Den gode behandler ser ikke patienten som en sygdom

"Jeg følte mig ikke mødt, der blev snakket hen over hovedet på mig, og jeg blev talt ned til.” Sådan lyder nogle af de udsagn, som patienter har fortalt til ph.d. Chalotte Glintborg i hendes netop afsluttede undersøgelse af patienters relation til den professionelle behandler.

Chalotte Glintborg har de sidste seks år forsket i hjerneskaderehabilitering. Hun skrev ph.d. i 2015 om effekten af den nuværende rehabilitering på hjerneskadeområdet i fire kommuner i Nordjylland. I studiet indgik 82 patienter og 40 af deres pårørende.

Siden har hun lavet et opfølgningsstudie, som netop er afsluttet (2019, under udgivelse), hvor hun har fulgt gruppen i de fem år, der er gået, siden de fik en hjerneskade. Et af de temaer, som hun har interviewet gruppen om, er den relationelle kontakt mellem patienter og professionelle.

”Rigtig mange patienter sagde, at den gode behandler ser mig som den, jeg er. Han ser mig som Peter eller Karenn og ikke bare som et knæ, der skal fixes, eller den halvsidige lammelse, jeg har fået. For når behandleren kun ser dette, bliver man reduceret til at være en sygdom. Det er et reduceret patientperspektiv, og det var ikke noget, patienterne fandt fremmende for relationen eller rehabiliteringsforløbet,” forklarer Chalotte Glintborg.

Flere bør uddanne sig i den gode relation

”Problemet er, at hvis behandleren har en aftale med knæet kl.13, og ikke med Karen og med det liv, hun har levet, så får patienten ikke det udbytte af behandlingen, som hun kunne have fået, hvis hun var blevet mødt i øjenhøjde. I stedet får vi en asymmetrisk relation, hvor der sidder en ekspert over for en patient. Og når patienterne føler, at de bliver talt ned til, eller at relationen ikke er god, så siger de, at de ikke kan profitere af indsatsen, da det vækker modstand fremfor et reelt samarbejde”, forklarer Chalotte Glintborg.

Hun opfordrer derfor til, at fysioterapeuter i højere grad forsøger at efteruddanne sig indenfor relationsarbejde.

”Vi ved, at når vi arbejder med mennesker på den her måde, så er det behandlerne, der er det vigtigste redskab. Vi bruger os selv i relationen, så uanset om vi kan nok så mange teknikker og metoder, så handler det i sidste ende om, hvordan jeg er som person overfor en patient,” siger hun og understreger:

"Det er jo paradoksalt, at vi i så høj grad søger kurser og uddannelser indenfor teknikker og metoder og knap så meget indenfor relationskompetencer, som er evnen til at etablere en god følelsesmæssig relation til de mennesker, vi arbejder med."

Alle har blinde pletter

Chalotte Glintborg peger på, at det ofte er patienten, som får skylden, hvis vedkommende ikke gør sine øvelser og opfordrer til, at fysioterapeuterne arbejder på at blive bevidste om deres position ift. patienterne.

”Vi har jo alle sammen noget med os, når vi træder ud af fysioterapeutskolen Vi har alle en rygsæk med det, som Pierre Bourdieu kalder habitus, dvs. de ting, vi har oplevet i vores liv, vores opdragelse, og den kultur, vi lever med og i. Alt det bringer vi med ind i relationen. Og ligesom vi oplever mennesker i privatlivet, vi ikke har en god relation til, så kan der også være patienter, som vi ikke kommer godt ud af det med. Men det taler vi ikke så meget om."

"Ofte siger man, at det er patienten, der ikke er motiveret, men i virkeligheden kan det være os selv, der har nogle blinde pletter ift. en patient. Men det er sårbart, for det kræver, at man har mod til at kigge på sig selv og sin andel i en relation, der ikke fungerer. Og det er jo altid nemmere at kigge distanceret på nye metoder og træningsteknikker,” siger Chalotte Glintborg.

Hvordan bliver man bedre til at indgå i en ligeværdig relation med sine patienter?

”Det handler dels om ens menneskesyn, men også om, hvordan man taler til, om og med patienten."

"Hvilket sprog bruger man? Så det ikke kun bliver sygdomsterminologi, men at man også spørger ind til andre ting, end hvordan det går med skulderen og knæet. For så ser man pludselig mere end sygdommen. Man ser personen i en kontekst, og det er nødvendigt, for du er nødt til at afstemme din behandling eller træning til den enkelte person. Der er forskel på den indsats, man skal lave til en biblioteksansat eller en fabriksarbejder, og en person, der har ligget på sofaen og set Netflix."

"Du skal lave en personafhængig genoptræningsplan; det er det, der ligger i den helhedsorienterede rehabilitering, så de personlige kompetencer og elementer er vigtige at få med. Men vi starter desværre tit med kroppen og det, den fejler, fremfor hvem det egentlig er, vi står overfor.”

Håbet er det vigtigste

Flertallet af de patienter, som Chalotte Glintborg har interviewet, nævner håb som noget af det vigtigste, fysioterapeuten kan give, udover empati og omsorg.

”Det at vise ægte medfølelse og sætte sig ind i patientens situation, er noget, som patienterne mener er essentielt. Og så er evnen til at indgyde håb utroligt vigtig. En af de ting, der overraskede mig mest i fem års opfølgningen er, at der faktisk sker en fysisk udvikling for patienten hele vejen gennem de fem år."

"Det er ikke store udviklingstrin, hvor den lammede pludselig rejser sig op, men der sker små ting, som at der måske kommer følelse i nogle fingre, der ellers var lammede. Men mange patienter har fået at vide, at de ikke kan gøre flere fremskridt nu, for udviklingsvinduet er inden for det første halve til hele år. Der nævner patienterne som noget af det vigtigste, at man ikke skal tage håbet fra dem.”