Vi vil gerne være tydelige omkring, at det her er et sceneskift

Patienter, der diagnosticeres med hjertesvigt, møder nu en fysioterapeut, når de kommer til den første konsultation på Klinik for Hjertesvigt på Regionshospitalet Silkeborg. Det giver nemlig en række fordele både for patient, fysioterapeut og de sygeplejersker, som normalt varetager konsultationen.

”Det er vigtigt, at hjertepatienter kommer i gang med at træne så tidligt, som muligt. Derfor skal vi fysioterapeuter tidligt ind i forløbet, så vi kan motivere dem og henvise til et relevant træningstilbud,” forklarer fysioterapeut Loui Hannibal, som har været med til at tage initiativ til den nye tilgang.

Initiativet begyndte som et pilotprojekt for et år siden, og siden har 90 patienter siddet ansigt til ansigt med en fysioterapeut til førstesamtalen.

Før mødte patienterne alene en sygeplejerske, som underviste i hjertesvigt, gennemgik medicin og målte blodtryk og tog blodprøver. I samtalen indgik også afslutningsvist en snak om fysisk aktivitet og henvisning til genoptræning.

I dag er forløbet hos sygeplejersken det samme, men efter en halv time overtager en fysioterapeut. Det betyder, at fysioterapeuterne kan gå mere i dybden med patientens erfaringer med fysisk aktivitet og træning, foruden eventuelle forbehold over for genoptræning.

”Før var det sygeplejerskens skøn, der afgjorde om en patient var klar til træning, og hvilken træning, der var relevant. Nu er det blevet en fast og struktureret del, hvor vi fysioterapeuter hurtigt kommer på banen og i højere grad skaber en rød tråd i patientens behandlingsforløb. Det gør forhåbentlig patienterne mere trygge – og tilbøjelige til at tage imod et genoptræningsforløb,” siger Loui Hannibal.

Frygt for bevægelse

Under samtalen udreder fysioterapeuten patientens aktuelle og habituelle funktionsniveau og afklarer erfaringer med træning og fysisk aktivitet. Han spørger ind til de tydeligste symptomer på hjertesvigt og hører, hvordan patienterne klarer sig helt lavpraktisk derhjemme. Her kan det være nødvendigt at prikke til nogle af patienternes forestillinger.

”Patienterne kan have stor tvivl om, hvorvidt de må være fysisk aktive, og mange har svært ved at forholde sig til begrebet hjertesvigt. Er det hjertestop? Må de overhovedet bevæge sig? Så vi lægger stor vægt på det tunge evidensgrundlag, vi har i dag. Nogle tænker, at det er nok at gå lidt ud i haven. Men hvis vi virkelig skal flytte noget, kræver det en højere grad af intensitet.”

Dernæst forsøger fysioterapeuten at motivere patienten til enten at tilmelde sig sygehusets eget 12 ugers specialforløb for hjertepatienter, eller de kommunale standardiserede forløb. Mange af patienterne har et komplekst sygdomsforløb, og nogle er i en gråzone med komorbiditet, som kalder på en mere individualiseret tilgang.

De kan f.eks. blive henvist til Lungeskolen, hvis de har KOL, og deres symptombillede taler for det. De patienter, som henvises til træning på sygehuset, vil her møde samme fysioterapeut som til den første samtale i Klinik for Hjertesvigt.

Hospitalet har ikke data på, om det nye tiltag har betydet, at flere patienter har taget imod et træningsforløb, men flere undersøgelser peger på, at alt for få patienter tager imod hjerterehabiliteringstilbud.

”Vi ved ikke, om det er fordi, de ikke har fået det tilbudt, eller om de bare ikke har forstået det. Så vi vil gerne være tydelige omkring, at det her er et sceneskift, og så er der forhåbentlig ikke nogen, der bagefter er i tvivl om, at her handler det om fysisk aktivitet og træning.”

Tættere på de kommunale terapeuter

Ud over gevinsten ved at møde patienten tidligt og lave en grundig udredning og dermed henvise mere præcist, er der andre positive effekter af den nye arbejdsgang, forklarer Loui Hannibal. Samarbejdet med de kommunale fysioterapeuter er blevet tættere, blandt andet via møder og deltagelse i hinandens træningssessioner.

”Det betyder, at vi efterhånden kender dem rigtig godt og kan blive meget konkrete, når vi skal henvise vores patienter til de kommunale træningsforløb og dermed nedbryde nogle barrierer. For jo mere konkrete, vi er, jo mere håndgribeligt bliver det for patienterne at takke ja til. Det er en betydelig gevinst.”

Nye arbejdsgange og nye arbejdsområder

Udfordringerne har primært været lavpraktiske. Der skulle indføres nye arbejdsgange, så fysioterapeuterne automatisk blev booket til samtalerne. Rent økonomisk har det kostet 45 mandetimer på et år, hvilket i det store system ikke er meget, men i et i forvejen presset budget er det også en post.

Ledelsen har dog bakket op hele vejen igennem, ligesom sygeplejerskerne har været positive omkring samarbejdet. Loui Hannibal fortæller, at han har fået et løft i sin faglighed ud af forløbet.

”Jeg har fået et større kendskab til den sygeplejefaglige del af behandlingen og kan f.eks. i højere grad rådgive patienterne om bivirkninger ved medicin,” forklarer han.

Samlet set er Loui Hannibal, sygeplejerskerne og de andre involverede parter godt tilfredse, når de evaluerer forløbet. Så tilfredse, at der er planer om at udbrede arbejdsdelingen til samtaler i Diabetes- og Lungeambulatoriet.

”Sygeplejerskerne gør jo et super godt stykke arbejde, men vi kan optimere forløbet med vores specifikke faglighed. Og det er meget vigtigt, at patienterne får en snak om deres funktionsniveau, ellers går tingene hurtigt op i de værdier, man kan måle. Samtidig har vi et sundhedsvæsen med færre og færre indlagte, og hvis man som fysioterapeut kun beskæftiger sig med de indlagte, får vi færre opgaver. Derfor vil der være en stor gevinst at hente, hvis vi viser, at vi kan bidrage med værdi her.”