Sexisme og fysioterapi

Du oplever nærgående adfærd fra din leder. Du oplever små ‘lumre’ kommentarer fra den vederlagsfri patient, du ellers har hjulpet gennem længere tid. Du oplever ting, som er værre. Kunne det være eksempler på sexisme i vores branche?

For tiden fylder debatten om sexisme på arbejdspladser rigtig meget. Det startede med Sofie Linde og medierne, men også i sundhedsvæsenet har især yngre læger fortalt om tilsvarende problemer. Det har selvfølgelig fået mig til at overveje, hvordan det ser ud hos os. I udøvelsen af faget har vi i udpræget grad ‘license to touch’. Hvad betyder det for vores adfærd, at vi er netop fysioterapeuter? Er vi bedre til at forvalte de etiske, moralske og menneskelige/personlige grænser, der skal være mellem os, fordi det er en del af opdraget? Eller kan vores normer for, hvornår og hvordan man rører, opleves som grænseoverskridende af mennesker, der ikke er fysioterapeuter?

Fra mit ståsted er sexisme ikke blot fordomme og diskrimination, men en grundlæggende mangel på respekt for andre mennesker på grund af deres køn. Derfor er problemstillingen dybt relevant for os som faglig organisation. For alle skal kunne gå på arbejde i forvisning om, at det er deres faglighed, og ikke deres krop og køn, som er i fokus.

Jeg tror desværre også, at sexisme findes i vores branche. Jeg tror, at det vil være godt for os at få taget diskussionen. Jeg håber derfor, at I på arbejdspladserne vil tage jer tid til at tale med hinanden om det – selvom det kan føles både svært og grænseoverskridende. For tænk, hvis din kollega eller din patient er blevet ramt af det…

Lad os hjælpe hinanden og kigge ind i tidsånden som et fællesskab, der også evner at løfte denne diskussion. Så min klare opfordring til jer derude er: Råb op, hvis I oplever problemet.