeringer for at finde ud af, hvor travlt de havde den pågældende dag, og hvordan der derfor skulle prioriteres.

”Vi skal gøre det rigtige hver dag, men det rigtige er ikke det samme hver dag. Det handler netop om at prioritere,” siger Jesper Frehr. Ledelsen har derudover forsøgt at gøre hverdagen mere gennemskuelig for medarbejderne, blandt andet ved at udarbejde vagtplaner længere frem i tiden. I dag kan både Jesper Frehr og Kirsten Mikkelsen mærke, at indsatsen har virket.

”Vi kan fornemme, at der er kommet en god og afslappet stemning. I de grupper, hvor der var meget optræk til negativ snak, har man accepteret, at man ikke altid kan nå alt det, man gerne ville – men man har gjort et kvalificeret arbejde for de patienter, man har prioriteret den pågældende dag,” siger Jesper Frehr.

”Folks mindset har ændret sig, og vi har alle accepteret, at vi ikke skal redde verden hver eneste dag,” siger Kirsten Mikkelsen.