Fagforeningen har glemt sit udgangspunkt

Igen og igen møder jeg kolleger, der oplever, at vores fagforbund ikke tager hånd om deres konkrete problemer. Lad mig komme med et eksempel: Nyuddannede Leif søger og får job på et plejecenter og forsikres om, at jobbet har høj fysioterapeutisk faglighed. Efter få uger erfarer han, at han udfører alt andet end fysioterapi. Han bliver oplært i medicin, ser, hvordan kateteret bliver lagt, vasker og mader borgerne og får at vide, at der kun er begrænset tid til at koncentrere sig om borgernes funktionsniveau. Han kontakter Danske Fysioterapeuter om sit dilemma. Her henvises til, at plejeopgaver sagtens kan være fysioterapi set ud fra det holdningspapir, Danske Fysioterapeuters ledelse har udarbejdet. Leif er målløs. Han føler sig ladt i stikken af sin fagforening.

Mange fysioterapeuter er ligesom Leif frustrerede over opgaveglidningen. Frustrationen bliver kun større af, at fagforeningen tilsyneladende træder vande i stedet for at træde i karakter og bekæmpe det. Akkurat det samme sker med den stigende ledighed blandt fysioterapeuter, de alt for mange nyuddannede og det økonomiske pres i kommuner og regioner, der ofte skærer ind til benet i vores faggruppe.

Danske Fysioterapeuter formår kun i ringe grad at løse de store udfordringer, som vores medlemmer slås med. Udadtil fremstår vi med flotte slogans som #stoltFys og #viHolderMenneskerIBevægelse, og foreningen vil gerne fortælle, hvor stort og uundværligt et arbejde vi gør for borgere og patienter.

Men så begynder glansbilledet at blegne. For hvor er sammenhængskraften i hverdagen? Hvor er samhørigheden på tværs af sektorer? Hvorfor skal vi internt kæmpe om penge og midler, når vi vil vores patienter det samme? Hvorfor peger de offentlige fingre af de private fysioterapeuter? Hvorfor er arbejdsgivere stadig en del af fagforeningen?

Danske Fysioterapeuter vil gerne holde sig venner med alle på bekostning af egne medlemmer. Praksisoverenskomsten er et glimrende eksempel på dette. Her bliver praksisfysioterapeuter inden - og udenfor ydernummersystemet hinandens modsætninger, hvor Danske Fysioterapeuters ledelse igen lader stå til.  

Fagligheden, der er vores fælles ståsted, sejler. Dansk Selskab for Fysioterapi, DSF, bliver ofte betragtet som en fjende frem for en ressource. Dermed har DSF måttet sadle om flere gange, og formænd er gået og nyt samarbejde forsøgt med Danske Fysioterapeuter. Det er bestemt ikke til gavn for fagligheden, og kløfterne graves dybere og dybere.

Der uddannes for mange fysioterapeuter! Vores fag presses yderligere af, at professionshøjskolerne og ministeriet ikke vil sætte optaget til uddannelsen ned. Derfor kommer mange fysioterapeuter aldrig i job som fysioterapeut.

Jeg oplever, at Danske Fysioterapeuter i høj grad ledes som et politisk parti. En forening, som har glemt sit udgangspunkt og de værdier, som en fagforening bør kæmpe for. Jeg savner, at Danske Fysioterapeuters ledelse kommer mere ud på arbejdspladserne og lytter til vores frustrationer. Og jeg savner, at de tager action på problemerne.