Jeg ser meget menneskelig elendighed

Fagbladet Fysioterapeuten måtte ikke overvære en konsultation i fysioterapien i Røde Kors’ sundhedsklinik. Klinikkens klienter opholder sig nemlig ulovligt i landet, og det altoverskyggende hensyn er, at de kan føle sig trygge, når de henvender sig.

For de fleste er det deres eneste mulighed for at få sundhedshjælp uden for myndighedernes søgelys, og de kan i princippet blive sendt direkte ud af landet, hvis de bliver opdaget.

Derfor foregår interviewet med fysioterapeut Hans Henrik Kleinert i hans egen klinik på Østerbro i København. Her tager han imod klienter to-tre gange om ugen, selvom han er pensioneret.

Og så bruger han en aften – hver sjette uge – på frivilligt at hjælpe mennesker, der opholder sig ulovligt i landet. Det foregår på sundhedsklinikken, som ligger et hemmeligt sted i København.

Alligevel fandt 2409 illegale migranter frem til stedet sidste år. Her kan de få hjælp fra en læge, en jordemoder, en tandplejer, sygeplejerske, hudlæge, psykolog eller fysioterapeut, selvom de hverken har CPR-nummer, sygesikring eller opholdstilladelse.

Rockwoolfonden skønnede i 2016, at der lever godt 20.000 illegalt i Danmark, men tallet kan i sagens natur variere, da det er vanskeligt at føre statistik over mennesker, som ikke er registrerede hos myndighederne.

Arbejdsulykker og øget arousal

Migranterne kan modtage gratis behandling på klinikken, og ser man på fordelingen af diagnoser, topper sygdomme i bevægeapparatet statistikken. Hele 1245 blev behandlet for dette sidste år, og lige efter følger diagnoser i fordøjelsessystemet, hudsygdomme, sygdomme i tænder og mund, respiration og graviditeter.

De fire fysioterapeuter, som er tilknyttet klinikken, stod for 61 behandlinger, og det er i stigning.

”Det at leve under jorden er jo meget stressende, og når du lever et liv med stress, angst og nervøsitet, kommer der øget arousal og øget tonus i muskulaturen,” fortæller Hans Henrik Kleinert, som har været frivillig i klinikken i fem år.

”Derudover er det en meget udsat gruppe, fordi de ikke har adgang til offentlige sundhedsydelser. Nogle kommer med skader efter arbejdsulykker, fordi de arbejder illegalt, f.eks. inden for restaurationsbranchen, byggeerhverv eller industrien. Der er også mange misbrugere og handlede kvinder,” fortæller Hans Henrik Kleinert.

”Men fælles for dem er, at de lever, hvad vi vil kalde et elendigt liv,” siger han og tilføjer, at ”det dog langt fra altid er deres egen opfattelse, for ofte er livet her i landet under radaren trods alt bedre end det, de kommer fra.”

Som eksempler nævner han både en bygningsarbejder, der kom med trykkede ribben på grund af fald fra en stige, og en kvinde, som arbejder som rengøringsdame, og som kom til ham med problemer i skuldre og nakke.

”Hun fik instruktion til forebyggende øvelser og bløddelsbehandling, og det hjalp nu og her,” fortæller Hans Henrik Kleinert.

”Men symptomerne hænger jo også sammen med hendes situation i det hele taget, hvor hun lever under radaren, og det kan man jo ikke lave om på,” siger han.

Kun et skud i bøssen

Røde Kors kunne tælle i alt 129 nationaliteter på klinikken sidste år, og de fleste kan tale noget engelsk, kun i en ud af ti behandlinger kommer der en tolk på, eller også har klienten en pårørende med, der kan oversætte. Det fungerer, siger Hans Henrik Kleinert, som peger på, at det største problem ligger i, at fysioterapeuten kun har et skud i bøssen.

”Ofte ser vi kun folk den ene gang, vi har ikke mulighed for at følge op og korrigere, og vi kan ikke justere et træningsprogram i forbindelse med, at patienten får det bedre. Vi er nødt til at tage et øjebliksbillede af situationen og give den bedst mulige hjælp lige der. Derfor ved vi heller ikke, hvor godt det lykkes, for det er sjældent, at de kommer tilbage og siger, om det gik godt eller ej. Vi ved stort set ikke, hvad der sker med dem bagefter,” forklarer han.

Alligevel finder fysioterapeuten arbejdet meningsfuldt, også selvom han kun får små hints om patienternes liv, hvordan de lever, og hvad de kommer fra.

”Jeg ser meget menneskelig elendighed, og der er ikke meget, jeg kan gøre. Men den smule, jeg kan gøre, har også ret. Jeg ser det som en humanistisk gerning, for alle mennesker har krav på hjælp, og hvis jeg har mulighed for at hjælpe, vil jeg gøre det, uanset hvad deres historie i øvrigt er.”