Jeg skulle have lyttet til min mavefornemmelse

Året inden Simone Djernes blev ansat på et kommunalt træningscenter, havde arbejdspladsen skåret i bemandingen. Det kunne hun tydeligt mærke, da hun blev ansat i marts 2017 – en måned efter endt uddannelse.

”Fysioterapeuten, som oplærte mig, havde kun været på afdelingen i et halvt år, men på grund af ekstra arbejdspres efter nedskæringerne sagde hun op efter min oplæring. Jeg var altså den eneste fysioterapeut med fast gang på afdelingen,” fortæller Simone, der, selvom arbejdspladsen forsøgte at hjælpe med ressourcer fra andre afdelinger, flere gange bad om hjælp til at prioritere sin tid til patienterne.

”Rent fagligt vidste jeg, at de, der ligger mest stille, har allermest brug for min hjælp, men hvis jeg ikke hjælper dem, der er oppe, så går der endnu længere tid før de kommer hjem til sig selv. Jeg ville ikke stå til ansvar for den prioritering.”

Efter et par måneder begyndte stress-tegnene at melde sig.

”Jeg kunne ikke huske fra næse til mund. Alle mine aftaler skulle stå i en kalender, ellers havde jeg ikke en chance for at overholde dem. Jeg har før haft tendenser til stress, så jeg kunne genkende symptomerne,” siger hun.

”Min daværende kæreste påpegede det hurtigt, men jeg undskyldte det med, at jeg jo var nyuddannet.”

Fik grundig oplæring i det nye job

Inderst inde vidste hun godt, hvad der var på vej, og efter et halvt år begyndte hun at kigge efter et nyt arbejde.

”Arbejdsmængden og ansvaret var for stort, og da det ikke ændrede noget at bede om hjælp, så jeg ingen anden udvej,” siger hun og fortæller, at hun efter ni måneder fik nyt job.

I dag arbejder Simone Djernes på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter. Her er historien en helt anden, blandt andet fik hun en grundig oplæring og instruktion i første måned. I dag er hun stolt over, at hun sagde fra og bad om hjælp til prioritering.

Læs om Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienters oplæringsforløb