Jeg turde ikke sige nej

At begynde i et trainee-forløb på dagpenge på en privatklinik var en god måde at starte arbejdslivet som fysioterapeut, tænkte Karina, da hun i juli 2017 blev færdiguddannet. Men klinikken, der havde sagt ja til at have Karina som trainee, så hende ikke som nyuddannet og i øvrigt ulønnet. For da en af de ansatte skulle på ferie kort efter, Karina var begyndt, fik hun besked på at overtage vedkommendes fulde skema.

”Det kunne ikke gå stærkt nok,” siger Karina, der husker, at hun på sin første arbejdsdag fik at vide, at hun dagen efter skulle varetage et spinninghold.”Men jeg havde aldrig haft en spinninghold før. Så jeg sad den halve nat og forberedte mig.”

Et decideret oplæringsforløb så Karina ikke skyggen af. ”Jeg blev mere set på som en vikar, og jeg måtte spørge mig frem i forhold til eksempelvis journalsystemet,” siger hun og fortæller, at hun gjorde opmærksom på problemet undervejs.

Job skulle bane vej

Efterhånden begyndte hun at mærke konsekvenserne af den manglende oplæring og støtte.

”Der var mange søvnløse nætter," siger hun. Men frygten for at miste sit arbejde i et marked, hvor mange nyuddannede fysioterapeuter ledte efter job, fik hende til at sige ja, uanset hvor mange arbejdsopgaver, der landede på hendes bord.

”Jeg turde ikke sige nej. For jobbet kunne måske blive min vej ind på arbejdsmarkedet.” men det ærgrer hende, at hun ikke lyttede første gang, hendes kæreste sagde noget:

"Jeg ville ønske, at jeg havde indset det lidt tidligere og lyttet til min mavefornemmelse. Det er først nu, jeg har erkendt, at det ikke var mig, men stedet, der var noget galt med.

Efter et halvt år blev det dog for meget, og Karina sagde op. Siden har hun været fastansat på en smerteklinik, hvor introforløbet har været mere end fyldestgørende.

"Det er noget helt andet. De første to uger havde jeg ikke patienter, jeg blev sat ind i alt, og mine kollegaer gav sig tid til mig," siger hun.